Hvad er Alzheimers sygdom?
Alzheimers sygdom er en sygdom, der resulterer i svigtende hjernefunktion og demens. Det viser sig først og fremmest ved dårlig hukommelse og nedsat evne til at fungere i hverdagen.
Alzheimers sygdom kommer ofte snigende over måneder og halve år, og i begyndelsen kan det godt være svært at afgøre, om der er tale om sygdom. Alzheimers sygdom rammer fortrinsvis ældre, men yngre kan også rammes.
Det er vigigt, at blive grundigt undersøgt hos lægen, da andre sygdomme kan give lignende symptomer. Alzheimers sygdom er en langsomt fremadskridende sygdom, der efter 7-10 år ender med døden. Det er også den hyppigste årsag til demens. I Danmark er der cirka 55.000 mennesker, der har Alzheimers sygdom.
Hvorfor får man Alzheimers sygdom?
Alzheimers sygdom forårsager, at selve nervecellerne i flere områder af hjernen langsomt går til grunde. Det sker formodentlig på grund af en ubalance i hjernens signalstoffer. Sygdommen er ikke arvelig som sådan. Men risikoen for at få sygdommen er større, hvis ens forældre har haft den.
Lyt til Netdoktors podcast om Alzheimers sygdom herunder
Hvordan føles Alzheimers sygdom?
I begyndelsen kan man måske godt mærke, at man ikke husker så godt, og man kan godt blive klar over, at der er noget galt. Men efterhånden som sygdommen skrider frem, mister man selv nogen fornemmelse af det. Perioden frem til dette sker kan godt være ubehagelig.
Følelser som angst, forvirring og håbløshed kan være dominerende. Men når sygdommen bliver værre, forsvinder ubehaget hos patienten, men problemerne bliver så tilsvarende større hos omgivelserne.
Hvad kan man selv gøre?
Hvis man mærker symptomerne hos sig selv eller hos ens nærmeste, skal man tale med sin læge for at få undersøgt årsagen og starte en eventuel behandling.
Som pårørende skal man undgå situationer med mange mennesker, meget støj og nye steder. Idet det kan gøre den begyndende demente utryg.
Hvordan stiller lægen diagnosen?
Mange sygdomme kan give lignende symptomer, og mange af disse kan behandles effektivt. Det er derfor vigtigt at undersøge for disse sygdomme.
Man bør have taget blodprøver for at udelukke, stofskiftesygdomme , vitaminmangel (specielt B-12) , infektion og væskemangel. Lægen bør vurdere om der kan være tale om en depression , som kan give lignende symptomer som kan behandles. Desuden bør der foretages en CT-scanning og eventuelt en MR-scanning , der kan udelukke, at der er tale om multiinfarkt demens. Den endelige diagnose kan stilles ved en hjernebiopsi (vævsprøve), men dette er sjældent.
Udsigt for fremtiden
Uden behandling kommer demensen i løbet af måneder til år, hvorefter det snart bliver nødvendig med plejehjem eller andre sociale foranstaltninger. Demensen bliver efterhånden mere udpræget, og efter 5-9 år medfører den døden. Med behandling kan man udsætte forløbet med cirka 1 år.
Hvordan behandles Alzheimers sygdom og hvilken medicin kan anvendes?
Udviklingen i Alzheimers sygdom kan udsættes med medicin, men ikke helbredes. Behandlingen foregår indtil videre ofte gennem speciallæger og neurologiske afdelinger efter en grundig forundersøgelse.
Ud over den medicinske behandling er sociale foranstaltninger nødvendige. At passe en dement ægtefælle i hjemmet er en meget stor opgave og er ikke altid en realistisk mulighed.
Gode internationale links