Hvad er poppers?
'Poppers er en klar, svagt gullig og hurtigt fordampende væske, som lugter af mandler eller rådne æbler. Den kemiske formel er C5H11NO2. Den udvider blodkarrene, og den blev tidligere anvendt i behandlingen af hjertekrampe (angina pectoris), men blev for mange år siden erstattet af nitroglycerin. Det er forbudt at anvende poppers i Danmark. De sælges på det illegale marked som glasampuller, der knækkes, hvorefter indholdet indåndes. Stoffet var i 1970´erne og 1980´erne populært som elskovsmiddel, men det har i dag en meget begrænset anvendelse. Cirka 1 procent af de 16 – 20 årige har prøvet stoffet.
Ordforklaringer
Læs den præcise definition af
Hvordan virker poppers?
Poppers indtages ved indånding, og det giver en næsten momentan rus med forbedret humør, men rusen forsvinder lige så hurtigt, som den kommer, i løbet af 2 – 3 minutter.
Hvad er risikoen for at blive afhængig af poppers?
Risikoen for afhængighed er lav. Man ved ikke så meget om tolerans og abstinenssymptomer, men der kan være et ubehag efter rusen med hovedpine og besvimelsestendens, som bliver tilskrevet blodtrykfald og stoffets karudvidende virkning.
Hvad er skadevirkningerne ved poppers?
Skadevirkningerne ved indånding af stoffet er meget små. Teoretisk kunne man forestille sig, at det blodtryksfald, der ledsager indåndingen af stoffet, kunne være farligt, men det synes kun at være tilfældet, hvis poppers bliver indtaget sammen med andre blodtryksnedsættende stoffer som for eksempel Viagra.
Hvis man kommer til at drikke stoffet, får man en livstruende forgiftning, fordi blodets evne til at binde ilt bliver hæmmet. Der kommer derfor ikke tilstrækkelig ilt til hjernen og andre organer, og det kan være livsfarligt.
Hvilke akutte forgiftningssymptomer skal man være opmærksom på?
Hvis den, der indtager stoffet, besvimer eller bliver svimmel, skal man sørge for at vedkommende ikke slår hovedet. Hvis man lægger den pågældende person ned med hævede ben, vil han komme sig i løbet af få minutter.
Hvis poppers ved et uheld drikkes eller kommer i øjnene, skal man øjeblikkeligt transportere vedkommende til skadestuen eller ringe 112.