Ny forskning fra Københavns Universitet og Rigshospitalet viser at din risiko for at udvikle sygdommen hjerteflimmer bestemmes af dine gener.
Hjerteflimmer, også kaldet atrieflimren eller forkammerflimren, er en af de mest almindelige hjertesygdomme. Sygdommen rammer oftest personer over 50 år, og hvert år indlægges omkring 13.000 danskere med sygdommen.
Man har længe vidst, at arv spiller en rolle i, hvem der får atrieflimren, men nu er forskere fra Københavns Universitet og Rigshospitalet dykket ned i, præcis hvilken rolle generne spiller.
Læs mere: Hjerteflimmer
Høj genetisk risikoscore øger risikoen for hjerteflimmer
Forskerne har lavet en såkaldt genetisk risikoscore hos over 400.000 mennesker i UK Biobank, der er en stor, international samling af biologiske prøver, for eksempel blod- eller urinprøver.
Når man laver en genetisk risikoscore, bruger man viden om, hvordan de enkelte variationer, som vi alle har i vores genmasse, bidrager til henholdsvis at øge eller nedsætte risikoen for at udvikle sygdom, for eksempel hjerteflimmer. I et computerprogram kunne forskerne se på betydningen af disse variationer og udregne en samlet risikoprofil for hver enkel person.
Da de gjorde det, kunne de se, at de personer, der havde en høj genetisk risikoscore for hjerteflimmer, havde en væsentligt øget risiko for også at udvikle sygdommen. Risikoen var særligt høj, hvis man samtidigt havde nogle af de andre risikofaktorer, som for eksempel forhøjet blodtryk eller overvægt.
Læs mere: Årsager til atrieflimren
Seks gener har særligt stor betydning
Udover at udregne disse risikoprofiler, har forskerne også undersøgt 18.000 gener for at finde ud af, hvad ændringer på disse gener har af betydning for risikoen for at få hjerteflimmer.
Forskerne identificerede seks gener, der så ud til at have en særligt stor betydning for risikoen for hjerteflimmer, hvis der er ændringer på dem. Faktisk har det så stor betydning, at hvis man både er bærer af en genændring på et af disse gener, og samtidigt har en høj genetisk risikoprofil så er ens risiko for at udvikle hjerteflimmer næsten femdoblet.
I dag bruger man ikke genetiske undersøgelse i forbindelse med udredning eller behandling af hjerteflimmer, men forskerne håber, at studiet på længere sigt kan bidrage til bedre forståelse og mere målrettet behandling af sygdommen.
Kilder: Københavns Universitet og Netdoktors egen artikel om hjerteflimmer