Undersøgelse og diagnose af leukæmi

Hvilke typer af leukæmi findes der?

Der er fire undertyper af leukæmi: to kroniske og to akutte, som hver især inddeles i myeloid og lymfatisk afhængigt af hvilken celletype, der er den involverede. De fire leukæmityper er således akut myeloid leukæmi (AML), akut lymfatisk leukæmi (ALL), kronisk myeloid leukæmi (CML) og kronisk lymfatisk leukæmi (CLL).

De undersøgelser, der laves for at fastslå en leukæmidiagnose, baserer sig først og fremmest på blodprøver, der næsten altid suppleres med en knoglemarvsundersøgelse. Derudover kan indgå forskellige scanninger. Ved mistanke om ALL undersøger man også den væske, der omgiver hjerne og rygmarv, fordi ALL kan spredes til centralnervesystemet.

Besøg hjemmeside for Patientforeningen for Lymfekræft, Leukæmi og MDS (LyLe)

Se også Netdoktors magasin om kronisk lymfatisk leukæmi (CLL)

Hvordan undersøger man for leukæmi?

Blodprøve

Man får taget en blodprøve, sådan at man kan undersøge antallet af hvide blodlegemer, og hvilken undertype af hvide blodlegemer, der dominerer. Disse to faktorer giver meget ofte en klar fornemmelse af, hvilken undertype af leukæmi det drejer sig om.

Man kigger typisk efter:

• Forhøjet antal hvide blodlegemer: Ved de kroniske leukæmier er det totale antal hvide blodlegemer i blodet altid forhøjet, mens det både kan være for højt og for lavt ved de akutte leukæmier. Hvis der er meget umodne hvide blodlegemer i blodet – kaldet blaster – giver det stærk mistanke om akut leukæmi (ALL eller AML).

• Specielle typer hvide blodlegemer: Ved CML er det hvide blodlegeme-tal meget forhøjet, men med dominans af modne celler kaldet neutrofilegranulocytter. Der er også for mange celler kaldet eosinofile og basofile granulocytter, som normalt kun er til stede i meget lavt antal i blodet. Ved CLL er det hvide blodlegeme-tal forhøjet, og der er for mange af de små modne celler, som man kalder for lymfocytter.

• Blodmangel og antallet af blodplader: Der kan være varierende grader af blodmangel og nedsatte blodplader. Ved CML vil der ofte være blodmangel (lav hæmoglobin) og forhøjede blodplader.

Knoglemarvsundersøgelse

Ved en knoglemarvsundersøgelse udtages både den flydende blodlignende knoglemarv samt et knoglestykke af form som en cylinder, der måler 1-2 cm i længden og 2 mm i diameter. Knoglestykket vil indeholde knoglemarven, som ligger mellem knoglevævet. Knoglemarvsundersøgelsen udtages med meget skarpt engangsudstyr i hoftekammen nedadtil på ryggen, hvor der forinden er lagt en lokalbedøvelse. Undersøgelsen tager i alt cirka 20 minutter.

Mikroskopi

Ved en mikroskopi undersøger man blodet og knoglemarven i såkaldte udstrygninger i et mikroskop. Det er en patolog med særlig ekspertise indenfor blodsygdomme, der laver undersøgelsen. De forskellige leukæmier har deres eget karakteristiske udseende i mikroskopet, og allerede inden for få timer kan patologen give et foreløbigt svar. Det endelige svar kræver flere undersøgelser og er normalt klar i løbet af 5-7 dage.

Flowcytometri

Denne undersøgelse anvendes på både blod og knoglemarv, og giver et meget præcist billede af, hvilke celler der i prøven. Ved de fleste leukæmier vil en bestemt celletype dominere, og flowcytometri kan derfor være med til at afgøre leukæmiens undertype. Prøvesvaret kan foreligge indenfor få timer, og i særligt akutte tilfælde af akut leukæmi er det hyppigt flowcytometrien, der først afgør, om det drejer sig om AML eller ALL. På den måde kan lægen beslutte den korrekte behandling indenfor meget kort tid, i de tilfælde hvor der er behov for at igangsætte behandlingen hurtigt.

Kromosomanalyse

Kromosomanalyse kan laves både på blodprøven og på knoglemarvsprøven. Ved kromosomanalyse dyrkes cellerne fra blod og knoglemarv i nogle dage. Ved en dyrkning deler cellerne sig. Man stopper herefter celledelingen og ser på kromosomerne i de celler, der er i gang med at dele sig. Ved mange af leukæmierne finder man forandringer i kromosomerne. Det er ikke forandringer, som man er født med, men de er opstået på et tidspunkt i livet.

Normalt indeholder cellerne hver 46 kromosomer med to X-kromosomer hos kvinder og et X- og Y-kromosom hos mænd. Ved leukæmier kan der både være ekstra eller mangle hele eller dele af kromosomer, ligesom der kan være dele af kromosomer, der er brækket af og sætter sig på et andet kromosom. Disse kromosomforandringer er afgørende fund, når man skal stille en diagnose af akutte leukæmier og underinddelingen af dem - især ved AML , som har mange undertyper. Nogle typer af AML defineres således ved deres særlige kromosomforandringer.

