Kromosomsygdomme

Hvad er kromosomer?

Alle levende organismer er opbygget af celler, som indeholder organismens arvemateriale eller gener. Generne er samlet på nogle velordnede strukturer, som kaldes kromosomer. Mennesket har 46 kromosomer i hver celle, hvoraf 23 er kommet fra vores mor og 23 fra vores far. Af disse optræder 22 kromosomer som par.

Det største kromosom kalder man for kromosom 1, det næststørste kromosom 2 og så videre. Kromosomerne 1-22 kalder man for autosomer. Herudover findes endnu et kromosompar, de såkaldte kønskromosomer. Kvinder har to X-kromosomer, mens mænd har et X-kromosom og et Y-kromosom. Y-kromosomet er meget mindre end X-kromosomet og indeholder kun relativt få gener.

Sker der ubalance i cellens indhold af kromosommateriale og dermed af cellens gener, kan der opstå kromosomsygdom. De kromosomsygdomme, der vedrører autosomerne, kalder man for autosomale kromosomsygdomme. De, der vedrører X- og Y-kromosomerne, kalder man for kønskromosomale sygdomme.

Hvor hyppige er kromosomsygdomme?

Man skønner, at omkring 10 procent af alle befrugtede æg har en kromosomafvigelse.

Hyppigheden af kromosomsygdomme blandt fostre er højest inden for de første 12 graviditetsuger, hvor cirka 60 procent af graviditeterne bliver til spontane aborter.

Herefter aftager hyppigheden betydeligt, og blandt sene aborter og dødfødte er hyppigheden omkring 5 procent.

Hos levendefødte er hyppigheden lidt mindre end en procent. De kromosomsygdomme, hvor der er for få eller for mange kromosomer kaldes de numeriske kromosomsygdomme. De er de langt hyppigst forekommende (omkring 85 procent).

Hvad er de mest almindelige kromosomsygdomme?

Kromosomsygdomme kan inddeles efter, om de vedrører de autosomale kromosomer eller kønskromosomerne.

Autosomale (numeriske)

Trisomi 21 (et ekstra kromosom 21) er den hyppigst forekommende kromosomsygdom overhovedet (cirka 1 ud af 500 graviditeter) og giver anledning til Down's syndrom. Noget sjældnere optræder et ekstra kromosom 13, trisomi 13 (cirka 1 ud af hver 10.000 graviditeter) eller kromosom 18, trisomi 18 (cirka 1 ud af hver 5.000 graviditeter).

Et barn med trisomi 13 (Pataus syndrom) er ofte så misdannet ved fødslen, at det højst overlever nogle dage eller få uger. Børn med trisomi 18 (Edwards syndrom) er også svært misdannede ved fødslen, men ikke i så udtalt grad som det ved trisomi 13. De fleste dør dog indenfor første leveår.

Kønskromosomale (numeriske)

Denne gruppe kromosomsygdomme optræder på baggrund af et manglende eller et overtalligt X eller Y kromosom. Man opdager det som regel først omkring barnets pubertet. Kønskromosomfejl er i reglen langt mindre alvorlige end fejl i de autosomale kromosomer. De kan være præget af udeblevet kønsudvikling og sterilitet:

• Turners syndrom skyldes et manglende X-kromosom (kønskromosombesætning XO) og forekommer kun hos piger. Hos disse piger er reduceret højdevækst og sterilitet det mest betydelige problem. 20 procent af piger med Turners syndrom har en mindre hjertefejl, man kan behandle.

• Klinefelters syndrom skyldes et overtalligt X-kromosom (kønskromosombesætning XXY) og findes kun hos drenge. Disse drenge er højere end normalt og er næsten altid sterile.

• Triple-X syndrom skyldes et ekstra X-kromosom (kønskromosombesætning XXX) og findes kun hos piger.

• XYY syndrom skyldes et ekstra Y-kromosom og ses kun hos drenge. Drenge med kønskromosombesætningen XYY bliver i gennemsnit markant højere end drenge med normal kønskromosombesætning (XY), og i nogle tilfælde kan der desuden være adfærdsmæssige problemer.

Mental retardering/psykisk udviklingshæmning er ikke til stede ved Turners syndrom, men nogle af de øvrige kønskromosomafvigelser kan resultere i psykisk udviklingshæmning - oftest i lettere grad.

Forstyrrelse/manglende kønsmodning er karakteristisk for flere af kønskromosomsygdommene. Desuden kan der hos nogle ses mindre fysiske misdannelser, for eksempel hjertemisdannelse ved Turners syndrom.

