Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.

Behandling af karsprængninger og rosacea med IPL eller laser


Opdateret: 6. November 2014

Hvad er karsprængninger og rosacea?

Karsprængninger

Karsprængninger som følge af bindevævssygdom ( Lupus , sklerodermi ) kan sidde i hele ansigtet og viser sig både som tydelige enkeltstående kar og såkaldte ”spider” angiomer, fordi de danner et net af blodkar, der ligner et edderkoppenet (Engelsk: spider).

Man får ikke kun karsprængninger i ansigtet. De kan komme overalt på kroppen. De fleste mennesker får med alderen nogle tydelige karsprængninger på lår eller skinneben. Disse kar kan komme i forbindelse med åreknuder , men som regel er de en helt almindelig aldersforandring, som man har større eller mindre tendens til at få.

Mange får med alderen også såkaldte kirsebær modermærker på kroppen, som er små lyserøde modermærker af kar. De er ganske godartede og skyldes, at der har dannet sig et stort karnøgle i overhuden. Endelig er der mange der også får karsprængninger ved V-udskæringen, dette igen som følge af solskader.

Rosacea

Rosacea er en almindelig hudsygdom, der hyppigt viser sig i 25-30 årsalderen. Det er oftere kvinder end mænd, der lider af det, og de fortæller typisk, at de havde den flotteste hud som teenagere, men nu, i slutningen af 20erne, skal de til at døje med uren hud og rødme svarende til sommerfugleområdet i ansigtet, det vil sige områderne midt på kinderne og næsen, på hagen og mellem øjenbrynene.

Man kender ikke årsagen til Rosacea, man ved kun, at der er tale om en kronisk betændelsesreaktion omkring kar og talgkirtler i huden, der giver anledning til en brændende rødme, forstørrede talgkirtler og eventuelt også egentlige akne-lignende elementer.

Der er mange forskellige årsager til, at man kan få tydelige kar i ansigtet. Karrene kan enten vise sig som diffus rødme eller som egentlige tydelige enkeltstående blodkar. Den almindeligste grund til at få karsprængninger er vind og vejr, det som i dag kaldes solskadet hud, men karsprængningerne eller rødmen kan også være følge af en hudsygdom, såsom Rosacea eller forskellige bindevævssygdomme.

Hvad er IPL og laser?

IPL står for Intense Pulsed Light, der på dansk kan oversættes til 'intenst pulseret lys'. Fælles for laser og IPL er, at der er tale om en lysstråle ladet med energi, som kan passere ned gennem huden.

Lysstrålen er begrænset, så den primært rammer de røde strukturer, det vil sige blodkarrene i huden. Når lyset rammer blodkarrene, overføres energien fra strålerne, så blodkarrene bliver varmet op og ødelagt. Da der er mange blodkar omkring talgkirtlerne, vil der også ske en påvirkning af dem, så de bliver mindre.

Når man taler om laser eller IPL-behandling, er der således i bund og grund tale om en meget præcis forbrænding af karrene.

Hvordan virker IPL og laser?

IPL

De fleste anvender i dag IPL til behandling af kar i ansigtet og på brystet, da IPL har den fordel, at det også bedre rammer talgkirtlerne og får dem til at skrumpe. Der findes mange forskellige producenter af IPL maskiner, nogle er bedre end andre. I sidste ende er det vigtigt at huske, at resultatet ikke kun afhænger af maskinen men i høj grad også af den, der giver behandlingen. Som med alt andet er der tale om et håndværk.

Laser

Lasere er som regel kraftigere end IPL. I ansigtet anvender man især såkaldte farvestoflasere, mens man til kar på benene primært anvender en såkaldt Neodynium: YAG laser.

Hvem kan behandles med IPL og laser?

IPL er velegnet til at behandle alle typer karspængninger i ansigtet, samt rødme i forbindelse med hudsygdomme såsom Rosacea og akne. Er man meget solbrændt eller mørk i huden, kan man ikke behandles med laser eller IPL, da det øger risikoen for at lave en egentlig forbrænding af huden. I nogle tilfælde udnytter man dog denne ”bivirkning”, for eksempel hvis man vil fjerne pigmentforandringer. I så tilfælde vil der komme små fine skorper svarende til pigmentpletterne, som heler ved at skalle af indenfor 4-6 dage.

Hvad bør man være opmærksom på før en laser eller IPL behandling?

Hvis du skal have behandling med laser eller IPL, er det vigtigt, at din hud er helt renset for makeup, da makeup- rester på huden eller i talgkirtlerne vil øge risikoen for forbrændinger.

