Hvordan starter multipel sclerose?
Hos de fleste (85 til 90 procent) starter multipel sclerose som et sygdomsangreb, der kaldes et attak. Det kan vise sig som forskellige symptomer, for eksempel syns-, føle-, eller bevægelsesforstyrrelser, fordi sygdomsangrebet kan ramme forskellige dele af hjerne og rygmarv (centralnervesystemet).
Symptomerne udvikles ofte i løbet af timer eller få dage, men kan også have en mere trinvis udvikling over dage til uger.
Læs mere om symptomer her: Symptomer på multipel sclerose
Denne forløbsfom kaldes attakvis (på engelsk: relapsing-remitting) multipel sclerose. Det første attak kaldes et klinisk isoleret syndrom.
De hyppigste startsymptomer er:
- føleforstyrrelser eller dødhedsfornemmelse i en arm, et ben eller begge ben
- nedsat kraft i en arm, et ben eller begge ben
- synsnervebetændelse, der viser sig ved svært nedsat syn eller blindhed på det ene øje
- styringsbesvær af arme og ben
- balanceproblemer
Mindre hyppige startsymptomer kan være:
Nogle har en kombination af symptomerne fra starten af sygdommen. Symptomerne varer ofte i nogle uger, men kan allerede være svundet i løbet af få dage. Der kan også gå måneder, før symptomerne letter. I starten svinder symptomerne ofte helt, senere oftest kun delvist, og mere end halvdelen af attakker giver blivende symptomer af lettere eller sværere grad.
Hos cirka 10 til 15 procent starter symptomerne gradvist uden egentlige attakker. Det drejer sig hyppigst om snigende indsættende gangbesvær på grund af en spastisk lammelse af benene. Den forløbsform kaldes primær progressiv multipel sclerose.
Hvilke undersøgelser skal til for at stille diagnosen multipel sclerose?
Praktiserende læge og neurolog
Den praktiserende læge vil ofte begrænse sig til at foretage en undersøgelse af det område, hvor man lokaliserer symptomerne, for eksempel synet eller kræfterne i arme og ben. Diagnosen stilles først og fremmest ved omhyggeligt at udspørge om symptomer og en neurologisk undersøgelse, hvor følgende bliver testet:
syn
følesans i ansigt, på krop, arme og ben
kræfter og koordinationsevne i arme og ben
reflekser på arme og ben
balancen i stående stilling med både åbne og lukkede øjne samt vurdering af gangen
Da en fuld neurologisk undersøgelse er tidskrævende og kræver erfaring, vil den praktiserende læge altid henvise til en neurolog på et hospital eller i en speciallægepraksis.
Da symptomerne ofte kun varer i nogle få uger, vil de ofte være svundet, når man kommer til neurologen. Det er derfor vigtigt, at symptomernes art, opståen og omfang bliver beskrevet nøje. Hvis symptomerne eller de fund, neurologen gør ved den neurologiske undersøgelse, giver mistanke om, at det kunne dreje sig om en sygdom i centralnervesystemet, for eksempel multiple sclerose, vil neurologen altid henvise videre til en magnetisk resonans scanning (MR-scanning) af hjerne og rygmarv.
Diagnosen multipel sclerose kræver, at der har været mindst to sygdomsmanifestationer fra forskellige steder i hjerne eller rygmarv opstået på forskellige tidspunkter, samt at andre sygdomme, der kan give de samme symptomer er blevet udelukket. Det sidste er vigtigt og kan være vanskeligt, fordi multipel sclerose kan vise sig på så mange forskellige måder.
MR-scanning
MR-scanning er den vigtigste undersøgelse i udredningen af en person med mulig multipel sclerose.
Der foretages altid en MR-scanning af hjernen og ofte også af rygmarven, hvilket er helt nødvendigt, såfremt symptomerne kunne komme fra rygmarven.
