Børn og rejser

At rejse med børn kan give mange gode og positive oplevelser. Børn skaber tryghed, nysgerrighed og oftest velvilje og vil derfor typisk give en god kontakt til lokalbefolkningen på rejsemålet. Men børn er ikke blot 'små voksne', og det kræver derfor særlige hensyn og god planlægning at tage børn med ud i den store verden. Grundlæggende må man skelne mellem to vidt forskellige situationer:

• Ferierejser, hvor man bør overveje at vælge destinationen på børnenes præmisser.

• Erhvervsmæssig udstationering eller nødvendige langtidsrejser, hvor børnenes optimale tarv og sikkerhed muligvis i et vist omfang må nedprioriteres.

Nogle generelle betragtninger:

Umiddelbart vil man antage, at spædbarnet løber den allerstørste risiko, men dette er ikke altid rigtigt. Spædbarnet vil ganske vist være mest påvirkeligt af ydre faktorer såsom sol, varme, kulde, mangel på væske og tillige infektionssygdomme. Men det spæde barn vil på den anden side også være særligt overvåget, beskyttet og oftest ammet. Rent brysternærede børn slipper typisk for infektioner gennem føde- og drikkevarer ('turistdiarré').

På den anden side er spæd- og småbørn særligt udsat for et utal af infektionssygdomme, som ikke smitter gennem væske og føde (for eksempel dråbeinfektioner), idet deres immunforsvar generelt er dårligt udviklet. De lidt større børn fra tre til ti års alderen føjer i stigende grad en række risici til deres færden, ikke mindst ved deres umådelige nysgerrighed og vovemod, men samtidige manglende erfaring og viden. Herved stiger risikoen, når det gælder tilskadekomst, bortkomst, trafik- og drukneulykker.

Planlægning og rejseforberedelser:

• Søg råd hos læge og sundhedsplejerske mindst en måned før afrejsen. F.eks. kan et fremskyndet vaccinationsprogram være tilrådeligt på visse destinationer.

• Ved langtidsrejser, udstationering eller på destinationer hvor særlige sygdomme forekommer, vil der ofte være behov for supplerende vaccinationer eller anden forebyggelse, og i sådanne situationer bør rådgivningen søges mindst to måneder før afrejsen.

• Søg oplysninger om destinationen - for eksempel på Internettet. Det lokale sundhedsvæsens kvalitet og tilgængelighed, indkøbsmuligheder og vareudbud - om der for eksempel forhandles mælkeerstatninger og kvalitetsprodukter til spædbarnsernæring. Undersøg desuden de relevante bolig- og overnatningsforhold, den hygiejniske standard, klimatiske forhold samt særlige lokale problemer - om der for eksempel er Bilharzia i vandet, hvor børnene skal soppe.

• Det må anbefales, at man sætter sig rimeligt godt ind i sygdomsforhold på destinationen især ved udstationering. Det er således vigtigt at kende lidt til smitteforhold og symptomer ved lokale risici som malaria, Bilharzia, Shigella- og amøbedysenteri, ormesygdomme mv. samt til diverse uvæsen som slanger, skorpioner og edderkopper.

• Husk, at et tre års barn 'nyder' elefanten i Zoo, hvor der ikke er malaria, mindst ligeså meget som på Afrikas savanner. Så undlad at udsætte dine børn for en unødvendig risiko.

• Ved udstationering skal man gøre sig klart, at det lidt større barn ofte gennemgår en voldsom psykisk krise ved at skulle forlade de trygge og kendte hjemlige forhold, kammeraterne, institutioner og skolen.

Blandt de hyppigst forekommende rejseproblemer er:

Transportsyge

Mens spædbørn kun yderst sjældent frembyder symptomer på denne besværlighed, er 'søsyge' almindelig hos børn mellem to og ti år. Især ved bil- og bustransport er problemet stort, men også på skibe, tog og fly kan generne opstå. Såfremt der kan arrangeres liggeplads, vil dette ofte være en god investering. Alternativt kan man forsøge at få barnet interesseret i landskabet uden for og helst i langsomt skiftende fikspunkter i horisonten. En passende luftcirkulation er ligeledes vigtig, mens røg og indeklemt 'hørm' øger risikoen. Man kan endelig forsøge med medicin som PhenerganR-mikstur (0,25-0,5 mg/kg), som tillige også oftest vil medvirke til at barnet falder i søvn, eller MarzineR (1 mg/kg), som har mindre søvndyssende effekt. Begge gives cirka en halv time før behovet opstår.

