Hvis du har HPV og celleforandringer, kan du blive tilbudt en kegleoperation, hvor man fjerner det syge væv. Læs her om, hvornår keglesnit er relevant, hvordan det foregår, og hvad der sker bagefter.
Nyt & Sundt nyhedsbrev
- Ny viden om din sundhed -
Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen "danmark".
Den indgår i nyhedsbrevet
Nyt & Sundt
som produceres i samarbejde med Netdoktor.
Nyhedsbrevet udkommer hvert kvartal til medlemmer af
"danmark".
Læs mere på
sygeforsikring.dk.
Kvinder mellem 23 og 65 år bliver i Danmark tilbudt en undersøgelse for celleforandringer i livmoderhalsens overflade hvert tredje eller femte år. Denne screening består i, at lægen tager en prøve fra livmoderhalsen med en lille børste. Screeningsprogrammet er for nyligt lavet om, så det er kvindens alder og fødselsdag, der afgør hvilken gruppe og på hvilken måde, kvinden screenes.
Pernille Tine Jensen er professor, overlæge, ph.d. på Afdeling for Kvindesygdomme og fødsler på Aarhus Universitetshospital. Hun understreger, at celleforandringer ikke i sig selv er kræft, men at de kan være forstadier til livmoderhalskræft. Så for at kunne forhindre, at celleforandringerne udvikler sig til livmoderhalskræft, er det vigtigt at fjerne de syge celler.
- Man kan ikke forudsige, hvilke celleforandringer der udvikler sig til kræft. Hvis prøven hos lægen viser tegn på celleforandringer, bliver du henvist til en gynækolog, som tager ekstra vævsprøver fra livmoderhalsen og ud fra disse svar vurderer og taler med dig om, hvorvidt et keglesnit er den rigtige behandling for dig, siger Pernille Tine Jensen.
Oftest ingen symptomer
Hvis der er celleforandringer i livmoderhalsens overflade, skyldes det Humant Papillomavirus (HPV), der overføres ved seksuel kontakt.
- De fleste kvinder har ingen symptomer. Så du kan ikke mærke, at du har en HPV-virusinfektion og eventuelt celleforandringer. Derfor er det vigtigt at tage imod tilbuddet om en undersøgelse for celleforandringer i livmoderhalsens overfladeceller. Få kvinder har symptomer med vedvarende blødninger ved samleje og/eller anderledes udflåd, der kan være blodigt. Bliv dog ikke forskrækket, hvis du har en enkelt lille blødning under samleje, for det er oftest helt normalt, for eksempel op til en menstruation. Men hvis det sker igen og igen, så skal du undersøges, siger Pernille Tine Jensen.
Forskellige grader af celleforandringer
Der findes tre grader af celleforandringer:
Lette celleforandringer
Moderate celleforandringer
Svære celleforandringer
I gennemsnit vil halvdelen af alle celleforandringer forsvinde af sig selv uden behandling. Det er først, når de spreder sig til de dybere lag af livmoderhalsen, at der er tale om livmoderhalskræft.
Keglesnit hos yngre kvinder
Formålet med et keglesnit er at fjerne det syge væv og at sikre sig, at der ikke er sværere celleforandringer andre steder i livmoderhalsen. Du kan godt få foretaget flere keglesnit, hvis der kommer tilbagefald af celleforandringer.
- Undersøgelser viser, at keglesnit giver en let forøget risiko for at føde for tidligt, fordi livmoderhalsen afkortes ved keglesnit. Derfor ser gynækologen typisk tiden an, når det gælder yngre kvinder i den fertile alder, der har lette til moderate celleforandringer. Efter seks måneder undersøger gynækologen, om celleforandringerne er væk, siger Pernille Tine Jensen og understreger, at keglesnit ikke påvirker muligheden for at blive gravid.
Er der fortsat celleforandringer efter seks måneder, vil du blive tilbudt et keglesnit. Det gælder dog ikke, hvis moderate forandringer er blevet til lette forandringer. Her vil lægen se det an i yderligere seks måneder.
Sådan foregår en kegleoperation
Celleforandringer i livmoderhalsens overflade behandles ambulant i lokalbedøvelse ved en kegleoperation, hvor den yderste del af livmoderhalsen bliver fjernet. Det er et lille indgreb, der i alt varer omkring 15 minutter. Du vil kunne mærke, når lokalbedøvelsen bliver sprøjtet ind i livmoderhalsen, men når bedøvelsen virker, kan du ikke mærke selve indgrebet.
Det kaldes et keglesnit, fordi lægen brænder en lille kegle ud af livmoderens overflade med et apparat med en lille bue. Keglens størrelse er 0,5-1 cm i højden og 2- 2,5 cm i bredden.
Efter indgrebet skal du vente en time med at gå hjem, for at være sikker på at du har det godt og ikke bløder. Det fjernede væv bliver sendt til mikroskopisk undersøgelse for at finde ud af, om alle de syge celler er fjernet.
Efter dit keglesnit
Når lokalbedøvelsen holder op med at virke efter kegleoperationen, kan du opleve svage smerter i form af lidt murren i underlivet. Du kan også få lidt brunligt og vandigt udflåd de næste par uger.
Når der er gået fire-seks dage efter operationen, kan du begynde at bløde lidt, fordi sårskorpen falder af. Der dannes nemlig en sårskorpe, fordi lægen ved kegleoperationen brænder dér, hvor vævet er blevet fjernet for at stoppe en blødning.
Du vil blive rådet til at undgå hård fysisk træning de første 8-10 dage efter dit keglesnit. I den periode frarådes samleje også. Ellers kan du gå på arbejde og bevæge dig, som du plejer.
Omkring tre-seks uger efter kegleoperationen vil dit sår på livmoderhalsen være fuldstændig helet, og en ny slimhinde dækker det område, hvor det syge væv blev fjernet.
Undersøgelse af vævet ved keglesnit
Omkring tre uger efter kegleoperationen får du svar på undersøgelsen af cellerne. Viser undersøgelsen, at alle forandringer er fjernet i sundt væv, vil du komme til kontrol med en børsteprøve fra livmoderhalsen seks måneder senere hos din egen læge. Hvis du fortsat kun har raske celler, går du tilbage til det almindelige screeningsprogram hos din egen læge.
Hvis resultatet af kegleoperationen viser, at du har celleforandringer helt ud til kanten af det fjernede væv, er det ikke sikkert, at alle de syge celler er blevet fjernet. Du vil i så tilfælde blive indkaldt til en kontrol hos en gynækolog, efter at vævet i din livmoderhals er helet. Du anbefales kontrol efter seks måneder og igen efter seks måneder. Her vil du få foretaget børsteprøver fra livmoderhalsen.
Celleforandringer i tal
Omkring 15.000 kvinder får hvert år konstateret celleforandringer
Hvert år udføres omkring 5.000-6.000 keglesnit i Danmark
Livmoderhalskræft rammer cirka 350 kvinder om året
Det er endnu for tidligt at se en effekt af vaccinerne mod HPV, der skal forebygge livmoderhalskræft
Kilde: Professor, overlæge, Ph.d. Pernille Tine Jensen