Bilharziose

Hvad er Bilharziose?

Bilharziose kaldes også Schistosomiasis eller sneglefeber. Bilharziose er en infektion med blodikter, altså en parasit der lever (parvist) i blodbanen. Ofte giver infektionen ingen symptomer, men uden behandling kan der – hvis der er mange parasitter - opstå kroniske lever-, blære- og nyresygdomme år efter, at man er smittet. Sygdommen findes i forskellig styrke hos 200 millioner mennesker i schistosomiasis områder troperne, der hyppigt og livet igennem er udsat for smitte. Alvorlig sygdom hos turister med schistosomiasis ses, men er sjælden.

Parasitten har flere udviklingsstadier, hvor den henholdsvis bruger mennesker og vandsnegle som vært. Mennesket inficeres af det stadie af blodikten, som lever i stillestående ferskvand. Her er den kommet ud af sin anden vært, vandsnegle, som parasitten bruger til at formere sig i.

Som turist er man ikke så udsat som lokalbefolkningen, især hvis man følger nogle få forholdsregler. Fremfor alt skal man undgå at bade i ferskvand, hvor der findes bilharziose. Der ses cirka 50 importerede tilfælde om året i Danmark.

På verdensplan har sygdommen store konsekvenser for verdenssundheden og indgår i WHO-overvågningsprogrammer.

Hvordan smitter Bilharziose?

Smittede mennesker udskiller parasit-æg via enten afføring eller urin. Æggene er så små, at de ikke kan ses med det blotte øje, men de er tydelige og karakteristiske at se i mikroskop. Arterne kan kendes fra hinanden på æggets udseende.

Hvis menneske-urin eller afføring fra smittede kommer i kontakt med ferskvand, kan æggene klækkes og den frie larve (miracidie) vil nu bore sig ind i bestemte vandsneglearter. Inde i sneglen udvikles i hundredvis af larver i et nyt stadie, (cekarien). De er selvbevægelige og kan forlade sneglen og frit svømme rundt i overfladen af stillestående ferskvand i nogle døgn.

Nu kan en ny cyklus starte med, at larven trænger direkte gennem huden på mennesker, der er i kontakt med vandet.

Hvad skyldes Bilharziose?

Når parasit-larven trænger ind gennem huden kan den give overfølsomhedsreaktioner i form af ”badekløe” (”swimmer’sitch”). Senere vandrer den til leverens blodkarsystem. Her udvikles den voksne ikte. Den giver ikke i sig selv symptomer, da den ganske effektivt skjuler sig for kroppens immunforsvar ved at være dækket med menneskeligt protein, så den opfattes som en del af kroppen selv. Derfor har immunforsvaret svært ved at udrydde parasitten, og en infektion kan stå på i op til 30 år uden behandling.

Problemet er de flere hundrede æg, som ikten producerer dagligt. Det er disse mange æg, som udløser svar fra immunsystemet, og som herved er årsag både til de tidlige sygdomme og de langsigtede forandringer. Derfor kan de første rigtige sygdomssymptomer begynde med starten af æglægning.

Der findes forskellige arter af Schistosomiasis og derfor forskellige former for bilharziose.

Schistosoma hæmatobium giver først og fremmest symptomer i urinvejene, da den færdigudviklede ikte slår sig ned i blærens net af blodkar. Æggene borer sig gennem blærevæggen og kan give tidlige symptomer som blod i urinen. På den måde kan æggene udskilles med urin. Denne form for Bilharziose kaldes ofte blære-bilharziose.

Den anden form for Bilharziose er tarm-bilharziose. Den skyldes arterne Schistosoma mansoni og Schistosoma japonicum , som slår sig ned i de fraførende net af blodkar omkring den sidste del af tyktarmen, hvor æggene kommer gennem tarmvæggen, og den proces kan give slimet, blodig afføring. Også leveren påvirkes af de mange æg, som med det tilbagestrømmende veneblod ender i leveren.

Hvor findes Bilharziose, og hvor mange rammes?

Schistosomerne er meget udbredte i specielt Afrika og i mindre grad i det fjerne Østen. De findes desuden visse steder i Mellemøsten, og Schistosoma mansoni findes i Brazilien. 200 millioner mennesker regnes for smittede og heraf har 120 millioner mennesker symptomer. 20 millioner mennesker plages af de alvorligste former for Bilharziose. Heraf regner man med, at 80 procent findes i Afrika.

Udbredelsen stiger på grund af de mere udbredte overrislede landbrugsområder (bl.a. til risdyrkning), der øger biotopen (leveområderne) for sneglen, parasittens mellemvært, som er en forudsætning for, at parasitten kan findes i området. Også fattigdom, dårlige leveforhold og dårlig sanitet går hånd i hånd med parasitten.