Feber

Temperaturforhøjelse er nok det mest almindelige problem såvel hjemme som på rejser. Såfremt andre årsager som for eksempel hedeslag kan udelukkes, vil feber typisk skyldes en infektion - oftest med virus eller bakterier. Feberen i sig selv er ikke et absolut udtryk for sygdommens alvor. Langt vigtigere er almentilstanden og kontaktbarheden: Et barn med en temperatur på 40,1, som ikke har smerter, drikker godt og er interesseret i sit legetøj eller omgivelserne, er lægeligt set mindre bekymrende end et barn, som 'kun' har en temperatur på 38,9, men virker slapt, uinteresseret og måske klynker eller græder konstant.

Ved feber i udlandet kan gives følgende særlige råd:

• Under og efter ophold i malariaområder bør ethvert febertilfælde betragtes som malaria, til dette er modbevist, og læge skal uophørligt kontaktes.

• Ved høj feber, dårlig kontaktbarhed, nakkestivhed eller små, punktformede blodudtrædninger i huden (petechier), er diagnosen hjernehindebetændelse (meningitis) eller malaria (hvis malaria-områder har været besøgt). Indtil disse diagnoser er afkræftet søg straks læge.

• Ved feber og blodig diarré skal Shigella- (bacillær-) dysenteri overvejes. Søg læge.

• Ved feber og dårlig almentilstand, nedsat kontaktbarhed, fjernhed, lokaliserede smerter, besværet åndedræt, åndenød, nakke-rygstivhed, hudblødninger, blodige diarré, utilstrækkelig væskeindtagelse, manglende urinproduktion i over fem timer samt ved mulig mistanke om hedeslag bør der straks søges læge.

Diarré

Spædbørn, der udelukkende ammes, vil i princippet være uden risiko for bakteriel eller viral smitte gennem føde- og væsketilførslen. Derimod kan moderens indtagelse af visse fødemidler - løg, chili, porrer med videre. - samt varme og andre forhold medføre tynd mave. Vigtigst er det at huske på, at i malariaområder kan denne sygdom også medføre diarré.

For de ikke rent brysternærede børn er årsagen oftest bakteriel infektion, som ved 'almindelig' turistdiarré:

• Turistdiarré skyldes helt overvejende infektioner med bakterier eller virus fra føde- og drikkevarer. Spis derfor kun 'sikre' varer, det vil sige friske og tilstrækkeligt varmebehandlede, Undgå desuden frisk frugt som man selv skræller og drik kun væske fra anerkendte og uanbrudte beholdere. Undgå isklumper, iscreme og mælkeprodukter fra ikke anerkendte firmaer.

• De fleste diarrétilfælde går spontant i ro efter tre-fire døgn uden specifik eller antibiotisk behandling.

• Ro og hvile (nedsat aktivitet) samt ikke for varme omgivelser må anbefales.

• Passende saltholdig væsketilførsel er det vigtigste - typisk mellem halvanden og to og en halv liter i døgnet afhængigt af alder og vægt. Andre forhold, der hver især vil forøge væskebehovet, er samtidig feber, eventuelle opkastninger og høj ydertemperatur og fugtighed.

• Af fast føde kan anbefales løskogte ris, kiks, ristet brød, toast og skrællet frugt som banan og æble.

• Nogle læger finder, at eksempelvis ImodiumR til børn over to år er i orden, men det bør dog overvejes nøje før brug. Imodium eller andre stoppemidler bør aldrig anvendes, hvis diarréen har varet over to døgn, eller hvis der er blod i afføringen.

• Ved diarré-varighed over fire døgn eller samtidig høj feber, dårlig almentilstand, sløvhed, stærkere mavesmerter, ikke optimal væsketilførsel, mangelfuld urinproduktion, blodtilblanding i diarréen skal der søges læge.