Strukturelle kromosomsygdomme

Ud over de omtalte numeriske kromosomsygdomme findes der en lang række andre kromosomsygdomme (Prader-Willi, Angelmann, Cri de Chat), som skyldes strukturelle forandringer i kromosomerne. Sådanne forandringer kan ikke altid ses i lysmikroskopet, men kræver anvendelse af mere avanceret genteknologi (DNA analyse).

Hos alle strukturelle kromosomsygdomme er der varierende grad af mere alvorlige misdannelser. Mental retardering i en eller anden grad er altid tilstede.

Fragilt X syndrom

Dette syndrom skyldes en fejl (en mutation) i et gen beliggende på X-kromosomet. Grunden til at syndromet nævnes her er, at man traditionelt har anvendt en kromosomanalyse til at stille diagnosen.

Som navnet siger (det ”skrøbelige” X kromosom) kan man ved kromosomanalysen se, at X-kromosomet knækker et bestemt sted. Fragilt X syndrom er den næsthyppigste genetiske årsag til mental retardering hos drenge (Downs syndrom er den hyppigste).

Sygdommen optræder ved 1 ud af 4000 drengefødsler og 1 ud af 8000 pigefødsler. I dag stiller man diagnosen fragilt X syndrom med moderne genteknologi (DNA-analyse). Syndromet regnes normalt ikke til kønskromosomafvigelserne.

Hvilken rådgivning kan man få i forbindelse med kromosomsygdomme ?

For nogle af de autosomale kromosomsygdomme varierer risikoen for fødsel af et sygt barn med moderens alder. Et klassisk eksempel på dette er Downs syndrom , hvor risikoen stiger med moderens alder. Derfor tilbød man tidligere i Danmark rutinemæssigt genetisk rådgivning og fosterundersøgelse til gravide kvinder på 35 år og derover. Siden 2004 er denne praksis imidlertid ændret, da man har fået langt mere effektive metoder til at udpege de graviditeter, der har øget risiko for at resultere i fødsel af barn med Downs syndrom (og visse andre, sjældnere kromosomsygdomme).

Hvilke undesøgelser er der før fødslen?

• Information hos egen læge, når graviditet er konstateret.

• Dobbelttest, der er en blodprøve, der i reglen udtages hos egen læge før 10. graviditetsuge. I blodprøven måler man koncentrationen af graviditetshormonet HCG og æggehvidestoffet PAPP-A. Koncentrationen af de to stoffer i moderens blod varierer afhængigt af, om fosteret har Downs syndrom eller ej.

• Måling af tykkelsen af fosterets nakkefold (11.-13. graviditetsuge) med ultralydsskanning, idet fostre med Downs syndrom (og også Turners syndrom) i de fleste tilfælde har øget tykkelse af nakkefolden sammenlignet med normale fostre.

• På grundlag af resultatet af dobbelttesten og nakkefoldsmålingen beregner man en samlet risiko for, at fosteret har Downs syndrom (og visse andre, sjældnere kromosomsygdomme) – dette kaldes den kombinerede test. Hvis den samlede risiko overstiger en nærmere bestemt værdi bliver den gravide tilbud fosterundersøgelse (moderkage- eller fostervandsprøve).

• Alle gravide får desuden tilbudt en ekstra ultralydsskanning (misdannelsesskanning) i graviditetsuge 19-20.

• Moderkageprøve udføres fra 11. graviditetsuge. Undersøgelsen består i, at man udtager et lille stykke af moderkagen gennem en nål, som føres gennem maveskindet under vejledning af ultralyd. Undersøgelsen bliver foretaget på en gynækologisk afdeling af en læge med speciel ekspertise på området. Prøven kan man efterfølgende undersøge for kromosomsygdom eller for en arvelig sygdom, hvis der er indikation herfor. Tiden fra udtagelse af prøven til svaret foreligger er normalt fra nogle få dage til to uger.

• Fostervandsprøve udføres fra 15. - 16. graviditetsuge. Prøven udtages på samme måde som ved moderkageprøve, blot udtager man noget fostervand i stedet. Tiden fra udtagelse af prøven til svaret foreligger er normalt fra nogle få dage til tre uger. Man kan undersøge for de samme sygdomme som ved moderkageprøven. Endvidere kan man undersøge for om der er et af et stof, der kaldes alfa-føto protein. Dette protein kan sige noget om risikoen for at føde et barn med svære misdannelser (f.eks. rygmarvsbrok).

Hvilke undersøgelser er der efter fødslen?

Hvis det nyfødte barn efter fødslen viser symtpomer, der leder tankerne i retningen af kromosomsygdomme, kan man undersøge barnet (blodprøve eller andet væv) for at fastslå, om det har en kromosomsygdom.