Atrieflimren (også kaldet forkammerflimren) er en tilstand med uregelmæssig hjerterytme som følge af en rytmeforstyrrelse i hjertets elektriske system. Atrieflimren vil de første år ofte komme i anfald med efterfølgende spontan normalisering af hjerterytmen (sinusrytme) inden for syv døgn, ofte dog indenfor få timer (paroksystisk atrieflimren).
Senere kan anfaldene vare over syv dage, og rytmen kan kun blive normal igen ved hjælp af medicin eller elektriske stød, som man kan få under narkose, såkaldte DC-stød (persisterende atrieflimren). I mange tilfælde udvikler der sig en konstant atrieflimren, der ikke kan blive normal igen (permanent atrieflimren).
Her kan du læse mere om, hvordan hele forløbet med atrieflimren typisk er:
1. Kontakt til egen, praktiserende læge
Atrieflimren giver ofte symptomer som uro omkring hjerteregionen, fornemmelse af hjertebanken, svimmelhed, brystsmerter og åndenød, I de situationer bør man kontakte sin læge. Atrieflimren kan dog også være symptomfri og bliver da opdaget tilfældigt, for eksempel i forbindelse med udfærdigelse af en helbredsattest hos den praktiserende læge.
Hvis man kontakter sin læge, vil lægen typisk undersøge:
Vurdering af hjertelungestatus, puls og blodtryk
Elektrokardiografi (EKG)
Blodprøver (blodprocent, salt i blodet, blodsukker , nyrefunktion, kolesterol og stofskifte). Ventetid på svar: et par dage.
Røntgen af lunger og hjerte. Ventetid på svar: et par dage
Ved tvivl: båndoptagelse af hjerterytmen over ét eller flere døgn. Påsætning af apparatur og aflæsning foregår på det lokale sygehus. Ventetid på påsætning og svar: 4-6 uger
Oftest henvisning til hjertespecialist enten på sygehus eller i privat praksis. Ventetid til sygehuset: Under 4 uger. Inden 8 dage skal man modtage en indkaldelse.
2. Undersøgelser ved hjertespecialisten
Specialisten vil typisk foretage følgende undersøgelser:
Ultraundersøgelse af hjertet (Ekkokardiografi) for at afklare, om det er ændringer af hjertemuskelfunktionen med hjertesvigt eller hjerteklaplidelse
Eventuelt registrering af hjerterytmen over cirka 1 uge (R-test).
3. Behandling af atrieflimren
Behandling i tidligt stadie
Behandlingen af atrieflimren omfatter regulering af rytmen og forbyggelse mod blodpropdannelse. Ved behandling af rytmen vil man især i de tidlige stadier tilstræbe en normalisering til sinusrytme (rytmebehandling). Dette kan ske akut med et elektrisk stød (DC-stød) i narkose eller med medicin.
Behandling efter 48 timer
Ved atrieflimren, der varer over 48 timer, vil der være risiko for blodpropper , der kan løsrive sig, når hjertet igen går over til normal rytme. I de situationer kræver man derfor mindst fire ugers behandling med blodfortyndende medicin (Marevan eller Marcoumar).
Ved akut påkrævet DC-stød (meget hurtig puls og fald i blodtrykket) kan man ved hjælp af en særlig ekkokardiografi, hvor man fører et lille lydhoved ned i spiserøret og kommer tæt på forkamrerne, afklare, hvorvidt der er blodpropdannelse. Hvis man kan dette, kan man uden risiko ved DC-stød normalisere hjerterytmen og dermed stabilisere hjertefunktionen. Bagefter vil medicinsk behandling dog ofte være påkrævet for at hindre tilbagefald.
Behandling af permanent atrieflimren
Ved permanent atrieflimren vil man oftest anvende medicin, der kan sikre en passende puls (frekvensbehandling).Fordelen med denne medicin er, at den er ufarlig og mindsker anfaldenes hyppighed og styrke. Ulemper kan være en forskellig følsomhed over for medicinen - især hos ældre. Det betyder risiko for pauser i rytmen og langsom puls vekslende med hurtig puls, hvor pacemakerbehandling kan komme på tale.
Flere større studier har vist, at man ved rytmebehandling og frekvensbehandling ikke kan påvise nogen sikker forskel i dødelighed og livskvalitet. Ved blodpropforebyggende behandling anvender man medicin (Marevan eller Marcoumar), der hæmmer K-vitaminaktiviteten og dermed blodets evne til at størkne. Acetylsalisylsyre (hjertemagnyl) hæmmer blodpladeaktiviteten. Kun mænd under 65 år, der ikke har andre risikofaktorer, behøver ingen behandling og selv ved lille risiko anbefaler man Marevan fremfor hjertemagnyl.
Marevan kan nedsætte blodprop-risikoen med cirka 70 procent, hvor hjertemagnyl kun reducerer risikoen med knap 25 procent.
4. Henvisning til kardiologisk hospitalsafdeling
Hvis tilstanden ikke bliver stabil og gentagne DC-stød er påkrævet, kan man blive henvist til større specialafdelinger i Århus, Ålborg, Odense, Gentofte ogpå Rigshospitalet med henblik på kateterbehandling (radiofrekvens ablation). Her fører man via lysken specielle katetre ind i hjertet og hen til mundingerne af de fire lungevener i venstre forkammer. Ved hjælp af en højfrekvensstrøm i kateterspidsen kan disse områder, hvor de falske impulser, der forårsager atrieflimren opstår, gøres passive.
Man kan opnå stabil rytme hos op til 75 procent af patienterne med denne behandling, men det vil ofte kræve flere kateterbehandlinger. I sjældne tilfælde kan man udføre en åben operation med passivering af større områder i forkamrerne (Maze-operation), men det gør man kun i forbindelse med anden hjerteoperation. Alternativt kan man passivere overgangen mellem forkamre og hjertekamre og samtidig indsætte en pacemaker.
5. Det fremtidige forløb (kontroller)
Når man er i behandling, skal man ofte til kontrol for at sikre sig, at effekten af behandlingen er tilfredsstillende. Kontrollen foregår typisk hos egen læge, der til tjekke:
Lægen vil i visse tilfælde eventuelt også tjekke:
døgnrytmen med en båndoptagelse (Holter)
ultralydsundersøgelse af hjertet (Ekkokardiografi)
røntgen af lunge/hjerte og blod-prøver (kontrol af blodfortynding (INR))
stofskifte
blodprocent
salte i blodet
nyrefunktion
nyrefunktion
blodsukker
kolesterol.
Ved et fredeligt forløb skal man oftest kun til kontrol én gang årligt, ved behandling med medicin halvårligt - dog hyppigere ved tiltagende antal anfald. Er man i blodfortyndende behandling med Marevan eller Marcoumar kræver det ofte kontrol med 2-6 uger mellemrum, hvorimod acetylsalicylsyre (hjertemagnyl) ikke kræver blodprøvekontrol.
Udsigt for fremtiden
Det stigende antal ældre betyder en øget forekomst af atrieflimren. Det vil være nødvendigt at forebygge blodpropper hos de fleste, der får atrieflimren, men i dag modtager kun cirka halvdelen af de ældre over 75 år, behandling som forebyggelse mod blodpropper (Marevan). Behandlingen vil ofte være livslang. Det er derfor gunstigt, at der netop er godkendt et nyt blodfortyndende præparat (Pradaxa), som ikke kræver blodprøvekontroller og derfor er lettere at administrere.
Mange flere præparater er på vej og positive, større studier foreligger allerede for et par nye præparater. Også kateterbehandlingerne er i stigende grad effektive, og de bliver mere og mere udbredte.