Hvad er sygehusinfektioner?
Hvis man under en indlæggelse på hospitalet bliver smittet med mikroorganismer som bakterier, virus, svampe eller sjældent parasitter (fnat), er der tale om en sygehusinfektion. Den opstår, fordi hospitalet under samme tag huser både mennesker der smitter, og mennesker som er modtagelige for smitte. Den hyppigste hospitalsinfektion er blærebetændelse, derefter kommer infektioner i operationssår, lungebetændelse, bakterievækst i blodet (blodforgiftning) og diaré. Infektionerne skyldes i de fleste tilfælde bakterier, og nogle af de hyppigste syndere er stafylokokker og Escherichia coli.
Man regner med, at knap 10 procent af dem, der bliver indlagt på et dansk hospital, får en sygehusinfektion.
Hvorfor får man sygehusinfektioner?
Smitten kan stamme fra en anden indlagt, når personalets hænder eller redskaber fungerer som transportmiddel for mikroorganismer fra patient til patient. Andre gange flyttes mikroorganismer fra et sted på den smittede selv, hvor de findes uden at forårsage sygdom (hud, endetarm, næse), til et sted hvor de forårsager sygdom (blod, blære, lunger, liggesår).
Mange af hospitalets procedurer bevirker, at mikroorganismer tilbydes fri adgang til kroppen. For eksempel kan et kateter (drop) i armen give hudbakterier en indgangsport til blodet, et blærekateter kan hjælpe tarmbakterier op i urinvejene, og et respiratorrør gennem halsen kan gøre vejen ned til lungerne nemmere for mundhulens bakterieflora. Det bliver ikke bedre af, at mange indlagte i forvejen på grund af alder eller sygdom har en svækket modstandskraft eller måske endda får nødvendig medicin, der svækker immunforsvaret.
En særlig og nu heldigvis yderst sjælden type sygehusinfektion, skyldes blodtransfusioner, som i nogle tilfælde har smittet modtageren med hiv eller leverbetændelse fra donoren.
Hvordan føles sygehusinfektioner?
Hospitalsinfektioner føles meget forskelligt, alt efter hvilke organer der rammes og hvilke mikroorganismer det drejer sig om. Det typiske symptom for alle infektioner er feber. Undertiden opstår feber dog ikke, fordi den indlagte i forvejen modtager feber- eller immunforsvarsdæmpende medicin.
En blærebetændelse giver smerter nedadtil i maven samt grumset og undertiden blodig urin. Uden kateter desuden smerter ved vandladningen, hyppige vandladninger og bydende tissetrang.
Infektioner i et operationssår viser sig som en typisk betændelse med rødme, hævelse, smerte og varme omkring såret. Dog er en let betændelsesreaktion helt almindelig og ikke farlig.
Den hospitalserhvervede lungebetændelse giver feber og åndenød, men ikke altid hoste som en almindelig lungebetændelse sædvanligvis gør.
Bakterievækst i blodet viser sig ved kulderystelser, svækket almen tilstand og feber.
Hvad er faresignalerne?
Det fælles faresignal for alle sygehusinfektioner er feber, som indtræffer efter indlæggelsen, eventuelt få dage efter udskrivelsen.
Hvad kan man selv gøre?
Indlagte på hospitalet kan hjælpe til at begrænse sygehusinfektioner ved at følge personalets anvisninger om hygiejne, for eksempel ved brug af ismaskine. Desuden kan man hjælpe personalet med at huske på at vaske hænder efter fysisk kontakt med de indlagte og efter toiletbesøg!
Hvordan stiller lægen diagnosen sygehusinfektion?
Ofte er det med de nævnte symptomer indlysende, når en infektion er under opsejling. Diagnosen blærebetændelse stilles ved en undersøgelse af urinen. En hospitalserhvervet lungebetændelse kan høres med stetoskopet og ses på et røntgenbillede. Bakterievækst i blodet påvises ved udtagning af blodprøver, som hospitalets laboratorium kan fremdyrke bakterierne fra.
Forholdsregler
Antallet af sygehusinfektioner kan begrænses ved god hospitalshygiejne, ikke mindst grundig hånddesinfektion med sprit eller håndvask efter hver kontakt med en indlagt. Hygiejnekravene før, under og efter en operation er ganske strenge for at undgå sygehusinfektioner. For at undgå hospitalsinfektioner efter visse typer af operationer giver man antibiotika allerede inden operationen. Liggesår forsøges undgået ved regelmæssig vending af indlagte, der ikke selv er i stand til at vende sig. Sommetider er det nødvendigt at isolere en indlagt, enten fordi vedkommende har en særlig farlig smitsom sygdom eller er særlig modtagelig for smitte fra andre. I dag undersøges alt donorblod for hiv og leverbetændelse.
Udsigt for fremtiden
Forløbet afhænger af den smittedes indlæggelsesårsag og sundhedstilstand i øvrigt. De fleste sygehusinfektioner er harmløse, men i mange tilfælde må indlæggelsestiden forlænges. De farligste typer sygehusinfektioner er lungebetændelse og bakterievækst i blodet, som begge forøger risikoen for en dødelig udgang på indlæggelsen.
Hvordan behandles sygehusinfektioner?
Infektioner behandles med antibiotika, som nedkæmper de sygdomsfremkaldende mikroorganismer. Ofte gives medicinen direkte i blodet for at opnå den hurtigste virkning. Valget af antibiotika afhænger af, hvilke mikroorganismer der er tale om, og om de viser sig at være modstandsdygtige overfor nogle typer antibiotika. Dette er hyppigt tilfældet, fordi der i forvejen gives meget antibiotika på hospitalet, således at de overlevende bakterier netop er de modstandsdygtige. En hospitalserhvervet lungebetændelse behandles med andre typer antibiotika end lungebetændelse erhvervet hjemme, fordi den skyldes andre bakterier.
Infektioner efter en operation kræver sommetider, at der skal opereres igen for at fjerne betændelsen.
Opstår der på et sygehus en epidemi af infektioner med den samme type bakterie, stammer de sandsynligvis fra den samme kilde, og et større detektivarbejde må i gang for at opspore kilden.