Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Nyhed | Brystkræft

Ordbog om brystkræft

Netdoktor har lavet en ordbog til dig, der har brystkræft tæt på. Brug for eksempel ordbogen ved kontroller, i forbindelse med din behandling eller som hjælp til at tale med dine pårørende om sygdommen og behandlingen.


Offentliggjort: 11. Marts 2024

Der er masser af bekymringer, som kan fylde hovedet op, når man har brystkræft inde på livet, og måske er overskuddet der ikke altid til at sætte sig helt ind i alle de udtryk, man hører hos lægen. Derfor har Netdoktor lavet en ordbog til dig, der har brystkræft tæt på. Brug for eksempel ordbogen ved kontroller, i forbindelse med din behandling eller som hjælp til at tale med dine pårørende om sygdommen og behandlingen.

Antihormonbehandling

En type af medicinsk behandling som gives i forbindelse med behandlingen af nogle tilfælde af brystkræft. Hvis man har hormonfølsom brystkræft, vokser kræftknuden, når der er østrogen til stede. Hvis man behandler med antihormonbehandling forhindrer man dannelsen af østrogen, og på den måde kan kræftknudens vækst bremses.

Aromatasehæmmere

Stoffer, der kan nedbringe niveauet af østrogen i kroppen, og dermed hæmme den hormonfølsomme kræftknudes vækst. Aromatasehæmmere er en type af antihormonbehandling, som kun gives til kvinder, der har været i overgangsalderen.

Biopsi

En biopsi er en vævsprøve. Man kan tage biopsier fra mange steder i kroppen. I brystkræfttilfælde vil man tage en biopsi fra knuden i brystet. Biopsien kan gøre lægen klogere på knudens art og på hvilken behandling, der er nødvendig.

Brystbevarende operation

En type af operation, der bruges som behandling ved brystkræft. Ved en brystbevarende operation fjerner man kun selve kræftknuden og lidt af det omkringliggende væv. Denne operation kan bruges i tilfælde, hvor kræftsygdommen er blevet opdaget på et tidligt stadie. I nogle tilfælde vil man vælge at behandle med kemoterapi før operationen.

Brystrekonstruktion

Hvis man har fået fjernet sit bryst, har man i mange tilfælde mulighed for at få det genskabt. Denne operation kalder man en brystrekonstruktion. Man kan enten få brystet rekonstrueret i forbindelse med operationen, hvor brystet fjernes (primær rekonstruktion) eller på et senere tidspunkt (sekundær rekonstruktion).

Duktalt karcinom

Brystkræft, der er opstået i de celler, som sidder på indersiden af mælkegangen (se illustration længere nede). Den mest almindelige form for brystkræft.

HER2-positiv brystkræft

Når der sidder et stort antal af HER2-receptorer (signalmodtagere) på kræftknuden, kalder man brystkræften for HER2-positiv. HER2-receptorerne er en naturlig del af cellernes delingsproces, men hvis der er for mange HER2-receptorer på cellernes overflade, begynder cellerne at dele sig helt uhæmmet, og det kan føre til kræft.

Hormonfølsom kræft

Hvis man har hormonfølsom brystkræft, betyder det, at ens sygdommen trives særligt godt, hvis der er østrogen til stede. Cirka 80 procent af brystkræftknuder er hormonfølsomme.

In situ-kræft

Når celleforandringer eller kræftknude stadig er begrænset til kirtelvævet og ikke har invaderet det omkringliggende væv, for eksempel lymfer og blodkar, endnu.

Invasiv kræft

Man betegner brystkræft som invasiv, hvis der vokser kræftceller ind i vævet omkring knuden, for eksempel lymfer og blodkar.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Karcinom

Fællesbetegnelse for kræfttyper, som opstår i overfladeceller. Disse celler kaldes også epithel-celler og omfatter blandt andet hud, slimhinder og kirtelceller. Brystkræft er karcinom i brystets kirtelvæv.

Kemoterapi 

Kemoterapi er en type medicinsk behandling, som gives i forbindelse med behandlingen af mange forskellige kræftformer, herunder nogle tilfælde af brystkræft. Kemoterapi dræber de celler, som deler sig meget hurtigt, hvilket er kendetegnende for kræftceller. Kemoterapi rammer dog også raske celler, som deler sig hurtigt og derfor kan bivirkningerne ved kemoterapi være meget ubehagelige.

Lobulært karcinom

Brystkræft, som er er opstået i selve kirtelvævet i brystet (se illustration).

Illustration af duktalt og lobulært karcinom

Duktalt og lobulært karcinom

Mammografi

Røntgenundersøgelse af brystet, hvor der kun bruges en lille smule stråling. Undersøgelsen kan afsløre brystkræft selv på de helt tidlige stadier. Man kan lave en mere omfattende undersøgelse, som man kalder "en klinisk mammografi". Her suppleres røntgenundersøgelsen med en ultralydsscanning og eventuelt gennemføling af brystet.

Mastektomi

En type af operation, der bruges som behandling ved brystkræft. Ved en mastektomi fjerner man hele brystet. Man laver en mastektomi i tilfælde, hvor kræftknuden er meget stor, tilfælde hvor der er kræft flere steder i brystet eller i tilfælde, hvor der er udbredte forstadier til kræft i brystet.

Metastaser

Et andet ord for spredning. Kaldes også for dattersvulster. Metastaser bliver ført med blodbanen og ud i kroppen, og de kan sætte sig i kroppens indre organer, knogler eller i hjernen.

Recidiv

Latin for tilbagefald. Tilbagefald er, når sygdommen kommer igen, efter man er færdigbehandlet. Man taler om lokalt recidiv, hvis kræften er kommet tilbage i brystet eller området omkring brystet, mens man taler om fjernmetastaser, hvis kræften via lymfesystemet eller blodbanen har spredt sig til helt andre steder i kroppen, for eksempel knogler eller hjernen.

Strålebehandling

I nogle tilfælde vil man blive tilbudt strålebehandling, efter man er blevet opereret. Strålerne fra behandlingen ødelægger både kræftceller og raske celler, men de raske celler er meget bedre end kræftcellerne til at reparere sig selv.

Tamoxifen

Stof, der bruges til antihormonbehandling ved brystkræft. Tamoxifen virker ved at blokere de steder, hvor østrogen normalt sætter sig og virker. Østrogen-påvirkningen på cellerne bliver derfor mindsket og hæmmer den hormonfølsomme kræftknudes vækst.

Trastuzumab

Stof, der bruges til at behandle HER2-positiv brystkræft med. Stoffet virker ved at binde sig til HER2-receptorerne og på den måde stoppe cellernes uhæmmede delingsproces.

Triple-negativ kræft

Hvis kræften hverken er hormonfølsom eller HER2-positiv kaldes den for triple-negativ brystkræft. Denne type udgør cirka 15 % af brystkræfttilfælde.

Triple-test

En test, man udfører for at kunne stille diagnosen. Testen omfatter eftersyn og gennemføling af brystet, billeddiagnostik (fx en mammografi) og en biopsi.


 Kilder: Netdoktors egne artikler om Brystkræft, Behandling af brystkræft med operation, Epithel, Mammografi og Tilbagefald, Kræftens Bekæmpelse, Herlev Hospital, Aarhus Universitetshospital


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.