Blodtrykket reguleres af et komplekst system af hormoner og af det såkaldte autonome nervesystem. Systemet har en række modsatrettede mekanismer. Nogle mekanismer nedsætter blodtrykket, mens andre hæver det.
Behandlingen kan rettes mod dette system på flere punkter.
Til tider kan det være nødvendigt at kombinere flere midler for at opnå den ønskede virkning. Der findes flere midler, hvor man får en type blodtryksmedicin sammen med en anden, og det vil normalt sige et vanddrivende middel.
Medicin med virkning på centralnervesystemet
Blodtrykket reguleres blandt andet af signalstoffet noradrenalin i centralnervesystemet - enten i hjernen, i hjertet eller ude i blodårenes muskler.
Ved at blokere signalstoffets virkningssteder nedsættes pulsen og blodtrykket.
Se tabel 1 og 2.
Calciumantagonister
Calciumantagonister blokerer for transporten af calcium-ioner over musklernes cellemembraner, hvilket medfører nedsat aktivitet i hjertets og karrenes glatte muskulatur.
Calciumantagonister anvendes desuden til forstyrrelser i hjertets rytme og mod hjertekrampe [angina pectoris].
Se tabel 3.
ACE-hæmmere
Hormonet Angiotensin-I omdannes af det angiotensinomdannende enzym [ACE] til et kraftigt blodtryksforøgende hormon Angiotensin-II.
Ved at hæmme enzymets virkning nedsættes dannelsen af Angiotensin-II.
Medicinen anvendes desuden ved dårlig hjertefunktion, som forebyggende behandling efter blodprop i hjertet og mod nyesygdom i forbindelse med diabetes.
Se tabel 4 a og b.
Angiotensin-II antagonister
I stedet for at forhindre dannelsen af Angiotensin-II med en ACE-hæmmer, kan man vælge at opnå samme effekt ved at blokere for hormonets virkning.
En bivirkning ved ACE-hæmmere, som mange oplever som meget generende, er en tør irritationshoste. Denne hoste undgås med Angiotensin-II antagonisterne.
Se tabel 5 a og b.
Vanddrivende midler
Vanddrivende midler øger den mængde salt, der udskilles med urinen. Den øgede koncentration af salte i urinen gør at der samtidigt trækkes mere vand med, og på denne måde falder væskemængden i kroppen og dermed også i blodet.
De vanddrivende midler opdeles efter deres virkningssted i nyrerne.
Se tabel 6 a-e.