Blodtransfusion

Hvad er blodtransfusion?

Blodet tappes fra raske, frivillige, ubetalte bloddonorer over 18 år, som er grundigt informeret om det at give blod, og som ved hver donation besvarer spørgsmål om deres helbred samt rejseaktivitet. Forskellige faktorer som sygdom, graviditet, tatovering, medicinindtag, rejse i områder med sygdomme, der kan smitte via blodet (for eksempel malaria), samt seksuel risikoadfærd medfører, at man midlertidigt får karantæne eller er udelukket fra at give blod.

Hver portion donorblod testes og deles op i 3 blodkomponenter, inden den bruges til behandling: 1. Røde blodceller, 2. Plasma og 3. Blodplader. Hermed kan man sige, at en bloddonation kan være med til at redde livet for tre forskellige patienter. Når blodet er blevet testet og opdelt, bliver det fordelt, alt efter hvem der har brug for de pågældende blodtyper og blodkomponenter. Kun danske blodbanker godkendt af Sundhedsstyrelsen må tappe, fremstille og distribuere blodkomponenter i Danmark i henhold til blodforsyningsloven.

Hvad testes blod for?

Blodtypen bestemmes første gang, man tappes som donor for at kunne give blodet til de rigtige patienter. Ved efterfølgende tapninger kontrolleres blodtypen igen for at sikre mod forbytning. Foruden blodtype testes blodet for de smitsomme sygdomme HIV og hepatitis B og C. Brugen af forskellige teknikker sikrer en meget følsom testning for at undgå overførsel af smitte. Der går nogle få dage fra man er smittet, til virus arvematerialet kan påvises i blodet. Hvis man giver blod i disse dage, kan virus overføres, men det sker ekstremt sjældent, fordi testning af blodet kombineres med grundig information til donor og helbredsspørgsmål ved hver blodtapning. Endelig undersøges blodet for indhold af hæmoglobin, der er det protein, der transporterer ilt i de røde blodlegemer.

Det gøres dels af hensyn til donoren, da man kun tapper blod hos personer, der har en blodprocent over en vis grænse, og dels af hensyn til den, der skal modtage blodet, da man vil sikre, at der er tilstrækkeligt med hæmoglobin i blodet.

Blodet deles i blodkomponenter med forskellig skæbne

Ved centrifugering af blodposen skilles blodet i 3 forskellige lag, idet de røde blodceller lægger sig nederst, medens den gule plasmavæske lægger sig øverst og de små blodplader lægger sig i midten:

1. Røde blodceller

De røde blodceller opbevares i en pose med saltvand og næring og er holdbar i 35 dage ved 4 grader Celsius.

De røde blodceller bruges især ved akutte blødninger og store blodtab, som eksempelvis kan opstå ved operationer og ulykker. Blodcellerne bruges også ved alvorlig blodmangel i forbindelse med for eksempel kræftsygdomme, arvelige blodsygdomme og behandling med kemoterapi. Formålet er at sikre, at blodkredsløbet kan transportere ilt nok rundt i kroppen, og at blodet bevarer evnen til at størkne.

2. Plasma

Plasma fryses ned, hvorefter den er holdbar i mange måneder, og tøs op kort før den skal bruges til transfusion. Det plasma, som ikke bliver brugt til transfusion sendes til forarbejdning i medicinalindustrien til fremstilling af livsvigtig medicin, som for eksempel antistoffer til patienter med et immunforsvar, der ikke fungerer, eksempelvis på grund af kræftsygdom eller AIDS.

Plasmaet indeholder koagulationsfaktorer, som fungerer som limen mellem blodpladerne, når blodet skal størkne. Plasmaet bruges, når patienter mangler koagulationsfaktorer på grund af sygdom eller blødning.

3. Blodplader

Blodpladerne samles fra flere donorer i en pose, som opbevares ved 22 grader i op til syv dage i et særligt skab. De røde blodplader bruges til patienter, som bløder meget eller har så lav blodprocent, at de ikke selv kan danne nyt blod hurtigt nok. Blodpladerne fungerer som små byggesten under størkning, så blodet hurtigt danner en prop i et ødelagt blodkar. Blodpladerne bruges til patienter med øget risiko for indre blødninger, fordi de mangler blodplader, for eksempel hvis knoglemarven ikke fungerer.

Ved livstruende blødninger er det nødvendigt, at patienten får tilført alle tre blodkomponenter samtidig for hurtigt at erstatte den store mængde af blod.

Hvor hyppigt foretages blodtransfusion?

I Danmark får man oftest blodtransfusion under indlæggelse på hospitalet, hvilket sker ved cirka fem procent af indlæggelserne. Blodtransfusionerne gives hyppigst til ældre personer i forbindelse med operation, intensiv behandling eller på grund af alvorlig blodmangel i forbindelse med kræftsygdom. Ved cirka 1,5 procent af alle fødsler gives blodtransfusion på grund af kraftig blødning ved fødslen.

Hvorfor foretages blodtransfusion?

Alle kan få brug for en blodtransfusion, men blandt yngre voksne skyldes det især ulykker, drabsforsøg, fødsler med stor blødning eller alvorlige blod- eller kræftsygdomme. Børn får sjældent blod, men når det sker, skyldes det ofte blodmangel på grund af leukæmi eller andre kræftsygdomme, arvelig blodmangel eller blødning, for eksempel under hjerteoperationer. Langt de fleste blodtransfusioner gives dog til voksne og ældre personer i forbindelse med større operationer eller ved kræft og blodkræft.