Det er i dag som regel muligt at stille diagnosen allerede ved det første attak, da MR-scanningen kan vise, om der er sygdomslæsioner, der kaldes plaques, flere steder i hjernen eller rygmarven, og om disse er opstået på forskellige tidspunkter. Samtidig kan MR-scanningen udelukke en række andre årsager til symptomer.
Selve scannings-forløbet
Vand-atomer ensrettes og påvirkes med radiobølger: Ved MR-scanning anbringes man i et stærkt magnetfelt, der ensretter kroppens vand-atomer. Ved at påvirke vand-atomerne med radiobølger ændrer de kortvarigt orientering. Der måles den tid, det tager, før vand-atomerne i forskellige væv vender tilbage til udgangspositionen.
Målingerne kan omsættes til et detaljeret billede af hjernen, hvor både de normale strukturer og sygdomsprocesser kan ses. Scleroseplaques ses som hvide pletter, ofte med en karakteristisk lokalisation omkring hjernens hulrum. Andre sygdomme kan dog frembringe forandringer på MR-scanning, der kan ligne scleroselæsionerne meget.
Scanning efter indsprøjtning med kontrastvæske: Oftest foretages der også en scanning, efter man har fået indsprøjtet et kontraststof i en blodåre i armen. Kontraststoffet løber igennem hjernens blodkar og vil, hvis der er akutte betændelsesforandringer, lække ud i hjernevævet, hvilket kan være en vigtig del af den diagnostiske vurdering af MR-scanningen. Kontraststoffet kan i meget sjældne tilfælde give anledning til en overfølsomhedsreaktion, men er ellers ufarligt for i øvrigt raske personer. MR-scanning med kontrastvæske anvendes, når det drejer sig om at stille diagnosen, men sjældnere, hvor MR-scanning fortages for at kontrollere behandlingseffekten af en sygdomsmodificerende terapi.
Varighed, placering og klaustrofobi: Ved MR-scanningen ligger man på ryggen på et smalt leje, som kører ind i selve MR-scanneren, der er en cylinder. Selve scanningen kan ikke mærkes, men man vil ofte høre en kraftig bankende lyd, som scanneren frembringer. Under de enkelte scanningsprocedurer, der normalt varer mellem 5 og 10 minutter, skal man ligge helt stille. Det kan ofte afhjælpes med en let beroligende tablet før scanningen, men nogle mennesker har så voldsom klaustrofobi, at scanningen ikke kan gennemføres. Der findes i dag flere steder MR-scannere med et større rør, men de er ikke optimale til undersøgelse af hjerne og rygmarv.
Varigheden af hele MR-scanningen kan variere efter, hvor mange forskellige scanningsprocedurer, der skal gennemføres, men tager sædvanligvis cirka en time.
MR-scanning er ufarlig, og man modtager under scanningen ingen radioaktive stråler som ved røntgenundersøgelser.
Rygmarvsvæskeprøve (lumbalpunktur med udtagning af rygmarvsvæske)
Ved en rygmarvsvæskeprøve udtages en del af rygmarvsvæsken. Rygmarvsvæsken omgiver hjerne og rygmarv og vil ofte vise karakteristiske forandringer ved sygdomme i centralnervesystemet (multipel sclerose er en sygdom i centralnervesystemet).
Selve indgrebet
Rygmarvsvæskeprøven foretages liggende i sideleje med krum ryg. En meget tynd nål stikkes 5 til 10 centimeter ind mellem to af de nederste lænderyghvirvler. Kanylen går igennem rygmarvshinden og ind i det væskefyldte hulrum, hvorigennem rygmarvsnerverne løber til nerveforsyning af benene.
Gennem kanylen tappes 5 til 10 milliliter, det vil sige en meget beskeden del af rygmarvsvæsken, der i alt er på 150 milliliter. Da huden på ryggen er relativt ufølsom, er en rygmarvsvæskeprøve normalt kun forbundet med lidt ubehag og vil typisk være mindre smertefuld end en blodprøvetagning.
