Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Blodtryk

6 gode råd til et stabilt blodtryk

Vil du sænke dit blodtryk, eller vil du holde dit blodtryk på et stabilt niveau? Her får du 6 gode råd til, hvad du kan gøre for at få et stabilt blodtryk.


Opdateret: 20. August 2014

Vil du gerne sænke blodtrykket, eller vil du holde dit blodtryk på et stabilt niveau? For nogle er det nødvendigt med medicin, hvis blodtrykket skal sænkes og stabiliseres, men for andre kan enkelte justeringer i livsstil føre til en forandring. Her får du 6 gode råd til, hvad du selv kan gøre for at få et stabilt blodtryk.

1) Stop med at ryge

Er du ryger, så er det afgjort gennem et rygestop , at du vil opleve den største forbedring på dit blodtryk. Når du ryger, øges blodtrykket. Forhøjet blodtryk øger risikoen for at få åreforkalkning . Og åreforkalkning øger risikoen for at få blodpropper. Rygere har generelt en langt større tendens til at få blodpropper end ikke-rygere. Man ved, at rygere i gennemsnit udvikler en blodprop i hjertet 10 år tidligere end ikke-rygere, og hvert år dør cirka 6.000 danskere af tobaksbetingede åreforkalkningssygdomme. Har du både for højt blodtryk og er ryger, så er du derfor ekstra udsat for alvorlig sygdom, og et rygestop vil være et første og afgørende skridt mod et mere stabilt blodtryk.

2) Skær ned på alkohol

Sammenhængen mellem forhøjet blodtryk og alkohol er lidt mere kompliceret. Grundlæggende er det sådan, at alkohol bidrager til forhøjet blodtryk. Men det er forvirrende nok også sådan, at et moderat vinforbrug, for eksempel et par glas rødvin dagligt, kan være godt for blodtrykket. En tommelfingerregel er, at to glas er godt, men mere end tre er skidt i forhold til dit blodtryk. Så skær ned, hvis du har et højt forbrug af alkohol - især hvis du også har højt blodtryk.

3) Skær ned på saltet

Hvis du vil have blodtrykket under kontrol, kan du starte med at skære ned på salt i din mad. Og det kan faktisk være sværere end du tror, for det drejer sig ikke kun om det salt, du selv tilsætter maden. Kødpålæg, færdigretter, fast food, leverpostej og anden industrielt fremstillet mad indeholder meget mere salt, end vi har brug for. Salt tilsættes nemlig mange madvarer, fordi det holder på væsken - og derved gør en vare tungere.

Vi får i gennemsnit 12 gram salt per dag, men kroppen har ikke brug for mere end et par gram. Hvis du skærer dit saltforbrug ned med bare fem gram hver dag, så vil det få dit blodtryk til at falde.

4) Spis groft og grønt

Skær ned på fedt, salt og sukker - og sørg i stedet for at få masser af fibre fra grøntsager, frugt og korn. Nogle diætister mener, at kål, broccoli, spinat, rødbeder, gulerødder og andre grove grøntsager skulle have en god effekt på blodtrykket, men der findes ikke konkret dokumentation på det. Det er dog altid en god idé at spise sundt - fedtfattigt, groft og grønt. Du kan læse mere om kost og hjertesygdomme her

5) Tab dig

Personer med et BMI over 25 har en øget risiko for fedtaflejringer i blodkarrenes vægge og dermed for øget risiko for udvikling af for forhøjet blodtryk og hjertekarsygdomme. Derfor er et vægttab en udmærket måde at nedsætte sit blodtryk på. Du kan beregne dit BMI her

Desuden er det sådan, at det ikke blot er dit BMI, der afgør, om du bør tabe dig. Faktisk kan din kropsform også have betydning for, om du har risiko for forhøjet blodtryk. Er du for eksempel æble-formet, så har du højere risiko for at udvikle forhøjet blodtryk, end hvis du er pæreformet. Det kan du læse mere om her

6) Dyrk motion

Inden for de seneste år har adskillige studier vist, at motion er meget effektivt til at sænke blodtrykket. Det er primært kredsløbstræning , som for eksempel løb, cykling, svømning og boldspil, der har vist sig at have en god effekt på for højt blodtryk. Uanset hvilken træningsform, du er til, så er det vigtigste dog, at du dyrker motion fast - for eksempel tre gange om ugen.

Mange med for højt blodtryk er nervøse for, om det kan være farligt for dem at dyrke motion, men mange undersøgelser viser, at risikoen for eksempelvis blodpropper og ildebefindende ikke er større end hos dem, der har normalt blodtryk. Du kan eventuelt tage en snak med din læge om, hvordan du bedst kommer i gang. Læs mere om motion og forhøjet blodtryk her

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.