Hvor findes der slanger?
Slanger findes over det meste af verden, men kun omkring 15 procent af de 3.000 giftslanger, der findes på verdensplan, betragtes som en potentiel risiko for mennesker.
Hovedparten af disse giftige slanger findes i tropiske og subtropiske egne, samt over det meste af USA og i Australien.
Danmarks eneste giftslange er hugormen, Vipera berus, men dens bid er dog sjældent dødeligt for mennesker.
Hvor er risikoen for møde med slanger størst?
Risikoen for slangebid er størst i:
- områder med højt græs (marker, bush, savanner)
- skove
- stenet terræn (for eksempel visse ørkenområder)
- Nogle slanger søger også ind i hytter og huse.
Hvordan undgår man slangebid?
Lange støvler og bukser: Brug lange støvler og bukser ved ophold i for eksempel skove. Dette giver også en vis beskyttelse mod igler.
Lav støj eller rettere vibrationer: Slanger er døve, men reagerer på ’rystelser’ i jorden. Pisk og bank med en lang gren eller kvist i området foran dig og stå så lidt stille, før du tager det næste skridt. Langt de fleste slanger ønsker at flygte, hvis de får chancen
Medbring en lygte: Undlad at gå ud i et slangeområde i mørke. Hvis det alligevel er nødvendigt så medbring en kraftig lygte. Slanger undviger nemlig helst skarpt lys.
Stå stille: Ser man en slange, bør man stå helt stille. Dels vil den helst trække sig tilbage, og dels angriber de fleste slanger for det meste kun deres mål, hvis det er i bevægelse.
Undgå huller og klippespalter: Lad være med at stikke hænderne ned i huller, mørke hulninger eller klippespalter. Har man tabt noget vigtigt, kan man forsøge at fiske op med en pind i god afstand fra hullet. Også andet kryb end slanger, for eksempel skorpioner, kan opholde sig hullerne, og de kan være både giftige, og hurtige.
Hold afstand: Ser man en ’død’ slange, bør man gå langt udenom. Mange er blevet bidt både to og tre gange af ’døde’ slanger. Kun hvis et menneske er blevet bidt, bør man sikre, at slangen er død og bringe den med til identifikation. Men hold slangen i halen - og pas fortsat på hovedet, - eller bedre, - kom den i en sæk, som kan holdes væk fra kroppen. Desuden bør scuba-dykkere og snorklere heller ikke opsøge havslanger, da de potentielt kan være yderst giftige. Havslanger forekommer typisk ved Sydøstasiens- og Australiens kyster.
Faresignaler og symptomer
Risikoen ved slangebid afhænger af mange faktorer, for eksempel:
- arten og størrelsen af slangen
- mængden af indsprøjtet gift
- antal bid
- offerets vægt (slangebid er farligst for børn)
- Hvor man er blevet bidt. Bid er farligst i hovedet eller på kroppen, men vil typisk sidde på arme eller ben.
- Offerets generelle sundhedstilstand og individuelle følsomhed for giften.
Symptomer lige efter biddet
Symptomer efter de første 10-15 minutter
- angstfølelse og utilpashed
- kvalme og opkastninger
- hovedpine
- svimmelhed og forvirring
- svedture
- åndenød
- blødninger
- hjertesvigt og chok
- muskeltrækninger og kramper
- lammelser
- bevidstløshed og død
Senere symptomer (ofte 6-24 timer efter et bid)
-
Tiltagende og massiv hævelse af området omkring biddet.
-
Dannelse af blærer og blødninger i hud, underhud og muskler.
-
Blodpropper i blodkarrene omkring biddet.
-
Nekrose (vævsdød) af hud, bindevæv og muskler er en nærliggende risiko.
Almene symptomer
- omtågethed
- opkastninger
- åndedrætsbesvær
- feber
- faldende blodtryk
- chok
- blodig opkastning og afføring
- blod i urinen
- Der kan også opstå blødninger fra slimhinderne, for eksempel fra gummerne.
- Føleforstyrrelser og lammelser, som ofte først opstår i ansigtet, og senere indtræde synke- og åndedrætslammelse.
Førstehjælp ved slangebid
-
Undgå panik - kun få giftslanger er reelt farlige for mennesker. Desuden vil der ofte ikke være indsprøjtet gift ved biddet. For eksempel regner man kun med, at der bliver sprøjtet gift ind ved 20 til 30 procent af klapperslangebid og ved 50 procent af bid fra koralslanger.
