Fakta om åresprængninger
- De små vener (blodårer) i huden udvides, så de bliver meget synlige.
- Op mod 50 % af alle voksne har åresprængninger.
- Behandling kan være laser eller injektion af medicin. Behandlingen skal man selv betale for, da åresprængninger er et rent kosmetisk problem
Hvad er åresprængninger?
Åresprængninger (karsprængninger) er tynde trådlignende blodårer, som ses i det øverste af hudens overflade. Årespængninger opstår på både låret og underbenet. Nogle åresprængninger er blå, og nogle er røde. Diameteren på en åresprængning er fra under 1 mm til cirka 2 mm. Ofte ligger åresprængningerne i små samlinger eller klynger.
Sponsoreret af Novartis
Har du bylder eller bumser?
Så kan du have HS (Hidrosadenitis Suppurativa), som der findes behandling for.
Find ud af det her
Hvorfor får man åresprængninger?
Man ved ikke, hvorfor nogle får åresprængninger, mens andre ikke får. Op mod 50 % af alle voksne har åresprængninger, og jo ældre man er, jo større er problemet. Mange kvinder oplever at få åresprængninger under graviditeten, men her forsvinder de fleste ofte igen. Man kan desuden få åresprængninger som en del af varicesygdommen (varicer= åreknuder), eller hvis man for eksempel har fået en blodprop i de dybe vener. Her er årsagen til åresprængningerne, at der er et øget øget tryk i hele venesystemet.
Hvordan føles åresprængninger?
Åresprængninger er ufarlige og er derfor først og fremmest et kosmetisk problem. Nogle få oplever dog, at åresprængningerne føles varme eller ømme med kløe, men de er kun sjældent smertefulde.
Hvad kan man selv gøre?
Man kan ikke gøre noget for at undgå at få åresprængninger. Man kan anvende en støttestrømpe eller en kompressionsstrømpe med det laveste tryk, som måske kan afhjælpe problemet. En støttestrømpe nedsætter trykket i de syge vener, så generne mindskes. Hvis man er overvægtig, kan et vægttab muligvis minimere sygdommen.
Hvordan stiller lægen diagnosen?
En specialist vil med det blotte øje kunne stille diagnosen. Da åresprængninger også kan være tegn på venesygdom, er det imidlertid vigtigt at undersøge med ultralyd, hvis der samtidig er åreknuder eller andre tegn på venesygdom.
Hvordan behandles åresprængninger?
Åresprængninger kan ikke fjernes kirurgisk. De kan fjernes med enten laser eller ved indsprøjtning af et skleroserende lægemiddel. Man må selv betale for behandlingen.
Laserbehandling
Laserbehandling på huden kan brænde åresprængningerne. Brandsår er en sjælden komplikation. Men man ser ofte, at der kommer hyperpigmentering (misfarvning) af huden på behandlingsstedet, de fleste dog forbigående.
Skleroserende lægemiddel
Indsprøjtning igennem en lille kanyle med et lægemiddel kan tilbydes i få tilfælde. Det kan for eksempel være, når man har åresprængninger, uden at de er en del af en anden sygdom. Det indsprøjtede lægemiddel (skleroserende middel) lukker venen, som er årsagen til åresprængningen. Forbigående årebetændelse og blæredannelse kan forekomme. Blivende hyperpigmentering (misfarvning) forekommer.
Hvad er udsigten for fremtiden?
Som beskrevet er sygdommen harmløs. Åresprængningerne udvikler sig ikke til egentlige åreknuder (varicer). Åresprængninger har en vis tendens til at komme igen efter behandling, hvis de er en del af anden venesygdom.