Det er også vigtigt, at du ikke er for brun i huden før behandlingen, da det også øger risikoen for bivirkninger. Du må således ikke solbade intensivt eller tage solarium i ugerne før behandling, ligesom du ikke må have brugt selvbruner i mindst to uger før behandlingen.

Der er forskel på, hvordan huden reagerer på de enkelte typer lasere eller IPL maskiner, så læs den skriftlige information, og tal med behandleren om forløb og forventninger. Generelt oplever de fleste, at huden føles varm og er lidt rød i timerne efter behandlingen, hvilket kan afhjælpes ved at holde noget koldt på de behandlede områder. I sjældne tilfælde kan der dannes en blålig misfarvning svarende til de behandlede områder, det ses især efter behandling med farvestof-lasere. Misfarvningen skyldes, at blodet størkner i karrene i forbindelse med behandlingen, og det tager op til en uge, før det forsvinder. Misfarvningerne må gerne dækkes med makeup.

Mange oplever, at huden er hævet under øjnene og på kinderne de første dage efter behandlingen. Det skyldes, at der samler sig væske i huden på de behandlede områder, når man ligger ned og sover. Hævelsen aftager op ad dagen helt af sig selv. Den kan eventuelt forbygges ved at ligge højt med hovedet, når man sover.

Det er vigtigt at undgå solbadning eller solarium i de første dage efter behandlingen, da huden kan være mere følsom for solen i de behandlede områder. Generelt skal man undgå at være i solen eller tage solarium i mindst to uger efter behandlingen, men her er det igen vigtigt, at du taler med den, der skal behandle dig.

Hvilke bivirkninger er der ved behandlinger med laser og IPL?

Almindelige gener: De umiddelbare gener i forbindelse med behandlingen er rødme og en brændende fornemmelse svarende til de behandlede områder. Ligeledes vil der kunne komme lidt hævelse af huden på de behandlede områder. Disse gener vil næsten alle opleve. Som tidligere nævnt, er laser eller IPL behandling i bund og grund en avanceret forbrænding, og derfor er der også altid en risiko for at lave en forbrænding som ikke kun lukker blodkarrene, men også forbrænder huden. Denne risiko ses, især hvis man er meget solbrun eller mørk i huden, eller hvis der er behandlet med for høj energi.

Det er altid en balance at afgøre hvor høj energi der skal anvendes, da der er en klar sammenhæng mellem energiniveau og effekt. Her må du alene stole på behandlerens renommé og kunnen. Skulle der ske en egentlig forbrænding af huden, vil det vise sig som en mere voldsom rødme og hævelse i de behandlede områder som ved en 1. grads forbrænding. Dette kan forbygges/behandles med nedkøling (ispose) og eventuelt en creme, der indeholder binyrebarkhormon.

Sjældne gener: I sjældne tilfælde kan der komme et egentligt sår, der danner en tynd fin brun skorpe. Forbrændingen kan medføre en midlertidig afblegning (depigmentering) af huden, mens egentlige ardannelser er ekstremt sjældne. Skulle der komme en depigmentering, er det vigtigt at være tålmodig, da det kan tage måneder for huden at hele fuldstændigt og før farven vender tilbage. Det er yderst sjældent, at der bliver tale om en blivende afblegning af huden.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Hvad kan man forvente sig af en behandling med laser eller IPL?

Det er svært at give nogle faste garantier i forbindelse med behandling af karsprængninger og rosacea. Der er tale om levende væv, og hver enkelt person er forskellig. Hvis behandlingen i øvrigt er givet korrekt, vil alle opleve en reduktion i hudens blodkar efter en eller to behandlinger, men spørgsmålet er jo, hvornår karsprængningerne eller rødmen kommer igen. Dette afhænger meget af årsagen til rødmen eller karsprængningerne.

Skyldes karsprængningerne solskadet hud, kommer der sjældent nye karsprængninger, hvis man ændrer livsstil og bliver bedre til at undgå direkte sol, og i øvrigt husker at anvende solbeskyttelse, når man er ude.

Er karsprængningerne eller rødmen en følge af en hudsygdom, såsom bindevævssygdom eller rosacea, afhænger den blivende effekt af aktiviteten i den tilgrundliggende hudsygdom.

For rødme som følge af Rosacea skal der typisk gives to eller tre behandlinger inden for tre til fire måneder, og herefter vil det være nødvendigt med en opfølgende behandling hvert eller hver andet år for at holde rødmen nede. For karsprængninger som følge af bindevævssygdom er det umuligt at forudsige, hvornår der kommer nye karsprængninger, da det afhænger af sygdomsaktiviteten og den givne behandling.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.