Raynauds syndrom (hvide fingre)

Hvad er Raynauds syndrom?

Når kroppen udsættes for kulde, trækker blodårerne i huden sig sammen for, at så lidt blod som muligt skal blive afkølet. På den måde kan organismen holde på varmen. Når man lider af Raynauds syndrom er denne sammentrækning af blodkarrene (spasmer i de små arterier) voldsommere, og blodforsyningen til fingrene bliver så dårlig, at det tillige gør ondt. Sygdommen kan også forekomme i tæerne og sjældnere svarende til næsetippen, kinderne og ørerne.

Ved Raynaud-anfald skifter fingrene farve og gør ondt. Typisk bliver de blege, efter de er blevet udsat for kulde, herefter blå, for til sidst at blive røde, når de er varmet op igen.

Hvem får Raynauds syndrom?

Raynaud-lignende anfald ses hyppigt (op mod 20 procent af befolkningen) i den nordlige del af Europa, hvor klimaet er fugtigt og køligt. Hovedparten af de ramte er dog kun generet i ringe grad og søger ikke læge. Dem der er mest generet, er oftest kvinder, der typisk er 20-30 år, når symptomerne for alvor begynder at genere. Sygdommen har en arvelig tendens.

Raynauds syndrom ses også ved sjældne bindevævssygdomme, eksempelvis sklerodermi, og ved sygdomme, der kan forårsage nedsat blodforsyning til fingrene, for eksempel diabetes. Sygdommen kan også optræde ved brug af vibrerende værktøj.Hos nogle er generne så udtalte, at de må skifte erhverv. Det gælder ofte håndværkere, slagteriarbejdere eller arbejdere på fiskefabrikker.

Medicinsk behandling kan forsøges. Forløbet er som regel godt, medmindre symptomerne optræder som led i en alvorlig kronisk lidelse. Sygdommen kan i svære tilfælde ende med små sår på fingerspidserne.

Hvorfor får man Raynauds syndrom?

Årsagen til Raynauds syndrom er ukendt, medmindre den optræder sammen med en kronisk sygdom. Personer, der anvender vibrerende værktøj eller udsættes for gentagne stød mod hånden, får langt oftere Raynaud anfald end andre.

Hvad er symptomerne på et Raynaud anfald?

Fingrene bliver kolde og blege og føles først døde og stive (nedsat bevægelighed). Når de opvarmes, skifter de til en blålig farve (cyanose) for til sidst at blive højrøde. Det gør ondt, også når fingrene bliver varme igen, og sluttes af med prikkende fornemmelser Som nævnt udløses anfald hyppigst af afkøling af hånden eller kroppen eller af brug af vibrerende værktøj.

Hvad kan man selv gøre?

Der findes ingen rigtig god behandling af Raynaud-anfald. Forebyggelse er langt det vigtigste. Det gælder om at holde hænderne varme:

• Undgå at udsætte fingrene for kulde, hvis det overhovedet er muligt.
• Brug altid lunkent eller varmt vand ved håndvask.
• Brug handsker eller vanter selv om foråret og efteråret og så videre.

De fleste, der rammes af anfaldene, kender selv den udløsende faktor. Det bedste, man kan gøre, er at undgå det, der udløser anfald i så vidt omfang som muligt. For de fleste er eksempelvis øget brug af vanter og handsker det, der skal til. For andre kan det hjælpe at anvende lunkent vand ved afskylning af opvasken i stedet for koldt vand. I visse erhverv kan det være svært at undgå de udløsende faktorer. Derfor kan det være nødvendigt at skifte arbejde. Det anbefales også at stoppe med at ryge, da nikotin har en sammentrækkende virkning på pulsårerne.

Hvordan stiller lægen diagnosen?

I de fleste tilfælde kan lægen stille diagnosen alene ved at høre beskrivelsen af symptomerne. Hvis generne kun er beskedne, og der skal ubetydelige foranstaltninger til at undgå anfaldene, behøver man ikke at foretage undersøgelser, udover at lægen skal sikre sig, at blodtilførslen til hånden er normal (puls ved håndleddet). Det vil måske også være godt at få udelukket sukkersyge. Hvis symptomerne er mere udtalte, eller hvis diagnosen i øvrigt er vigtig af andre grunde (jobskifte, omskoling eller andet), kan der foretages en blodtryksmåling på fingrene, før og efter hånden udsættes for kuldepåvirkning. Hvis man har Raynauds syndrom, falder blodtrykket i fingrene markant, efter at hånden er kølet af.

Hvordan behandles sygdommen?

Er der tale om symptomer som led i anden alvorlig sygdom, er det selvsagt den, der først og fremmest behandles. Som nævnt ovenfor er forebyggelse den vigtigste behandling. Man skal forsøge at undgå anfald ved at undgå de situationer, der udløser dem.

Medicinsk behandling med såkaldte calcium-blokkere kan hjælpe nogle, men det bør først forsøges, når man mener, at al forebyggelse har været prøvet eller ikke kan gennemføres. Et ikke ubetydeligt antal, der får behandling med calcium-blokkere, får bivirkninger, der kan være mere generende end Raynaud anfaldene.

Tidligere opererede man og skar nervestrenge tæt på ryggen over (sympatektomi). Formålet med operationen var at overskære de nerver, som forårsager den voldsomme sammentrækning af blodårerne og dermed udløser generne. Det er man i dag gået bort fra, fordi der var mange tilbagefald.

Hjælper motion og speciel kost?

Intet tyder på, at motion eller speciel kost har betydning for udvikling af Raynaud anfald eller for forløbet. Hvis Raynaud anfaldene er forbundet med andre sygdomme, for eksempel sukkersyge, har kosten selvsagt stor betydning.

Udsigt for fremtiden

Hos dem, hvor Raynaud anfaldene optræder som led i en alvorlig sygdom, afhænger forløbet af den pågældende sygdom. Hos langt flertallet, hvor tilstanden ikke skyldes anden sygdom, er forløbet godt. Det lykkes som regel at tilpasse hverdagen, så de udløsende faktorer undgås eller i hvert fald minimeres.

Læs mere om HJERTE OG BLOD