61.000 danskere lider af hjertesvigt. Mange af dem, der får diagnosen, har ikke selv haft mistanke om sygdommen. Læs mere om hjertesvigt og symptomerne her.
Mange danskere kender ikke symptomerne på hjertesvigt. Derfor har de heller ikke sygdommen i tankerne, når de henvender sig til deres læge. Det viser en ny undersøgelse, som YouGov har lavet for medicinalvirksomheden Novartis. Her siger mere end hver tredje af 100 praktiserende læger, at deres patienter typisk ikke har mistanke om hjertesvigt, før de får stillet diagnosen.
Vi overser symptomerne
Symptomer på hjertesvigt kan være, at man hurtigt bliver forpustet, at man generelt føler sig træt, måske får hjertebanken eller har svært ved at koncentrere sig. Symptomer, som er meget almindelige, og som man måske kan overbevise sig selv om, at der er en anden forklaring på. Man tilskriver det måske stress, når man får hjertebanken eller man tænker, at det er alderen der trykker, når man bliver forpustet og træt efter selv små kraftanstrengelser.
Når man har hjertesvigt, har hjertet problemer med at pumpe blodet rundt i kroppen og levere den nødvendige ilt og næring til kroppens organer og muskler. Det betyder, at hjertemusklen er på konstant overarbejde, og det påvirker hele kroppen. Derfor skal man tage diagnosen særdeles alvorligt og være opmærksom på symptomerne.
De typiske symptomer på hjertesvigt
Symptomer på hjertesvigt varierer fra ingen til meget invaliderende symptomer. De typiske symptomer på hjertesvigt er:
Åndenød/forpustethed. Åndenøden kan være et symptom på, at hjertet er overanstrengt, men også på væskeophobning i lunger og væv. I sidstnævnte kan åndenøden forværres med tør hoste og forpustethed selv i hvile.
Væskeophobning (ødem), som fører til øget vægt og hævede ben. Hvis væskeophobningen bliver særlig udtalt og breder sig til andre steder i kroppen, kan det påvirke funktionen af kroppens indre organer, såsom lever og tarm.
Nedsat appetit og fordøjelsesgener, som kan skyldes væskeophobning i mavetarm-systemet.
Søvnproblemer kan være udtryk for indre uro eller skyldes væske i lungerne, der gør, at man ikke kan ligge ned uden at blive forpustet.
Træthed er et meget hyppigt problem. Mange føler, at de hurtigere bliver udmattede, ikke orker det samme som tidligere og har behov for mere hvile. Man kan ikke med sikkerhed forudsige, hvem der vil være mest generet af træthed.
Den nedsatte cirkulation af ilt og næring kan påvirke funktionen af forskellige organer og måske være årsag til for eksempel dårlig hukommelse.
Tungsindighed, modløshed, depression og angst forekommer relativt ofte ved hjertesvigt.
Man kan også have andre hjertesymptomer:
Hjertebanken, enten fordi hjertet er stresset, eller fordi man har en hjerterytmeforstyrrelse.
Svimmelhed som typisk skyldes lavt blodtryk. Det lave blodtryk kan dels opstå på grund af hjertets nedsatte funktion, og dels giver en del af medicinen også lavt blodtryk.
LÆS ARTIKLEN:[ Symptomer på hjertesvigtLINK TEKST][007590 ]
LÆS OGSÅ: Netdoktors magasin om hjertesvigt
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev her
Kilde: Netdoktors egne sider Symptomer der får personen til at søge læge, Hvad er hjertesvigt.