Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.

Psoriasisgigt

Psoriasisgigt ses hos cirka hver fjerde, som har psoriasis. Psoriasisgigten er kendetegnet ved en betændelsestilstand især i led og senetilhæftninger.


Opdateret: 21. Februar 2023

Fakta om psoriasisgigt

  • Psoriasisgigt er en form for gigt, som ses hos cirka hver sjette med psoriasis.
  • Symptomerne på psoriasisgigt er blandt andet stivhed, smerter, hævelse og ømhed omkring led, ofte ledsaget af smerter i lænderyggen
  • Man kender ikke den præcise årsag til psoriasisgigt, men det er sandsynligvis et samspil mellem arv og miljø-faktorer.
  • Psoriasisgigt behandles med almindelig psoriasisbehandling og ofte i kombination med smertestillende tabletbehandling, som kan holde betændelsestilstanden i kontrol.

Hvad er psoriasisgigt?

Psoriasisgigt er en særlig form for gigtbetændelse, der ses hos cirka hver sjette med psoriasis.

Psoriasisgigt er kendetegnet ved en betændelsestilstand især i led og senetilhæftninger. Sygdommen minder i nogle tilfælde om leddegigt og i andre tilfælde mere om rygsøjlegigt.

Mønstret for, hvilke led der angribes af sygdommen, varierer i høj grad – også hos den enkelte patient. Personer med psoriasisgigt har ikke de samme forandringer i blodet, som personer med leddegigt (det vil sige ingen gigtfaktor eller reumafaktor).

Hvad er symptomerne på psoriasisgigt?

Gigtens sværhedsgrad varierer fra person til person, fra lette ledsmerter til svær, invaliderende gigt med misdannede knogler. De klassiske symptomer på psoriasisgigt omfatter:

  • Stivhed, smerter, opsvulmen og ømhed omkring led og eventuelt sæde/lænd
  • Nedsat bevægelsesfrihed
  • Morgenstivhed
  • Udtalt træthed og manglende energi
  • Negleforandring, såsom fingerbølprik (små indtrukne huller) eller løsning af neglen, findes hos mere end 80 procent af alle med psoriasisgigt
  • Steril øjenbetændelse med rødme og smerteLæs mere om symptomer ved psoriasisgigt på Gigtforeningens hjemmeside.

Psoriasisgigt på hånden med psoriasis-udbrud og hævelse i fingerleddene. Meget ofte vil der også være negleforandringer såsom fingerbølprik eller løsning af neglen. Foto: IStock

Hvem får psoriasisgigt?

Hvor hudsygdommen oftest viser sig i barndommen, starter psoriasisgigt som regel først i 40-60 års alderen med smerter og måske hævelser i de yderste led på fingre og tæer, men gigten kan også vise sig tidligere. Rygsøjlen, bækkenet og andre led kan også blive angrebet.

Psoriasisgigt er mest almindelig ved de sværere former for psoriasis, men gigtsymptomerne kan, i hvert fald i starten, også være det eneste tegn på psoriasis. Det første udbrud af gigten kommer typisk samtidig med, eller senere end, udbruddet på huden. Hos cirka 10 – 20 procent af personer med psoriasisgigt er det dog omvendt – her kommer gigten faktisk før hududbruddet, hvilket kan besværliggøre diagnosen.

Hvorfor får man psoriasisgigt?

Den præcise årsag til sygdommen er ukendt. Som ofte ved andre autoimmune lidelser (sygdomme hvor kroppens immunsystem angriber egne celler) er der tale om et samspil mellem arvelige faktorer og miljøfaktorer. Tilstedeværelse af ledsymptomer og hudsygdommen psoriasis spiller en væsentlig rolle.

Hvordan stilles diagnosen?

Der findes ikke en enkelt test eller blodprøve, der kan give et sikkert svar på, om man har psoriasisgigt – og det kan være vanskeligt at stille den rigtige diagnose med det samme. Lægen vil blandt andet se efter typiske led- og hudforandringer og tage blodprøver, som kan give et fingerpeg om, hvorvidt der er tale om psoriasisgigt eller eventuelt en anden gigtsygdom.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Hvad kan man gøre ved psoriasisgigt?

Det er vigtigt at holde hudpsoriasisen i ro. Ved lav psoriasisaktivitet er der som regel også lav aktivitet i gigten, men ikke altid. Dette kan gøres med alle de almindelige psoriasisbehandlinger, men ofte er det nødvendigt med smertestillende tabletbehandling.

Såfremt denne behandling er utilstrækkelig og man lider af betændelsesaktivitet i bevægeapparatet, iværksættes behandlingen afhængig af betændelsesaktivitet med gigtmidler i form af 'non-steroide antiinflammatoriske stoffer', også kaldet NSAID.

Hvis effekten af NSAID er utilstrækkelig bruger man ”sygdomsmodificerende lægemidler” eller såkaldte ”biologiske lægemidler”. Disse lægemidler medfører en dæmpning af gigtbetændelse og nedsætter derved symptomerne fra psoriasisgigten.

Læs mere om behandling af psoriasisgigt

Hvad er langtidsudsigterne?

Der kan være stor forskel på, hvordan sygdommen viser sig, og hvordan den udvikler sig. Det kan derfor være vanskeligt på forhånd at vide, præcis hvilken medicin der er bedst for den enkelte, og det er ikke usædvanligt, at man må prøve sig frem, før man finder den mest effektive behandling. Men nutidens moderne behandlingsmuligheder og særlig den konsekvente varige behandling medfører i langt de fleste tilfælde, at sygdommen kan kontrolleres.

Mere information

Ønsker du yderligere oplysninger om psoriasisgigt, henviser vi til Gigtforeningens hjemmeside.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.