Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Hjerte og blod

Årebetændelse

Årebetændelse skyldes blodpropper i de overfladiske vener, som giver ømhed og rødme, men der er ikke en egentlig betændelse.


Opdateret: 14. December 2022

Hvordan ser årebetændelse ud?

Fakta om årebetændelse

  • Årebetændelse er en irritationstilstand i vævet i en vene.
  • Irritationstilstanden skyldes, at man har haft en blodprop i venen.
  • Årebetændelse giver smerter, der ses rødme og hævelse, og området føles hårdt og varmt.
  • Behandlingen afhænger af graden af inflammation. Hvis det er et lille område, der er ramt, kan man i mange tilfælde nøjes med smertestillende medicin. Blodfortyndende medicin kan dog komme på tale i en kort periode.

Hvad er årebetændelse?

Årebetændelse kommer af, at man har haft en blodprop i en vene med irritation af vævet i venen til følge. Vener er de blodårer, som fører blodet fra de forskellige dele af kroppen og ind til hjertet.

Betegnelsen “årebetændelse” er givetvis lidt misvisende, idet der ikke er tale om en infektion/betændelse med bakterier og pus, sådan som mange måske kan komme til at tro, men derimod inflammation eller irritation af vævet.

Hvorfor får man årebetændelse?

Årsagen er, at der dannes en blodprop i en vene, hvorved venen udvides. Dette gør ondt.

Desuden reagerer vævet både i og udenfor venen med at tiltrække en kaskade af hovedsageligt hvide blodlegemer. Det er de samme celler, som i princippet bekæmper enhver forandring som led i immunforsvaret. Denne proces gør også ondt. Men der er ingen bakterier eller pus. Når denne proces sker i en overfladisk vene på benet eller armen, så er reaktionen meget synlig med ømhed og rødme i et isoleret område. Når de dybe vener rammes så er sygdommen meget mere alvorlig med hævelse af benet, misfarvning og smerter i varierende grad afhængig af blodproppens lokalisation.

Overfladisk årebetændelse

Overfladisk årebetændelse er en blodprop i de overfladiske vener. Overfladiske vener er de vener der ligger tættest på huden og som kan være synlig på huden. Der er også dybe vener, som ligger dybere i kroppen, og er de vener, der kan give dyb venetrombose, DVT (blodprop i de dybe vener).

Hvorfor får man overfladisk årebetændelse?

Sygdommen skyldes åreknuder (hyppigst), traume ellerbrug af kateter på arm eller hånd samt visse hyperkoagulationstilstande. Herved hindres veneblodets strømning og/eller venevæggen beskadiges, hvorved en blodprop dannes.

Sygdommen er knap så hyppig som dyb venetrombose og hyppigere på benet (end i armen, da der dannes åreknuder på benene, som således kan føre til blodpropper). Øget risiko med stigende alder ses.

Hvad er symptomerne på overfladisk årebetændelse ?

Overfladisk årebetændelse kan give følgende symptomer i området:

  • Ømhed/ smerter
  • Rødme
  • Hævelse

Sygdommen er smertende. Der ses rødme og hævelse svarende til venen, som føles hård og varm. Oftest er sygdommen lokaliseret til cirka 5- 10 cm i udstrækning i blodåren (venen), men kan inddrage hele venens længde.

Sygdommen kan i cirka 5 % af tilfældene udvikle sig til DVT, blodprop i de dybe vener, med risiko for blodprop i lungen.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen stilles vha. en ultralydsskanning til visualisering af selve blodproppen i venen. Udstrækningen (størrelsen) bedømmes, hvilket har betydning for behandlingen. Da sygdommen i nogle tilfælde er ledsaget af DVT, skal undersøgelsen også omfatte de dybe vener, hvis symptomer og tegn peger i den retning.

Hvordan behandles overfladisk årebetændelse ?

Årebetændelse i benet med mindre end 5 cm i udstrækning behandles med smertestillende medicin. Hvis udstrækningen er længere eller beliggenheden er tættere på lysken, dvs. mere end 5 cm væk fra indløbet i den dybe vene skal behandlingen være med blodfortyndende medicin i 45 dage som tabletter for at undgå yderligere vækst af sygdommen og minimere risikoen for DVT og tilbagefald.

Hvis sygdommen er helt klods på overgangen til den dybe vene, skal behandlingen forlænges til 3 måneder. Salve/ gel med Heparoinoid eller NSAID kan lindre symptomerne. Støttestrømpe kan ligeledes lindre symptomerne. Hvis et kateter (f.eks. et drop) på armen er årsag til sygdommen må omlægning overvejes. Behandling af åreknuder kan overvejes.

Hvad kan man selv gøre?

Søge læge for at udrede sygdommen og årsagen. Henvisning til hospital kan i visse tilfælde være nødvendigt.

Udsigt for fremtiden

Prognosen er god. Oftest åbner venen sig igen og hele sygdomsforløbet er overstået på nogle få uger. Hvis sygdommen er associeret med DVT rettes behandlingen mod denne sygdom.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.