Hvad er mikroskopi og dyrkning?
For at afdække årsagen til en infektion kan det være nødvendigt at finde ud af hvilken mikroorganisme, det drejer sig om. Det kan være bakterier, virus eller svampe. Ved en mikroskopi kan man se mikroorganismen direkte og med det samme, hvilket kan være brugbart i særlige tilfælde, for eksempel ved urinvejsinfektioner. I andre tilfælde er det nødvendigt at lade mikroorganismen “opformere” sig, inden man kan identificere den. Dette gøres ved en dyrkning, hvor mikroorganismen vokser i en næringsrigt miljø ved kropstemperatur.
Hvad bruges mikroskopi og dyrkning til?
Sygdomsfremkaldende mikroorganismer (patogener) inddeles i flere forskellige grupper afhængigt af art og type. De vigtigste er virus, bakterier og svampe. Andre grupper er æg og larver fra forskellige snylteorme og encellede parasitter (protozoer).
Standardmetoden til identifikation af bakterier er dyrkning. Herved oprenses en ikkeforurenet gruppe, der kan identificeres.
Svampe kan også dyrkes og oprenses ligesom bakterier, om end dette foretages i mindre omfang.
Det er mere vanskeligt at analysere virus, hvilket kræver mere omfattende laboratorieundersøgelser. Nogle vira og andre mikroorganismer er så vanskelige at dyrke, at man må undersøge personens blod (serum) for tilstedeværelse af antistoffer mod mikroorganismen.
Orme, larver, æg og protozoer er tydelige under mikroskop og kan umiddelbart identificeres af den trænede mikrobiolog uden yderligere undersøgelser.
Bakteriedyrkning
Alle kroppens overflader, både udvendige (hud og hår) og indvendige (slimhinder i næse-svælg, tarme, mavesæk og kønsorganer) indeholder mange bakterier. Disse bakterier er under normale omstændigheder ikke skadelige. Mange af dem indgår derimod i den naturlige flora og er med til at opretholde et naturligt miljø og holde skadelige bakterier væk.
Hvis din læge mener, at du er inficeret af en bakterie, kan der tages en prøve fra det sted, man mener, er inficeret. Hvis det eksempelvis er i tarmen, kan man tage en afføringsprøve, og hvis det er i urinblæren eller nyrerne, kan man tage en urinprøve. Denne prøve sendes sammen med oplysninger om patienten til dyrkning hos mikrobiologerne.
Mulighederne for dyrkning er mange, og det er således også muligt at tage prøver fra blod, spyt, urinrørs- eller skedeudflåd . Ydermere kan man pode fra mund, hud, ydre øregang, svælg, sår og andre områder.
Hvordan foregår dyrkningen?
Når blod- eller urinprøven ankommer på laboratoriet, stryges den ud på en speciel gel i en plasticskål, som overdækkes med et låg. Der er mulighed for at tilsætte blod eller kødekstrakt til gelen for at gøre den mere næringsrig. Hvis der er mistanke om en bestemt bakterie, kan gelen sammensættes på en sådan måde, at den fremmer væksten af denne bakterie og hæmmer væksten af andre.
Efter udstrygningen placeres prøven i et varmeskab (inkubator) ved 37 graders varme, hvilket er den temperatur, som sygdomsfremkaldene bakterier trives bedst ved. Der vil ofte være vækst af flere forskellige bakterier på pladen, men den sygdomsfremkaldende (patogene) bakterie vil ofte dominere over de raske (ikke-patogene) bakterier.
Hvordan foregår bakterie-mikroskopi?
Bakterierne udtages og spredes på et objektglas (en lille glasplade der kan sættes under mikroskopi) og tørres. Herefter er det muligt at farve bakterierne. Ofte anvendes en såkaldt gram-farvning, der inddeler bakterierne i to store grupper: gram positive eller gram negative.
Det bør understreges, at nedenstående liste ikke omfatter alle gram positive og gram negative bakterier, ligesom kun de hyppigste sygdomspræsentationer er beskrevet på overskriftsform.
Gram positive bakterier
Gram negative bakterier
Hvordan foregår svampe- og protozo-mikroskopi?
Mikroorganismer, som blot er lidt større end bakterier og adskiller sig fra hinanden med hensyn til udseende kan identificeres ved mikroskopi.
Trøskesvamp (candida albicans) kan identificeres ved podning fra mund eller kønsorganer.
Protozoerne, der kan give amøbedysenteri (en tarminfektion), malaria eller trichomonas (en seksuelt overført lidelse, der giver skedeudflåd ) kan isoleres fra henholdsvis afføring, blodprøve og udflåd.
Parasitter som rundorm og hageorm kan ofte identificeres via æg eller orm i afføringen. Børneorm er også en sådan parasit.
Mikroorganismer, der er mindre end bakterier såsom klamydia og vira, identificeres via blodprøver (immunologisk undersøgelse) eller påvisning af antistoffer, som er specifikke markører, der findes på den pågældende mikroorganisme. Blodprøven analyseres for antistoffer mod den pågældende mikroorganisme.