Væskemangel

Spæd- og småbørn er særdeles følsomme overfor væskemangel, som let opstår i varme omgivelser, ved feber, samt ved opkastninger og diarré.

• Da den faste føde også indeholder store væskemængder samt vigtige salte, og appetitten typisk nedsættes i varme omgivelser, vil den nedsatte fødeindtagelse yderligere forstærke risikoen for væske/saltmangel. Dette gælder også ved feber eller forkvalmethed, hvor lysten til mad aftager.

• På længere flyrejser er der behov for ekstra væsketilførsel på grund af den lave luftfugtighed i kabinen.

• Den tilførte væske skal indeholde visse salte samt kalorier, og også her har brystbarnet en stor fordel, idet modermælken er optimalt sammensat. Er der behov for yderligere væske, kan der i alle aldre anvendes såkaldt rehydreringsvæske som RevolytR (ét pulver opløst i en liter kogt og afkølet vand). Som en nødløsning kan man selv fremstille en anvendelig rehydreringsvæske ved at blande fire teskefulde sukker og en halv teskefuld salt med én liter kogt vand. Lidt større børn kan drikke frugtsaft og fortyndet juice. Læskedrikke som Fanta og Cola kan bruges som væskesupplement, men indeholder ikke i sig selv en optimal saltsammensætning.

• Under forhold hvor svedproduktionen er stor - sol og varme omgivelser, samt ved feber - kan der være behov for ekstra salt, og da mange børn elsker chips og peanuts, er dette en nem måde at løse problemet på. I tropisk klima bør maden saltes ekstra, eller man kan anvende salttabletter.

• For at have rimeligt styr på væskeindtagelsen især ved sygdom kan der anvendes et deciliter (= 100 milliliter) målebæger til at opmåle den reelt indtagne væskemængde, ligesom de fleste sutteflasker har decilitermål anført på siden.

• En vigtig oplysning om mulig væskemangel kan man få ved at observere, at barnet tisser eller bleen er våd af urin mindst hver fjerde time. Bliver urinen tiltagende mørk og sparsom, eller der ikke har været urin i mere end fem timer, bør en læge vurdere barnet.

Solpåvirkninger

Især rød- og lyshårede børn med behersket pigment bør beskyttes mod UVB-stråling.

• Løsthængende, tætvævede bomuldsklæder samt hovedbeklædning må anbefales, ligesom solbriller med anti-UV-glas kan være en god idé.

• Solcreme med en 'europæisk' faktor på mindst 18, kan anvendes på ubeskyttet hud. Nogle hudtyper irriteres dog af de kemiske indholdsstoffer i cremerne. På stranden bør der smøres jævnligt, da cremerne vaskes af af sved og vand samt skrubbes af i sandet og af håndklæder.

• Ved lettere til moderate forbrændinger kan retningslinierne i artiklen Behandling af solskader følges og binyrebarkhormoncreme bruges som anvist. Fornyet soleksposition bør ikke finde sted, før huden er helt normaliseret.

Ulykker og uheld

Med alderen tiltager både vovemod og lysten til at afprøve de fysiske kræfter, men erfaringsgrundlaget mangler, og først når uheldet er sket, har barnet - måske - lært af fejlen. Heldigvis går det oftest godt, og skaden er begrænset. Nedenfor gives nogle eksempler på forhold, hvor den voksne må være særlig på vagt og ikke lade barnet være uobserveret:

• Klatring i træer over plankeværk og på tage har desværre medført mange og alvorlige ulykker.

• Udspring fra badebroer på for lavt vand ligeså.

• Drukneulykker er én af de hyppigst forekommende dødsårsager, når det drejer sig om børn og rejseulykker. Selv større børn bør aldrig bade eller svømme uden voksen ledsagelse.

• Trafikulykkerne er den anden meget store ulykkesgruppe. Hold barnet i hånden og hold fast eller bær det mindre barn, når gaden skal krydses. Al leg på gader hvor der overhovedet kan komme motorkøretøjer (inkl. knallerter) er bandlyst.