I Japan regnes parasitten for udryddet, men blandt andet i det indre Kina og Ægypten er problemet i stigning.

I Afrika og Mellemøsten dominerer Schistosomahæmatobium med symptomer fra urinvejene. Lake Malawi har tidligere været den hyppigste 'kilde' til importeret Bilharziose til Danmark. Denne ”førerrolle” er nu overtaget af Nilens kilde ved Speke’s Fall ved byen Jinja i Uganda, hvor mange turister deltager i såkaldt ”whitewater rafting”.

Hvordan føles sygdommen?

'Badekløe'

I forbindelse med at cekarien trænger gennem huden, kan der opstå overfølsomhedssymptomer med kløe og irritations-rødme og ubehag i huden i omkring et døgn.

Katayama-feber

Disse feber-symptomer ses én-to måneder efter den oprindelige infektion og svarer til, når den voksne ikte begynder at lægge æg. Det er kraftige overfølsomhedsreaktioner med feber, hoste og diarré. Også ledsmerter og mavesmerter kan ses. Det kan stå på i op til tre måneder. Det er dog kun nogle smittede, der får disse symptomer.

På længere sigt udvikles symptomer, der svarer til infektionsstedet, man kan altså tale om tarm-biharziose eller blære-bilharziose. Hvor alvorlig infektionen er, hænger sammen med hvor mange parasitter, personen bærer. Jo flere ikter i blodbanen, des flere æg og så meget desto større belastning for kroppen.

Der ses arvævsdannelse og dannelse af granulomer, som er små betændelsesknuder, enten i blæren eller tarmen.

En mangeårig infektion kan påvirke leverens blodkredsløb og give forhøjet blodtryk forhøjet blodtryk i dele af leverkredsløbet, hvilket i udtalte tilfælde kan give væske i bughulen og åreknuder i spiserøret. I blæren kan der foruden blødning, der kan ses som rødfarvning af urinen, ske skrumpning og misdannelser af urinlederne, som i sidste ende kan beskadige nyrene. Blærekræft kan også udvikles. De nævnte forandringer ses dog helt overvejende hos mennesker, der har boet i Bilharzia-områder hele deres liv. De fleste af disse alvorlige komplikationer ses kun hos mennesker, som hele livet har været udsat for bilharzia smitte, og ses ikke hos turister med en ganske let grad af smitte.

Hvad kan man selv gøre?

Der findes ikke nogen vaccine. Man må forebygge infektionen.

• Undgå at komme i berøring med stillestående vand, fersk- eller brak-vand i floddeltaer. Larven er meget lille og kan normalt ikke ses med det blotte øje.

• Han man mistanke om, at man er blevet smittet, bør man blive undersøgt, når man kommer hjem. Denne undersøgelse er sikrest, hvis den foretages mindst 2-3 måneder efter hjemkomst

Generel bekæmpelse

Som en bredere forebyggelse i lokalsamfundene, bør man arbejde på at anvende latriner, så æg via afføring og urin ikke spredes til vand. Bekæmpelse af sneglen med sneglemidler (molluscoider) og medicinsk massebehandling af folk i området er andre strategier til at mindske antallet af angrebne mennesker.

Hvordan stiller lægen diagnosen?

Diagnosen kan stilles helt præcist ved påvisning af æggene i urin eller afføring. Ofte er der imidlertid så få æg i urin og afføring, at diagnosen er vanskelig. Der findes dog også en blodprøve til påvisning af antistoffer mod Bilharziose, men den er ikke så præcis som påvisning af æggene. Undertiden kan det være nødvendigt at tage en slimhindeprøve fra blæren eller endetarmen for at sikre diagnosen.

Hvordan behandler man Bilharziose?

Behandlingen er især medicinsk for at udrydde parasitten:

Midlet praziquantel virker på alle tre arter af schistosoma og er et præparat med få bivirkninger. Det er på nuværende tidspunkt ikke indregistreret herhjemme, men infektionsmedicinske afdelinger har særtilladelse til at bruge midlet.

Ved de alvorligere allergiske symptomer (Katayama feber) behandler man med binyrebarkhormon (prednisolon), som virker betændelseshæmmende.

Selv om der altså findes gode diagnose- og behandlingsmuligheder, så er dette ikke globalt tilgængeligt for størstedelen af de mennesker, der har behovet. Ofte får de diagnosen for sent, hvor man ikke længere kan helbrede symptomerne.