Kan stråling fra mobiltelefonen øge risikoen for hjernetumorer? Det er blevet undersøgt i et stort internationalt studie. Heldigvis for mange har studiet afvist påstanden.
I dag lever vi i en verden, hvor mobiltelefonen har en central plads i manges hverdag. Det gælder i privatlivet såvel som i arbejdslivet. I mange år har der været mistanke om, at strålingen fra mobiltelefoner øgede risikoen for kræft - og at det at tale meget i mobiltelefon skulle øge risikoen for især hjernetumorer. Nu er der - heldigvis for de mange flittige mobilbrugere - kommet resultater fra et nyt, stort studie, der afviser frygten for den potentielt øgede risiko.
Kaster lys over mangeårig tvivl
Man har i mange år ønsket sig veldokumenteret viden om, hvorvidt der er en øget risiko for kræft i hjernen ved hyppigt telefonforbrug. Kræftens Bekæmpelse skriver, at WHO’s kræftforskningscenter (IARC) allerede i 2011 betegnede mobiltelefoners stråling som “muligvis kræftfremkaldende".
Det nye studie afviser den formodede øgede risiko. I undersøgelsen har forskere, blandt andet fra Kræftens Bekæmpelse, fulgt mere end 250.000 deltagere fra 2007 til 2020. Her har man undersøgt og sammenholdt data om hvor ofte og hvor længe, undersøgelsens deltagere har talt i telefon, samtidig med at man løbende har undersøgt deltagerne for hjernetumorer. Her har forskerne altså ikke fundet evidens for, at de snakkesalige mobilbrugere har en øget tendens til at udvikle kræft i hjernen.
Fortsat behov for viden
Studiets resultater er et værdifuldt bidrag til kræftforskningen. På trods af undersøgelsens store omfang, er der dog fortsat behov for forskning i sammenhængen mellem mobiltelefon-teknologi og kræft. Nogle kræfttyper kan være længe undervejs, og samtidig er der en evig udvikling af teknologien, og derfor følger forskerne bag studiet fortsat undersøgelsens deltagere.
Kilde: Kræftens Bekæmpelse