• Intet barn - ej heller voksne - bør færdes barfodet udendørs. Nok ret umuligt at gennemføres men dels findes der blandt andet i troperne forskellige dyr - for eksempel hageorm - i jord og sand, og de kan bryde igennem huden og inficere offeret, dels er der en stigende risiko overalt i verden for at træde på glasskår og narkomaners henkastede kanyler, der kan overføre så alvorlige sygdomme som AIDS og Hepatitis B.

• Lær børnene at de ikke må lege med ukendte kæledyr som hunde, katte, aber og papegøjer. Selv de dyr, der måske findes i hjemmet, udgør en potentiel risiko for både bidsår samt overførsel af forskellige infektioner, hvoraf stivkrampe (tetanus) og hundegalskab (rabies) er de farligste. Aber holdes ofte som kæledyr i Østen, Afrika og Sydamerika.

• Slanger, skorpioner og edderkopper kan afhængigt af destinationen også udgøre en risiko, og mange mindre børn er utroligt nysgerrige overfor ukendt og bevægeligt kryb.

• I visse lande er kidnapning en realitet. Sådanne steder har børn en 'handelsværdi' - løsepenge, salg som arbejdskraft, til seksuelt misbrug eller til barnløse ægtepar. Hold altid godt øje med mindre børn og instruer de større nøje i aldrig at følge med fremmede.

• Det kan være en god idé at 'mærke' børn, når man rejser i det fremmede. Bortkomst trods forældrenes omhyggelige opsyn er langtfra sjældent. Navn, lokal- og hjemmeadresse samt evt. telefonnummer kan være uvurderlige oplysninger. Oplysningerne kan for eksempel skrives på en arm eller et ben. Større børn kan have en seddel i lommen.

Sår og læsioner

Børn pådrager sig lettere skrammer, sår og læsioner end voksne, og det er grundlæggende vigtigt at alle er gennemvaccineret mod stivkrampe (tetanus). Det danske børnevaccinationsprogram bør være fulgt op svarende til alderen og kan eventuelt fremskyndes ved udstationering.

Børnevaccinationsprogrammet = Di-Te-Ki-Pol + Hib vaccine ved tre måneder, fem måneder og 12 måneder + 1 Di-Te booster (revaccination) ved fem års alderen. Desuden MFR-vaccine 15 mdr og 12 år og poliosukker 2+3+4 år. Difteri-Tetanus revaccination (booster) bør efter gennemvaccinationen gives hvert tiende år resten af livet. Uvaccinerede eller tvivlsomt gennemvaccinerede børn og voksne bør først gennemvaccineres og efterfølgende have booster hvert tiende år.

Sår, rifter og skrammer heler oftest dårligere i tropiske omgivelser, hvor læsionen tillige lettere inficeres med 'kedelige' bakterier. Sårrensningen bør på sådanne destinationer være mere aggressiv end i det kolde nord:

• Skyl såret i rigeligt rent vand enten fra sikker, uanbrudt flaske eller i mindre sikkert vand, som derfor forudgående har kogt i ti minutter og derpå er afkølet. Selv klart vand fra indsøer kan i troperne indeholde for eksempel Bilharzia, som er en orm, der kan medføre meget alvorlige infektioner. Fjern omhyggeligt evrntuelle fremmedlegemer med en pincet.

• Vask herefter grundigt med sæbe. Sæbe kan være en mangelvare mange steder, men kan medbringes dels i form af nogle papirtynde blade, der intet fylder eller i sæbeimprægnerede svampe, der frigiver sæben, når de dyppes i vand.

• Hvis såret ikke kræver syning (suturering) kan det dækkes med et ikke klæbende eller hæftende kompres. Kompresset fastholdes med et 'luftigt' gazebind. Det gammeldags plaster skal bruges med forsigtighed og kun til helt små skrammer, da det ofte får såret til at snaske og irriterer huden.

• Såret bør tilses, hvis der opstår tiltagende smerter, rødme eller feber. Kommer der røde striber i huden udgående fra såret (ikke nødvendigvis blodforgiftning, men tegn på spredning via lymfebanerne) bør der om muligt søges læge. Hvis dette er umuligt startes penicillinbehandling. Hvis forbindingen bliver våd eller tilsnavset, skal den skiftes. Ellers bør den lades urørt i tre-fire døgn, før såret tilses og forbindingen skiftes.

