Min psoriasis er en gave

Min psoriasis er en gave

39-årige Dorte Warnøe Høgh har i mange år haft en karriere på og bag skærmen. Som tidligere studievært kender hun alt til at være på og blive set, og selv om hendes nuværende arbejde som manuskriptforfatter ikke kræver hendes fremtoning på skærmen, skal hun stadig være på. På trods af mange år med psoriasis har Dorte valgt, at det ikke må påvirke hendes liv og livskvalitet.

Dorte var 14 år gammel, da hun fik psoriasis. Hendes mormor havde det, så der var ingen tvivl om, at det var psoriasis, da Dorte fik det over hele kroppen. ”Jeg føler jo faktisk, at jeg fik det ”over night” over hele kroppen, og jeg tror egentlig nærmest også, at det var dagen før, jeg skulle i seng med den første kæreste. Det har det nok ikke været, men tingene falder sammen. Jeg blev anderledes end alle de andre, og min krop fik meget opmærksomhed. At tage tøjet af var pludselig svært foran en fyr. Jeg tror bare, at jeg var rigtig heldig, fordi ham, jeg var kæreste med dengang, var en rigtig sød fyr, og han sagde intet om min psoriasis. Det gav mig selvtilliden, som jeg måske ikke havde fået, hvis jeg havde været sammen med en rigtig dum fyr.”

Da Dorte kommer fra en familie af læger, blev hun med det samme sat i forskellige behandlinger: ”Det var selvfølgelig ikke sjovt. Mine bryster krakelerede, når jeg dyrkede sport, og det kløede og gjorde ondt, men min familie er jo læger, så det var bare i gang med behandling og så ned til solen. Jeg fik alle mulige cremer og har også været igennem sådan et fuldkommen latterligt alternativ, hvor jeg har ligget med en colaflaske på maven, som skulle løfte sig og få de onde ånder og affaldsstoffer til at forsvinde. Det virkede selvfølgelig ikke. Heldigvis er der sket meget med behandlingen siden hen.”

At få psoriasis i teenageårene var på mange måder hårdt for Dorte, fordi hun skilte sig ud fra de andre i skolen og var anderledes. Hun valgte dog, at det ikke måtte styre hendes liv: ”Det værste var at sidde og skalle i gymnasiet, altså at huden faldt af i flager. Når jeg rejste mig fra stolen, kunne man se, at jeg havde siddet der. Det var ikke særlig fedt. Men i stedet for at blive helt vildt stille, så er jeg blevet dobbelt så råbende. Jeg var den mindste i klassen, jeg havde psoriasis over det hele, og jeg havde nærmest ingen bryster. Jeg var bagud på rigtig mange hylder. Men på en eller anden måde, så tror jeg, at det hele gav mig sådan en fornemmelse af, at det her, det må jeg mase mig ud af.”

I stedet for at gemme sig væk og skjule sin psoriasis, valgte Dorte at være åben om den og til tider at bruge den på en sjov måde: ”Jeg har engang brugt min psoriasis på en sjov måde til en gymnasiefest. Meningen var, at vi skulle være så ulækre som overhovedet muligt. Jeg skulle være sådan en rigtig forhutlet dame med bare ben, og alle pigerne fra klassen var med til at hjælpe mig med at se rigtig ulækker ud. Det var ikke sådan, at jeg skulle skjule min psoriasis, vi gjorde det bare til noget sjovt. Det kunne vi lige så godt gøre, fordi jeg havde jo nogle mærkelige ben.”

Det samme har været gældende for Dorte, da hun arbejdede som tv-vært: ”Da jeg stod på skærmen for nogle år tilbage, havde jeg bare arme og ben engang imellem. Jeg ville ikke skjule min psoriasis. Den er en del af den, jeg er, og det kunne jeg lige så godt være åben omkring. Jeg er måske ikke den, der er bedst til at gøre alt det, jeg bør gøre, når jeg har psoriasis. Jeg smører mig on demand, altså når min psoriasis blusser op, men udsætter også mig selv for stress, for lidt søvn og andre ting, som ikke er godt for min psoriasis. Men ligegyldig hvad vil jeg i hvert fald ikke skjule det.”

I dag arbejder Dorte som manuskriptforfatter og har skrevet manuskripter på store film som Arven og Drabet og serier som Nicolaj og Julie og Anna Pihl. Det kan være et hektisk arbejdsliv, og skriveriet sker på alle tider af døgnet. For Dorte har hendes psoriasis fungeret som et redskab til hele tiden at være opmærksom på, hvordan hun har det: ”Måske er det lidt dumt, men min psoriasis er som et termometer for mig selv, og det synes jeg er meget rart. Den fungerer som et lille alarmsignal, som jeg kan bruge. Selv om jeg behandler min psoriasis, føler jeg mig sikker på, at jeg ikke lige pludselig falder om af stress, fordi jeg inden vil have haft blussende psoriasis over det hele. Så på en eller anden måde har jeg valgt at gøre det til en gave frem for en forbandelse. Det er også meget sådan, jeg vælger at leve mit liv, fordi så tror jeg på, at man bliver så glad som muligt. Det har noget at gøre med livsindstilling, og det virker altså for mig.”