GLP1-analoger er en nyere type medicin, der traditionelt bruges til at behandle diabetes, men som i de senere år også er begyndt at blive brugt til at behandle svær overvægt, hjertesvigt og nyresvigt.
Medicinen virker ved at efterligne mæthedshormonet GLP1, der normalt udskilles i tyndtarmen efter et måltid. Her vil mæthedshormonet normalt sende signaler til hjernen om, at man er mæt, og det er disse signaler, som GLP1-analogerne efterligner. På den måde vil appetitten falde, energiindtaget mindskes og man vil opleve vægttab.
De har desuden en stimulerende effekt på udskillelsen af insulin, og det er med til at sænke blodsukkeret.
GLP1-analoger omfatter forskellige stoffer blandt andet semaglutid, dulaglutid og liraglutid.