Insektstik og -bid

Sådanne er hyppige i varme lande og troperne. De fleste er ufarlige, men medfører typisk hævelse, rødme og kløe. I sjældnere tilfælde kan de blive inficerede og kræve lægebehandling.

Selvbehandling

• Rens stikstedet grundigt med vand og sæbe.

• Fjern evt. synlige fremmedlegemer - oftest en brod - og gentag sæbevasken. I nogle tilfælde som for eksempel ved bi- og hvepsestik kan man forsøge at suge giften ud mekanisk med en sprøjte, der kan købes på apoteket eller fremstilles ved at skære en 5 ml. sprøjte over.

• Lokalbedøvende salve kan påsmøres enkeltstående stik/bid, dog højst et samlet areal på ti kvadratcentimeter til børn over to år og aldrig i åbne sår. Virkningen holder i cirka fire timer og kan om nødvendigt gentages.

• Antihistaminer hjælper ofte mod kløen.

• Der findes mange slags blodmider (tæger som vor hjemlige skovflåt) i den store verden, og nogle er endnu mere risikable en vores egne flåter. Blodmider og deres munddele bør hurtigst muligt fjernes og såret renses med vand og sæbe. Opstår der efter nogle dage ny eller tiltagende rødme af området bør en læge vurdere læsionen. I alle tilfælde af lokalinfektion, feber, påvirket almentilstand, hovedpine, svimmelhed, opkastninger og forvirring eller dårlig kontaktbarhed efter flåtebid skal der straks søges læge. TBE (tick borne encephalitis) kan være følgerne af endnu en flåte-'børge', der overvejende har været kendt fra skovområder i Centraleuropa og den svenske skærgård. I 1999 blev de første tilfælde af TBE i Danmark rapporteret på Bornholm. Der kan vaccineres mod TBE fra ét års alderen.

I alle tilfælde af stik og bid - især fra uidentificeret kilde - bør der søges læge ved:

• Feber, påvirket almentilstand, hovedpine, svimmelhed, forvirring og dårlig kontaktbarhed.

• Tegn på lokal og/eller mere udbredt infektion (lymfangitis: de 'røde streger' i huden)

• Ved akutte allergiske reaktioner (generaliseret udslæt, åndenød, koldsved, dårlig almentilstand).

• Mistanke om skorpionstik, edderkoppe-, eller slangebid.

• Husk at der også i havet kan findes giftige forekomster - for eksempel gopler.

Forholdsregler ved Malaria og andre infektioner forårsaget af myg:

Risikoen afhænger af destinationen, men på verdensplan dør der cirka to millioner mennesker om året af malaria , og der findes ikke nogen 100 procent sikker forebyggelse mod denne sygdom. Malaria kan for såvel børn som voksne være en dødsensfarlig sygdom, som overføres ved myggestik af Anopheles-myggen - endda kun hun-myggen, men der er ret mange af dem. Flere andre dybt alvorlige sygdomme: Gul feber , som man kan vaccinere imod, japansk hjernebetændelse , som der ligeledes kan vaccineres imod, og Denguefeber , mod hvilken der ikke findes vaccine, overføres alle af moskitoer. Den allervigtigste forebyggelse på relevante destinationer er at undgå myggestikkene:

• Nogle myg stikker stort set kun fra halvanden time før solnedgang og to timer efter solopgang - for eksempel malariamyggene.

• Andre myg stikker også i dagtimerne - for eksempel Aedes Aegypti der overfører Dengue-feber.

• Tildæk huden bedst muligt med højhalsede og langærmede skjorter/sweaters/bluser, lange benklæder (tynde sokker eller nylonstrømper hjælper ikke) samt evtuelt en hovedbeklædning.

• Brug i risiko-timerne et anti-myggemiddel på såvel ubeskyttet hud som på påklædningen. Mange skrappere midler er forbudt i Danmark, men kan fortsat købes i Sverige og i det store udland. Præparatet er reelt giftigt og må frarådes til længere tids brug hos spæd- og mindre børn, men malaria er til gengæld reelt livsfarlig. Dup det bag ører og i nakken samt på hænder og ankler. Sådanne giftige præparater bør naturligvis ikke misbruges - for eksempel anvendes mod hjemlige og besværlige, men totalt ufarlige myg. Men med risiko for livsfarlige sygdomme er de naturligvis berettigede.