Generelt foretages transfusion for at sikre ilttilførslen og for at blodet kan størkne som normalt. Netop disse to mekanismer forsvinder, hvis man hurtigt mister store mængder blod for eksempel ved en operation eller ved en ulykke, hvor der går hul på en stor blodåre. Ved meget kraftige blødninger skal man derfor have tilført alle tre blodkomponenter, så blodet genfinder evnen til at transportere ilt rundt i kroppen og størkne, som det plejer.

Blodtransfusion anvendes især i disse situationer:

• Ved akut blødning (kirurgi, traumer, fødsler, pludseligt opståede blødninger i mave-tarm).
• Ved karkirurgi, hjertekirurgi og mave-tarmkirurgi, samt større rygoperationer.
• Oftere ved akut kirurgi (hoftenære brud) end ved planlagt kirurgi (kunstigt hofteled).
• Ved arvelige sygdomme, hvor man danner for få eller defekte røde blodceller eller blodplader.
• Ved blodkræft og anden udbredt kræft, hvor knoglemarven undertrykkes af kræftcellerne.
• I forbindelse med kemoterapi, hvor medicinen hæmmer knoglemarven.

Hvordan foregår blodtransfusion?

Før du får en blodtransfusion, skal du give dit samtykke. Du vil få information om årsagen til transfusion samt risici og bivirkninger. Når du har givet dit samtykke, skal der tages blodprøver for at bestemme din blodtype og sikre, at du ikke har dannet særlige blodantistoffer.

Du vil være vågen, medmindre du er bedøvet eller bevidstløs af andre grunde. Du skal have lagt en tynd plastiknål (venflon) i en blodåre i armen, og her tilsluttes plasticslangen fra blodposen. En portion røde blodceller fylder knap 300 milliliter og løber normalt ind i løbet af 1 times tid, og det er ofte nok, hvis du ikke mangler meget blod. Ved en akut blødning kan der gives mere blod hurtigere og eventuelt i begge arme samtidig. De fleste gange mærker du ikke noget fra selve blodtransfusionen.

I akutte livstruende situationer, hvor du er ude af stand til at give sit samtykke (som ved bevidstløshed), kan personalet være nødt til at give transfusion for at redde dit liv og først informere bagefter. Hvis der ikke er tid til undersøge blodtype og antistoffer før transfusionen, kan man give såkaldt universalblod, hvilket betyder, at man giver røde blodceller af blodtypen 0, som alle kan tåle.

Hvilke komplikationer er der ved blodtransfusion?

Blodtransfusion giver kun sjældent alvorlige bivirkninger, svarende til cirka en ud af 100.000 transfusioner. Mildere bivirkninger ses ved 1-5 procent af transfusionerne. Årsagerne til bivirkningerne er især overbelastning af kredsløbet, eller reaktion fra immunsystemet på de fremmede celler og molekyler. Meget sjældent kan virus og bakterier overføres.

• Åndenød på grund af overbelastning af kredsløbet ses hos op til 4 procent, især hos personer med lunge-, hjerte- eller nyresygdom, og oftere hvis man hurtigt giver flere portioner. I de fleste tilfælde er det forbigående åndenød. Men ofte kan det være nødvendigt at give vanddrivende medicin for at aflaste lunger og hjerte.
• Let temperaturstigning og lidt blussen ses hos nogle få procent og er i sig selv ufarligt.
• Allergiske reaktioner ses i mindre end 1 procent af tilfældene, som regel i form af nældefeber. Meget sjældent kan ses allergisk shock, som kan være alvorligt. Personer som mangler det naturlige antistof af IgA-typen har øget risiko for kunne udvikle allergisk shock ved blodtransfusion.
• Forsinket transfusionsreaktion på grund af særlige blodantistoffer ses ved cirka 1 af 100.000 transfusioner og skyldes, at man har dannet særlig blodantistoffer efter en transfusion. Disse særlige blodantistoffer sætter sig på blodcellerne, hvorefter milten begynder at nedbryde dem. Det giver symptomer som gulsot, træthed, feber og lav blodprocent. For at rette op på problemet skal lægerne identificere antistofferne og tilføre en anden type blod, som antistofferne og milten ikke angriber.
• Alvorlig transfusionsforårsaget lungeskade ses meget sjældent, ved mindre end 1 ud af 300.000 transfusioner, men kræver intensiv behandling og kan i få tilfælde være dødeligt.
• Smitsom leverbetændelse ses ekstremt sjældent, i mindre end 1 af 1 millioner transfusioner.
• HIV virus smitte ses ekstremt sjældent, i Danmark skønsmæssigt i mindre end 1 af 10 millioner transfusioner.

Meget sjældent, i mindre end 1 af 300.000 tilfælde, sker der en forbytning af blodet, trods sikkerhedsforanstaltningerne. Hvis man derved får blod af en blodtype, man ikke tåler, kan man få en alvorlig akut reaktion, hvor blodcellerne går i stykker. Oftest opdages fejlen hurtigt, og transfusionen stoppes, før der sker skade. I værste fald kan det dog forværre sygdom eller endda være dødeligt, hvilket er forekommet i enkeltstående tilfælde med års mellemrum i Danmark.