Brevkasse

Spørgsmål   Hjerte og blod

Spørgsmål: Jeg kan mærke at mit hjerte slår en ekstra gang

Kære Netdoktor

Jeg har igennem det seneste år oplevet, at mit hjerte/lunger giver et ekstra pump op til flere gange om dagen, og nogle gange igennem flere timer. Det sker ikke ved hvert eneste pump, men det er nok til, at jeg har lagt mærke til det for længe siden. Jeg kan fysisk se på min brystkasse, at den bevæger sig anderledes, de gange når det sker ift. almindelige hjerteslag.

Jeg ved ikke, om det kan opfanges ved lægen, da det sker uregelmæssigt, så det er ikke sikkert, de opfanger det. Men det sker stadig et par gange om dagen igennem længere tid (og især hvis jeg er forpustet), og jeg er ved at være nervøs, om det i sidste ende kan give et hjerteanfald.

Hvad skal jeg gøre?

Mvh En spørger

Svar:

Kære spørger,

Forstyrrelser i hjerterytmen spænder vidt fra helt harmløse til meget alvorlige forstyrrelser. De fleste hjerterytmeforstyrrelser hos yngre er ufarlige. Den typiske kalder man ”ekstrasystoler”, som vil sige at hjertet giver et enkelt eller flere ekstra slag oftest kortvarigt med typiske symptomer: hjertebanken, svimmelhed, åndenød mv. De første gange man oplever det kan man blive lidt chokeret.

Hjerterytmen er i hvile normalt 60-90 slag/minut og disse er regelmæssige. Har man brug for at yde mere ved fysisk aktivitet stiger hjerterytmen og man kan nå en maximal puls på ca. 220 minus alder. For hvert hjerteslag fordeler der sig en strøm ned igennem hjertecellerne på en helt systematisk måde. Hvis denne rytme brydes har man en hjerterytmeforstyrrelse.

For en god orden skyld børe man kontakte sin alment praktiserende læge som vurderer om der er grund til videre undersøgelse. Denne vil ofte omhandle sygehistorie med varighed og hyppighed af anfald, udløsende faktorer (fx stress, alkohol, rygning), arvelige hjertesygdomme i familien, medicinforbrug, rygning mv. Derudover vil man typisk få foretaget et hjertediagram som viser hjerterytmen. Dette er et øjebliksbillede og hvis anfaldet er ovre kan man ikke se det på hjertediagrammet. I nogle tilfælde kan lægen da henvise til en måling af hjerterytmen over en længere periode (ét til flere døgn). I nogle tilfælde vil det være relevant at tage blodprøver.

Mvh Ole Laursen-Wadschier

Speciallæge i almen medicin


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Jeg kan mærke at mit hjerte slår en ekstra gang

2023-05-12 | 20:55


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.