Det er et velkendt problem, at nogle kræftpatienter får problemer med tænderne som følge af deres sygdom eller behandling. En ny aftale indgået af regeringen og Folketingets partier skal sikre, at flere patienter får tilskud til at behandle deres tandproblemer.
Mundtørhed er én blandt flere gener, der kan følge med en kræftdiagnose, og det kan ende med at koste dyrt hos tandlægen. Risikoen for eksempelvis huller i tænderne øges nemlig, når man døjer med mundtørhed.
Nogle få patientgrupper har i dag mulighed for at søge tilskud, men mange får afslag. Derfor er der nu indgået en ny aftale af regeringen og alle Folketingets partier, der skal forbedre muligheden for at få tilskud til tandbehandling for flere patienter.
Forbedring af den eksisterende ordning
Som det ser ud lige nu, er der store krav til, at man skal kunne dokumentere sammenhængen mellem sygdom og tandproblemer, og det er netop det, der kan være svært. I den nye ordning ønsker man at sætte ind over for problemet, så flere patientgrupper ikke skal tage højde for de høje krav om dokumentation. Derfor vil processen om tilskud fremover blive mere simpel, og flere vil kunne få accepteret deres ansøgning om tilskud.
Samtidig skal den fremtidige ordning favne flere patientgrupper, der har særlig risiko for at få tandproblemer. Det drejer sig om:
- Patienter, der har fået immunterapi eller hormon- og antihormonbehandling
- Patienter, der har udviklet Graft versus Host Disease, som følge af knoglemarvstransplantation
- Patienter, der har fået behandling med radioaktivt jod på grund af sygdom i skjoldbruskkirtlen
Den nye ordning forventes at træde i kraft fra juli 2024.
Kilder: Indenrigs- og Sundhedsministreriet