-
Undgå al unødvendig bevægelse for at hindre eventuel gift i at sprede sig i kroppen. Hvis det er muligt, bør man forhindre unødvendig bevægelse af det område, der er blevet bidt. Det kan for eksempel gøres ved at stabilisere f.eks. benet eller armen med en aflang fast genstand (en gren, et passende stykke træ), som fastgøres med en støttende men ikke for stram forbinding.
-
Vask om muligt bidstedet hurtigt og forsigtigt med rent (eller kogt) vand og sæbe.
-
Spyt fra asiatiske og afrikanske spytkobraer skal straks vaskes bort fra øjne og slimhinder, hvorfra det optages i kroppen.
-
Der kan lægges en fast forbinding over og eventuelt omkring bidstedet, hvilket kan nedsætte giftoptagelsen og spredningen, men det er vigtigt, at der fortsat kan føles puls på den ’fjerne’ side af forbindingen. I USA fraråder man dog denne behandling ved bid fra pit vipers (for eksempel klapperslanger), idet man betragter beskadigelsen af det lokale væv som mere risikabel end en mulig spredning af giften.
-
Det er vigtigt at hjælpe den tilskadekomne med at holde luftvejene frie for slim, opkast og blod.
-
Det vigtigste er, at den tilskadekomne hurtigst muligt kommer til læge eller sygehus. Den syge skal køres eller bæres og ved kvalme eller opkastninger, bør vedkommende sidde op eller lægges i aflåst sideleje for at hindre eventuelt opkast i at komme ned i luftveje og lunger. Mange slangegifte virker ret langsomt (4-20 timer efter biddet), men dette bør ikke udsætte transporten, da andre forhold også kan spille ind. Hos særligt allergiske personer eller børn virker giften for eksempel hurtigere.
-
Det haster ofte med iltbehandling og evt. kunstigt åndedræt, hvis personen ikke selv kan trække vejret, anlæggelse af drop, samt evt. antichokbehandling.
-
Hvis det er praktisk muligt uden at spilde tid, kan et fotografi f.eks. ,med mobiltelefon af slangen være en betydelig hjælp for senere beslutning på hospital om eventuel antiserumbehandling.
-
Antiserumbehandling kan være aktuel og livreddende, men bør altid udføres af en læge.
Hvordan behandles slangebid?
På sygehuset er der mulighed for generel støttende behandling (rigelige mængder intravenøs væske, ilt, overvågning af vejrtrækning (evt. respiratorbehandling) og hjerterytme, blodprøver bl.a. til bedømmelse af nyrefunktion etc. og i sjælnere tilfælde mhp blodtransfusion.
Bidsåret skal renses og forbindes. Samtidig skal den bidte legemsdel immobiliseres, og der gives smertebehandling. En stivkrampevaccination skal evt. fornyes, og forebyggende antibiotika kan overvejes.
Den bidte vil også modtage en modgift i form af et specifikt serum i tilfælde, hvor der er en helt klar idé om hvilken slange, der kan have været tale om, og selvfølgelig at hospitalet har denne modgift liggende. Allerede opståede vævsskader eller lammelser afhjælpes ikke af anti-serum, men yderligere skader kan i bedste fald forhindres.
I Danmark, hvor der i naturen kun kan forventes bid af hugorm, kan det pågældende hospital, hvis det skønnes fornødent hurtigt rekvirere anti-hugormegift serum. Det vil dog sjældent være nødvendigt.
De kommende dage efter biddet, kan der blive behov for kirurgisk rensning af omrpdet omkring bidsåret.
Typer af slangegift, og deres virkning
Hæmotoxiner: Dette er gifte, som sprænger de røde blodlegemer eller påvirker blodets evne til at størkne.
Neurotoxiner: Dette er gifte, som især lammer musklerne og i værste fald lammer synke- og åndedrætsmusklerne.
Cardiotoxiner: Dette er gifte, som har en direkte skadelig virkning på hjertet og medfører kredsløbssvigt og chok.
Modgift og vaccinationer
Modgifte med slangegift er fremstillet ud fra dyreplasma og kan give allergiske reaktioner, som i sig selv kan være alvorlige. Det skal derfor altid nøje overvejes, om der skal anvendes anti-gift serum – og i givet fald skal den gives under nøje overvågning af den tilskadekomne.
Man kan ikke vaccinere mod slangegifte, men alle, - og især rejsende, bør være tilstrækkeligt vaccineret mod stivkrampe og difteri indenfor de seneste 10 år. Selvom kvælerslanger ikke er giftige, kan også deres bid fremkalde infektioner, herunder stivkrampe.