Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | HPV

Det dækker de tre HPV-vacciner

Hvilke HPV-vacciner findes der i Danmark, og hvad beskytter de imod? Læs mere om de tre HPV-vacciner her og bliv klogere.

Opdateret: 31. Oktober 2022

En vaccination mod HPV nedsætter risikoen for at få livmoderhalskræft, kønsvorter, analkræft og andre kræftformer. Her kan du blive klogere på de tre HPV-vacciner, og hvad de beskytter imod.

Nyt & Sundt nyhedsbrev
- Ny viden om din sundhed -
                    Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen "danmark".
                        Den indgår i nyhedsbrevet 
Nyt & Sundt
som produceres i samarbejde med Netdoktor.

Nyhedsbrevet udkommer hvert kvartal til medlemmer af "danmark".

Læs mere på
sygeforsikring.dk.

Der findes mere end 100 typer Human Papilloma Virus, også kaldet HPV. Omkring 15 af dem er kræftfremkaldende. HPV er årsag til stort set 100 procent af alle tilfælde af livmoderhalskræft. Ud over livmoderhalskræft kan infektion med HPV give kræft i skeden og kønslæberne, analkræft, peniskræft og mund- og svælgkræft. HPV kan også føre til kønsvorter (kondylomer).Susanne Krüger Kjær er overlæge på Gynækologisk Afdeling på Rigshospitalet og professor ved Københavns Universitet samt forskningsleder ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning og har været koordinerende forsker på flere kliniske vaccinestudier af Gardasil og Gardasil 9. Ifølge Susanne Krüger Kjær smitter HPV primært ved seksuel kontakt.

  • HPV-infektion er meget hyppig, og stort set alle seksuelt aktive mennesker vil have haft HPV på et eller andet tidspunkt i livet. De fleste er dog i stand til at komme af med virus via immunforsvaret. Kondom ved samleje er ikke tilstrækkelig beskyttelse mod en HPV-infektion, fordi virusset findes flere steder på slimhinden og huden omkring kønsorganerne. Her beskytter en vaccination langt bedre, især hvis den gives før den seksuelle debut. Derfor er vaccinen en del af det danske børnevaccinationsprogram, siger Susanne Krüger Kjær.

Tre typer HPV-vacciner

I Danmark findes der på nuværende tidspunkt tre former for HPV-vaccine: Gardasil 9, Gardasil og Cervarix. De tre vacciner kan bruges til begge køn.

Alle tre vacciner beskytter mod HPV-typerne 16 og 18, der kan give livmoderhalskræft, kræft i skeden og kønslæberne, analkræft, mund- og svælgkræft, peniskræft og kønsvorter. Disse HPV-typer er årsag til ca. 70 % af alle tilfælde af livmoderhalskræft og ca. 75% af alle tilfælde af analkræft hos både mænd og kvinder.

HPV-typerne 6 og 11 forårsager langt størstedelen af alle tilfælde af kønsvorter, og derfor beskytter Gardasil og Gardasil 9 også mod kønsvorter.

Gardasil 9 yder også beskyttelse mod HPV-typerne 31, 33, 45, 52 og 58. Disse typer har sammenhæng med udvikling af livmoderhalskræft, kræft i skeden og kønslæberne, analkræft, mund- og svælgkræft, peniskræft og kønsvorter. Gardasil 9 haren højere beskyttelse mod livmoderhalskræft (ca. 90 %) samt analkræft (ca. 85%) hos begge køn end de andre vacciner.

I Danmark er Gardasil 9 den vaccine, der nu gives i børnevaccinationsprogrammet. Vaccinen udvikles ikke løbende, fordi virus er ret stabil og ikke muterer i samme grad, som influenza-virus for eksempel gør

HPV-vaccination til børn

Drenge og piger tilbydes gratis HPV-vaccination, fra de er 12 år, til de fylder 18 år som en del af det danske børnevaccinationsprogram.

Siden HPV-vaccination blev en del af børnevaccinationsprogrammet, har der været benyttet forskellige vacciner. Fra januar 2009 til februar 2016 blev pigerne vaccineret med Gardasil, og fra februar 2016 til 1. november 2017 fik de Cervarix. Fra 1. november 2017 og frem har det været vaccinen Gardasil 9.

Børn under 15 år skal vaccineres to gange med mindst fem måneders mellemrum. De skal have fået begge doser inden for 13 måneder. Hvis intervallerne ikke overholdes, skal barnet have i alt tre vaccinationer. Der skal så gå tre måneder mellem anden og tredje vaccination.

Hvis man er fyldt 15 år eller er ældre, skal man vaccineres tre gange, og der skal mindst være en måned mellem første og anden vaccine og tre måneder mellem anden og tredje vaccine. Alle tre vacciner skal helst gives inden for ét år. Hvis der går længere tid, skal man have næste vaccine hurtigst muligt. Man begynder aldrig forfra med vaccinationerne, hvis der er gået for lang tid.

Hvis barnet har et svækket immunforsvar, anbefales tre vaccinationer.

Betaling af HPV-vaccination i forskellige aldre

  • Vaccinen er gratis for piger i alderen 12-18 år, men man kan godt vaccinere i en senere alder, fordi den kan have effekt, hvis den gives efter seksuel debut, siger Susanne Krüger Kjær og understreger, at vaccinen stadig skal suppleres med deltagelse i screeningsprogrammet mod livmoderhalskræft.

Når det gælder drenge, er vaccinen gratis for drenge, der er født efter 1. juni 2007, indtil de fylder 18 år. Drengene var oprindelig ikke omfattet af børnevaccinationsprogrammet, men blev inkluderet i 2019.

Bivirkninger ved HPV-vaccinen

HPV-vaccinen kan ligesom andre vacciner give bivirkninger. De mest almindelige bivirkninger, som du kan opleve efter en HPV-vaccination, er ømhed, hævelse og rødmen på injektionsstedet og hovedpine. Det er også helt normalt at opleve kortvarig feber, træthed, svimmelhed og kvalme.

Kort om de tre vacciner

1. Gardasil 9 beskytter mod HPV-typerne 6, 11, 16, 18, 31, 33, 45, 52 og 58.

2. Gardasil beskytter mod HPV-typerne 6, 11, 16 og 18.

3. Cervarix beskytter mod HPV-typerne 16 og 18.

Kilde: Susanne Krüger Kjær


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.