Kromosomforandringerne har også meget stor betydning for udsigten til helbredelse, og for at afgøre om knoglemarvstransplantation skal være en del af behandlingen.

FISH

FISH er en bestemt farvemetode, som laves enten på blod eller knoglemarv. Den anvendes i nogle tilfælde til at se efter helt bestemte kromosomforandringer, som kan have betydning for selve behandlingen, men bruges også til at forudse effekten af behandling og overlevelse. Prøvesvaret foreligger hurtigere end en rigtig kromosomanalyse, og metoden kan derfor anvendes som et supplement, specielt hvis det er særligt hastende.

PCR

PCR er en avanceret teknik til opformering af bestemte gener, som findes ved visse leukæmityper. Svaret kan foreligge indenfor få timer. Teknikken anvendes som et supplement til kromosomundersøgelsen, specielt hvis det er særligt hastende. Anvendes også i opfølgningen af visse typer leukæmi, særligt CML.

NGS

En ny og meget følsom metode til genanalyse. Anvendes til de fleste leukæmier til at se efter forandringer i et stort antal gener på samme tid. Dette bruges dels til at undersøge muligheden for mere målrettet behandling, dels giver det information om sygdommens alvorlighed og overlevelseschancer.

Scanninger

Scanninger indgår ikke som en rutinemæssig og afgørende del af diagnosen ved leukæmierne, men man benytter dem i udvalgte tilfælde ved alle typer leukæmi. Formålet er at vurdere, om sygdommen er til stede andre steder end i blod og knoglemarv, herunder om der er forstørrede lymfeknuder og milt. Man anvender ultralydscanning eller CT-scanning eventuelt i kombination med såkaldt PET-scanning, som viser, om der er områder med mange kræftceller.

SYGDOM	DIAGNOSTIK OG UNDERSØGELSER
Kronisk lymfatisk leukæmi/CLL	• Blodprøver – herunder undersøgelse af antal og undertype af de forskellige undertyper af hvide blodlegemer. Blodprocent og blodpladetal er med til at definere, hvilket stadie sygdommen er på.
	• Fysisk undersøgelse ved lægen, som mærker efter hævede lymfeknuder samt på milten og leveren. Har betydning for sygdomsstadie og dermed overlevelseschancer.
	• Knoglemarvsundersøgelser : Flowcytometri (giver diagnosen inden for få timer), FISH-undersøgelse (betydning for valg af behandling og overlevelseschancer) og PCR-undersøgelse (betydning for overlevelseschancer).
	• Evt. Ultralyd- eller CT-scanning med henblik på milt og/eller leverforstørrelse.
Kronisk myeloid leukæmi/CML	• Blodprøver – herunder undersøgelse af antal og undertype af de forskellige undertyper af hvide blodlegemer. Blodprocent og blodpladetal er med til at definere, hvilket stadie sygdommen er på.
	• Fysisk undersøgelse ved læge – særligt mærkes efter følbar miltstørrelse, som har betydning for sygdomsstadie og dermed overlevelseschancer.
	• Knoglemarvsundersøgelse : Mikroskopi (finder undertypen), kromosomanalyse der viser fund af Philadelphiakromosom, som fastslår diagnosen. PCR-undersøgelse anvendes ved diagnose og til regelmæssig opfølgning for Philadelphia-kromosom.
	• Evt. ultralyd- eller CT-scanning med henblik på miltforstørrelse
Akut myeloblastær leukæmi/AML	• Blodprøver – herunder undersøgelse af antal og undertype af de forskellige undertyper af hvide blodlegemer.
	• Knoglemarvsundersøgelser : Mikroskopi (hvor man skelner mellem visse undertyper af AML fx APL og CBF), flowcytometri (giver diagnosen inden for få timer) og kromosomanalyse (afgørende betydning for underinddeling, behandling og overlevelseschancer), NGS med henblik på bestemte genforandringer.
Akut lymfoblastær leukæmi/ALL	• Blodprøver – herunder undersøgelse af antal og undertype af de forskellige blodlegemer. Celleantal ved diagnose har betydning for valg af behandling.
	• Knoglemarvsundersøgelse: Mikroskopi (skelner mellem to undertyper kaldet B-ALL og T-ALL. Undertypen kan have betydning for behandlingen særligt hos yngre), flowcytometri (giver diagnosen indenfor få timer og skelner mellem 2 undertyper kaldet B-ALL og T-ALL) og kromosomanalyse (betydning for underinddeling, behandling og overlevelseschancer), NGS med henblik på bestemte genforandringer.
	• Lumbalpunktur – undersøgelse for om sygdommen er spredt til den væske der omgiver hjerne og rygmarv.
	• Evt. Ultralyd eller CT- og PET-scanning ved mistanke om, at sygdommen har spredt sig videre end blod og knoglemarv.