Hvad er systemisk behandling af psoriasis?
Systemisk behandling er medicin, der tages som tabletter eller indsprøjtninger og derfor påvirker hele kroppen. Det er i modsætning til lokal behandling, som kun virker der, hvor de bliver påført på huden, for eksempel i form af cremer.
En meget brugt systemisk behandling for psoriasis er tablet- eller indsprøjtningsbehandling med lægemidlet methotrexat. Det anvendes ved moderat til svær psoriasis, typisk hvis lokal behandling og/eller lysbehandling ikke har haft tilstrækkelig effekt, eller ikke kan anvendes. Hvis man får bivirkninger af methotrexat-tabletterne vil man ofte forsøge at give methotrexat som indsprøjtning, hvor det ofte har færre bivirkninger. Udover Methotrexat findes der også andre systemiske behandlinger af psoriasis.
Hvordan virker de systemiske midler?
De mest brugte midler har længe været methotrexat, neotigason og ciclosporin. Hertil kommer nu de nye biologiske stoffer, der vil blive omtalt særskilt.
Flertallet af de systemiske midler har en dæmpende effekt på immunapparatet og virker også ved at hæmme dannelsen af nye hudceller. De klassiske midler findes i tablet- og kapselform, og methotrexat findes som nævnt også til indsprøjtning. Nogle bliver generet af kvalme og ubehag, når de tager tabletter, og i disse tilfælde kan det specielt være en god idé med en indsprøjtning, hvor bivirkningerne kan være mindre.
Sponsoreret af Novartis
Har du bylder eller bumser?
Så kan du have HS (Hidrosadenitis Suppurativa), som der findes behandling for.
Find ud af det her
Methotrexat
Methotrexat bruges i behandlingen af udbredt psoriasis og psoriasisgigt i doser på 10-25 mg én gang ugentligt. Dosis kan enten gives én gang ugentligt eller deles op i tre deldoser, som tages med 12 timers interval.
Methotrexat kan give en del bivirkninger. Man kan mindske bivirkningerne ved at tage folinsyre.
Der bruges 5 milligram en til to gange ugentligt undtagen på de dage, hvor man får methotrexat.
Da methotrexat kan have en række bivirkninger, skal man være særlig forsigtig, hvis man:
har en leversygdom eller et stort alkoholforbrug
tager anden medicin
er i fertil alder - og for kvinder især ved graviditet (se nedenfor)
har nedsat nyrefunktion. Ældre skal som regel have en lavere dosis, da nyrefunktionen aftager med alderen.
Patienter, der skal have methotrexat må ikke blive gravide, mens de tager stoffet og op til tre måneder efter ophør med indtagelsen. For mænd i fertil alder skal ligeledes sikres antikonception i samme periode. Under methotrexatbehandlingen kontrolleres blodbilledet og leverfunktionen regelmæssigt med blodprøver. Ved langtidsbehandling kommer kontrol af lungerne også på tale.
Acitretin
Acitretin er en syntetisk (kunstigt fremstillet) A-vitaminsyreforbindelse. Det skal tages i kapselform i doser på 25- 50 mg. Acitretin skal helst tages samtidig med et måltid, og man kan opnå yderligere effekt, hvis man kombinerer denne tabletbehandling med lokalbehandling eller lys, hvilket vil sige at lysbehandling samtidig med acitretinbehandling har en virkning, som er kraftigere end hver behandling hver for sig.
Mulige bivirkninger ved Acitretin
De bivirkninger man kan få af Acitretin svarer til symptomerne på forgiftning med A-vitamin. Det drejer sig om:
tør hud og tørre slimhinder
risiko for fosterskader
risiko for påvirkning af leverens funktion og sammensætningen af fedtstoffer i blodet
hovedpine og kvalme
forandringer af knogler og ledbånd
På grund af risikoen for bivirkninger, er der en række forholdsregler, som skal overholdes, hvis man er i behandling med Acitretrin:
For at forebygge tør hud og tørre læber, er det en god idé at bruge læbepomade og fugtighedscreme.
På grund af risikoen for fosterskader, skal alle kvinder i den fødedygtige alder bruge en fuldstændig sikker form for prævention, sålænge de er i behandling med Acitretrin og mindst to år efter.
Afhængig af hvilken dosis Acitretrin man får, skal man have taget blodprøver med en til tre måneders interval. Man får typisk målt de forskellige fedtstoffer i blodet (herunder kolesterol) samt de såkaldte ’levertal’.
Hovedpine og kvalme er normale bivirkninger, men hvis det fortsætter i flere dage, bør man afbryde behandlingen.
Ved langtids-behandling (flere år) skal man eventuelt have taget røntgenbilleder af rygsøjlen og de lange rørknogler.
Ciclosporin
Ciclosporin er nok mest kendt fra behandlingen af transplantationspatienter, hvor det anvendes til at forebygge afstødning af det transplanterede organ. Imidlertid har Ciclosporin også vist sig at være effektiv til at behandle patienter med svær psoriasis, da det hæmmer den såkaldte T-celle, som spiller en vigtig rolle for dannelsen af psoriasis.Patienter med psoriasis får præparatet i kapselform og doseringen beregnes ud fra personens vægt, idet man skal have 2,5-5 mg/kg/dag.
Da Ciclosporin kan give skader på nyrerne, bør det benyttes med tilbageholdenhed. Der skal anvendes lavest mulige dosis i langtidsbehandlingen og forsøges rotation til andet præparat efter cirka to år. Andre hyppige bivirkninger er forøget blodtryk. En øget risiko for kræft, fordi Ciclosporin undertrykker immunsystemet nævnes ofte, men må anses som potentiel ved alle systemiske midler med denne virkning.
På grund af risikoen for bivirkninger, skal man regelmæssigt have målt blodtryk og taget blodprøver, hvis man bliver behandlet med Ciclosporin. Via blodprøverne kan man blandt andet holde øje med funktionen af nyrer og lever. Ved længerevarende behandling kan det desuden være nødvendigt at lave en større undersøgelse af nyrefunktionen.
Biologisk behandling
Biologisk behandling af psoriasis er en systemisk behandling i form af indsprøjtninger. Det er udelukkende behandling, som kan tilbydes på hudafdelinger på sygehuset.
Det er en forudsætning, at såvel lysbehandling og methotrexat skal have været forsøgt og ikke have haft en tilstrækkelig effekt, før man kan få biologisk behandling. Behandlingen med biologiske lægemidler er meget kostbar.
Der er kommet flere typer af biologisk behandling på markedet, og hver især er de rettet mod immunmekanismer, som er vigtige for psoriasis-sygdommen. Biologisk behandling påvirker som sagt immunsystemet, og der er en lille, men statistisk øget risiko for øvre luftvejsinfektioner med virus samt eventuelt svampeinfektioner på slimhinderne.