• Når man rejser med børn, bør disse 'farlige' timer tilbringes inden døre og bedst i luft-conditionerede omgivelser.

• På værelset kan risikoen nedsættes ved at sikre alle døre og vinduer med myggenet. Sluk derefter for air-con og gennemspray værelset med et effektivt anti-myggemiddel. Forlad værelset i godt en time - gå en tur eller tag en drink i baren imens.

• Efter en time skal døre og vinduer lukkes og air-condition startes på maksimum på lav temperatur og værelset forlades atter i en-to timer.

• Ved tilbagekomsten bør air-condition reguleres til den ønskede sovetemperatur, og værelset er ret sikkert myggefrit.

• Sover man primitivt eller udendørs for eksempel i telt, bør der anvendes Permetrin- imprægnerede myggenet over den enkelte soveplads.

• Vedrørende medicinsk forebyggelse af malaria mv.henvises til relevante artikler om rejsevaccinationer og forebyggelse.

Forslag til et rejseapotek for børn:

Valget afhænger naturligvis af, hvorvidt der er tale om en otte dages ferie på Skagen, Sydeuropa - måske de græske øer - eller en langtidsrejse under primitive forhold eller en egentlig udstationering. Ud fra disse præmisser kan forslagene diskuteres nærmere med egen læge.

• Termometer til temperaturmåling i tarmen (øre-termometre kan give betydelige fejl ved ørevoks, krummet øregang og akut mellemørebetændelse).

• Sæbe

• Saks og pincet (køb et kvalitetsprodukt).

• Forbindingsmateriale (gazekompresser, plastre samt et støttebind til et forstuvet fod- eller håndled).

• Sterile kanyler og sprøjter (ikke alle steder i verden bruges sikkert og sterilt éngangsudstyr).

• Rehydreringspulver.

• Smertestillende passende til alderen. Nedsætter tillige temperaturen/feber hvilket efter min mening ikke i sig selv er hensigtsmæssigt.

• Solfaktorcreme.

• XylocainsalveR som bedøver huden lokalt ved insektstik og smertende læsioner.

• Salve mod lokale hudinfektioner.

• Øjensalve til øjenbetændelse.

• Et middel mod transportsyge.

• Et antihistamin mod allergiske reaktioner og kløende insektstik.

Efter nøjagtig lægeinstruks om dosering, anvendelsesmuligheder og eventuelle kontraindikationer kan især langtursturister, rejsende under primitive forhold og udstationerede anbefales at medbringe følgende til selvbehandling, men kun hvis lægehjælp er udelukket:

• Penicillin mod halsbetændelser, øvre luftvejsinfektioner og ved inficerede sår herunder bidsår fra eksempelvis hunde, katte og aber.

• Medicin mod besværlige eller særlige luftvejsinfektioner.

• Medicin mod mave-tarminfektioner.

• Medicin mod urinvejsinfektioner.

• Medicin til behandling af akutte malariaanfald.

• Medicin til behandling af amøbe- og Shigelladysenteri.

Recept, doserings- og administrationsvejledning for de ovennævnte forslag bør før afrejsen indhentes hos egen læge, eller på et vaccinationscenter - for eksempel Statens Seruminstitut. Hvis et barn har været sygt og/eller behandlet på en udlandsrejse, bør det principielt revurderes hos en læge efter hjemkomsten, ligesom alle selvbehandlinger bør følges op af en lægelig eftervurdering.

Vaccinationer og forebyggelse:

En række supplerende vaccinationer (for eksempel mod gul feber, tyfus, kolera, TBE, Japansk Encephalitis, Meningitis A+C, Leverbetændelse type B (for børn under 10 år kan type A oftest undlades) eller hensigtsmæssig forebyggelse (for eksempel mod malaria) kan anbefales i forbindelse med visse udlandsrejser. Der henvises til relevante artikler om sådanne - respektivt til egen læge eller Statens Seruminstitut.