Brevkasse

Spørgsmål   Kræft

Spørgsmål: Hvor meget fjerner man når man fjerner prostata?

Kære Netdoktor

Det drejer sig om tilstanden efter en prostataoperation. Jeg fik fjernet hele prostata i 2017, i princippet vellykket. Kræften var ikke kommet "ud gennem overfladen", og PSA har været 0 lige siden. Jeg er ikke "utæt", men i de sidste par år har jeg oftere end før bevidst skullet "knibe" i diverse situationer for ikke at dryppe. Det lykkes som regel. Men det er irriterende fordi det overrasker mig. Lige pludselig er jeg bare så tæt på at dryppe. Det kommer vist oftest når jeg slapper af efter at have været spændt op af en el. anden aktivitet. Og så slapper af og glemmer at "knibe" på forhånd.

Mit spørgsmål går på hvad der egentlig er tilbage af lukkemuskler efter sådan en postatektomi. Jeg har forstået at den lukkemuskel der var i toppen af prostata/el. lige "indenfor" i blæren, er opereret med ud. Men er der ikke en lukkemuskel til? Og hvis ja, hvor er den, og hvordan virker den? For det kan vel ikke "kun" være bækkenbunden der sørger for at holde én tæt? Jeg laver bækkenbundsøvelser 2-3 gange om ugen. Kan jeg gøre mere for at forbedre funktionen af "den 2. lukkemuskel" - hvis den findes?

Mvh En spørger

Svar:

Kære spørger

Den lukkemuskel der sidder i blærehalsen er en del af blærens muskulatur og er med til at holde en mand tæt sammen med lukkemusklen der sidder neden for prostatakirtlen, den øvre lukkemuskel fjernes når man fjerner prostata og er en type muskel der ikke er under viljens kontrol, men styres af det såkaldte autonome nervesystem, der også tager sig af de andre af kroppens ”automatiske” funktioner som tarmbevægelser, hjerterytme mm.

Hvor meget der er tilbage af den nedre lukkemuskel er et godt spørgsmål, når man fjerner prostata pga kræftsygdom kommer man meget tæt på lukkemusklen og den kan blive påvirket, med dårligere funktion til følge. Det er dog ikke kun musklen direkte, men også nerverne der styrer musklen der bliver påvirket – disse ganske tynde tråde bliver nogle gange varmebeskadiget og mekanisk beskadiget således at styringen af lukkemusklen svigter.

Derfor lærer patienter som dig at træne bækkenbundsmuskulaturen – som den nedre lukkemuskel er en del af – for at kunne holde på vandet, bækkenbundsmusklerne er under viljens kontrol og er således tilgængelige for træning – og jo det er bækkenbunden der holder dig tæt.

Dit problem er nok et aldersfænomen; med alderen svækkes ens muskler og bliver mindre, det er en naturlig og næsten uafvendelig proces, man siger typisk at fra 70-års alderen skal man arbejde aktivt med muskelstyrkende træning for bare at bevare sin styrke som den er.

Denne proces rammer også din bækkenbund, dvs den træning der tidligere har været nok til at holde dig tæt er ikke nok længere, der skal arbejdes hårdere for at bevare den samme styrke.

Altså kan du træne mere for at blive tæt, du kan via din egen læge henvises til kommunal specialiseret fysioterapeut, hvis din egen træning ikke giver nok efter øget træning i 2 mdr. og hvis det ikke er nok kan du eventuelt henvises til urolog for at se på om du kunne være kandidat til operation mhp at opnå tæthed igen – det lyder dog ikke som om problemet er så stort endnu.

Vh Nanna franck

Speciallæge i urologi


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Hvor meget fjerner man når man fjerner prostata?

2023-04-8 | 14:23

Min far har fået prostatakræft. Bør jeg være bekymret?

2022-01-24 | 19:23


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.