Rødme, kløe, svie eller en forbrænding. Solen kan udrette slemme skader på vores hud, hvis ikke vi passer på. Læs om hvordan du skal forholde dig, hvis du er blevet forbrændt, og hvordan du forebygger forbrændinger i denne artikel.
Som nordboere kan vi være tilbøjelige til at nyde solen lidt ekstra, når den endelig viser sig om foråret og sommeren. Mange glemmer i deres iver at beskytte sig med solcremer, mens atter andre må konstatere, at selv et lag solcreme ikke altid har været nok til at forhindre skaderne. Prisen vi betaler for at nyde solen er forskellige former for skader på huden både akutte skader og skader, der først viser sig efter flere år.
Solen kan give varige skader på huden
Når du opholder dig i solen, kan huden reagere med symptomer fra let rødmen og varme med eventuelt soleksem til alvorligere forbrændinger. Symptomerne afhænger af din hudtype, solens styrke og den tid, du opholder dig i solen. Selv om du ikke bliver forbrændt, vil vedvarende soleksponering ødelægge din hud, bevirke ældning af huden, forstadier til hudkræft eller hudkræft og modermærkekræft. Årsagen til de alvorlige hudsygdomme som hudkræft og modermærkekræft er nemlig udsættelse for solens stråler.
Hudtyper
Hudtyperne klassificeres efter, hvordan de reagerer på solen.
Fitzpatricks hudtyper
Hudtype |
Udseende |
Evne til at blive solbrun |
Risiko |
---|
I |
Hvid hud, blå/grønne øjne, blondt/rødt hår |
Bliver altid forbrændt, kan ikke blive solbrun |
6 |
II |
Lys hud, blå øjne |
Bliver nemt forbrændt, har svært ved at blive solbrun |
5 |
III |
Mørkere, hvid hud |
Bliver først forbrændt og derefter brun |
4 |
IV |
Lys, brun hud |
Bliver minimalt forbrændt, bliver let solbrun |
3 |
V |
Brun hud |
Bliver sjældent forbrændt, bliver meget let solbrun |
2 |
VI |
Mørkebrun eller sort hud |
Bliver aldrig forbrændt, bliver altid meget solbrun |
1 |
Jo lavere hudtype, jo højere risiko for hudkræft og modermærkekræft, men også folk med mørk hud kan få både hudkræft og modermærkekræft.
Sponsoreret af Novartis
Har du bylder eller bumser?
Så kan du have HS (Hidrosadenitis Suppurativa), som der findes behandling for.
Find ud af det her
Gode råd til at forebygge solskoldning
-
Først og fremmest skal du undlade solbadning. Solbadning vil give almindelige danskere rynket og tidligt ældet hud, solskader og øge risikoen for hudkræft.
-
Du skal helt holde dig fra solarier.
-
Du skal holde dig ude af solen mellem klokken 12 og 15 i sommerhalvåret. Når du er udenfor, skal du helst bruge hat og dækkende tøj eller som minimum solcreme med faktor 15 i tilstrækkelig mængde som gentages jævnligt efter producentens vejledning.
-
Dyrker du udendørs sportsgrene såsom fritidssejlads, golf eller tennis, skal du være opmærksom på refleksion af solens stråler, der forstærker solens skadelige virkning.
-
Pas også godt på solen på skiferien, da sneen reflekterer solens stråler.
-
Langt de fleste får sit D-vitamin behov dækket ved almindelige udendørsaktiviteter. Yderligere D-vitamin findes i fede fisk og som vitamintilskud.
Symptomer fra forbrænding kan lindres, men skaderne består
Hvis du er blevet forbrændt ved for eksempel solbadning, er der mulighed for at lindre symptomerne med forskellige midler.Selvom du ikke har direkte gener efter et længere ophold i solen, bør du give huden ekstra omsorg efterfølgende. Solens stråler har nemlig en udtørrende virkning og ødelægger de elastiske og kollagene fibre i huden. Den vigtigste årsag til, at huden ældes og bliver rynket, ujævn og tør er - ud over rygning - solens stråler.
Gode råd når skaden er sket
Langt de fleste solskader kan håndteres med disse råd:
-
Smertestillende midler i håndkøb (helst NSAID, for eksempel acetylsalicylsyre eller ibuprofen) kan hjælpe med at lindre smerten og dæmpe inflammationen, indtil rødmen og ømheden aftager.
-
Køl huden ved at tage kølige bade eller bruge fugtige omslag.
-
Fugtighedscremer bør ikke bruges i forbindelse med akut forbrænding, men gerne når huden heler og skaller.
-
Hold dig ude af solen for at undgå yderligere skade.
-
Brug ikke lokalbedøvende cremer, der indeholder ”-kain'er”, de kan irritere huden og give allergi.
-
Brandvabler skal lades være i fred.
-
Er dit primære symptom kløe, kan du lindre kløen ved hydrokortison creme, der kan købes i håndkøb. Brug den mængde, der kan være på pegefingerens yderste led til et hudområde på størrelse med to håndflader (fingertip unit).