Efter indgrebet
Der er normalt ingen symptomer, efter at kanylen er taget ud, men hos nogle få procent vil rygmarvsvæsken sive ud i vævet gennem det hul, der er lavet i rygmarvshinden ved punkturen. Hvis dette sker, vil man få hovedpine og blive utilpas i stående stilling, fordi den udsivende rygmarvsvæske er med til at nedsætte trykket i hjernen.
Man må da holde sengen i et par dage og drikke rigeligt. Normalt vil hullet herefter have lukket sig selv, men i meget sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at få en anæstesilæge til at sprøjte noget af ens eget blod ind på stedet for lækagen. Når blodet overgår fra flydende til fast form (også kaldet koagulerer), lukkes hullet, og symptomerne svinder.
Rygmarvsvæsken vil hos mere end 90 procent af personer med multipel sclerose vise karakteristiske forandringer, der kaldes oligoklonale bånd. Oligoklonale bånd repræsenterer immunglobuliner i rygmarvsvæsken og ved sammenligning med bånd fra immunglobuliner i blodet kan det påvises, at der er en inflammation (betændelsesproces) i gang i centralnervesystemet (hjerne og rygmarv). Rygmarvsvæsken kan ved andre sygdomme vise karakteristiske forandringer. Oligoklonale bånd ses typisk ved multipel sclerose, men kan også ses ved andre mindre hyppige sygdomme i centralnervesystemet, fx virusinfektioner i hjerne eller rygmarv, sarkoidose eller andre inflammationer i centralnervesystemet. Omfanget af dannelse af immunglobuliner i centralnervesystemet kan også beregnes og udtrykkes ved et IgG-index.
Neurofysiske undersøgelser (Evokerede potentialer)
I visse tilfælde anvendes undersøgelse af ledningshastigheden i nervebanerne, det vil sige, at det undersøges, hvor godt nerveimpulserne virker.
Det gøres ved hjælp af neurofysiologiske undersøgelser, hvor forskellige nervebaner stimuleres og nerveimpulsens hastighed måles (evokerede potentialer). Det er nervebaner til muskler (MEP), syn (VEP), følesans (SEP) og hørelse (BAEP). Disse undersøgelser vil kunne afsløre nedsat ledningshastighed af nerveimpulser i nervebanerne, i rygmarven eller i synsnerverne som tegn på ødelæggelse af nervefibre, også kaldet demyelinisering.
Blodprøver
Der er ingen blodprøver, der viser forandringer ved multipel sclerose. Der tages dog en række blodprøver for at udelukke sygdomme, som kan ligne multipel sclerose. Desuden tages blodprøve samtidigt med lumbalpunktur for at kunne påvise oligoklonale bånd i rygmarvsvæsken og udregne IgG-indeks.
Hvordan stilles den endelige diagnose?
Den endelige diagnose stilles ved at kombinere symptomer, forandringer på MR-scanningen og ændringer i rygmarvsvæsken. I enkelte tilfælde anvendes også neurofysiologiske undersøgelser.
Ingen enkelt diagnostisk test kan med sikkerhed stille diagnosen multipel sclerose eller afkræfte den, men ved en omhyggelig neurologisk undersøgelse, MR-scanning, rygmarvsvæskeundersøgelse og relevante blodprøver, kan diagnosen stilles korrekt hos mere end 90 procent.
Hos de resterende 10 procent vil det være nødvendigt at følge udviklingen i symptomerne eller foretage en ny MR-scanning, typisk efter 6-12 måneder, for at se efter nye forandringer. Tidligere krævede det to sygdomsangreb (attak), før diagnosen multipel sclerose kunne stilles. I dag er det ofte muligt at stille diagnosen efter det første sygdomsangreb på grundlag af typiske forandringer på MR-scanningen, der kan vise, at sygdommen er spredt i centralnervesystemet, og at der er læsioner af forskellig alder, og understøttet af forandringer i rygmarvsvæsken.