Uønsket gravid - hvilke muligheder har man?
Hvis man bliver uventet og uønsket gravid, for eksempel, hvis forebyggelsen svigter eller ved et uheld, kan man få brug for hjælp. Enten til beslutningen om abort eller hjælp til at gennemføre svangerskabet, hvis man alligevel vælger at få barnet, selv om der ikke er tale om en ønsket eller planlagt graviditet.
Før beslutningen om at beholde eller afbryde svangerskabet, kan der gives støttesamtaler hos egen læge eller diverse organisationer, som for eksempel [Mødrehjælpen](https://mo edrehjaelpen.dk/abortradgivning/).
Er der mulighed for hjælp, hvis man gennemfører svangerskabet?
Da man vedtog Abortloven i 1973, besluttede man samtidig, at der skulle kunne ydes hjælp til de kvinder, som trods den uventede graviditet alligevel valgte at gennemføre svangerskabet.
En sådan hjælp kan ydes til alle uanset om graviditeten er ønsket eller uønsket, men ydes kun til kvinder, som økonomisk og socialt har behov for hjælp.
Hvad, hvis man er studerende?
Hvis du studerer og klarer dig med SU og studielån, kan du få ekstra SU-klip.
Der er forskellige situationer at tage hensyn til:
Der er mulighed for at få ekstra SU, hvis man har fået barn, inden man er startet på uddannelse, eller mens man har haft orlov fra uddannelsen. For at få ekstra SU, må man tidligst være blevet forælder 12 måneder før uddannelsen starter, eller genoptages efter orlov, hvis man er blevet mor. Og højst seks måneder før uddannelsen starter, eller genoptages efter orlov, hvis man er blevet far.
Der gives også ekstra SU, hvis man får barn under sin uddannelse. Men det kræver, at uddannelsen er SU- berettiget. Hvordan og hvornår man kan få ekstra SU, afhænger af hvilken uddannelse det er. Om det er en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse. Som udgangspunkt får moderen 12 måneders ekstra SU, og faderen 6 måneders ekstra SU.
Vær opmærksom på at man ikke kan få ekstra SU samtidig med, at man modtager forsørgertillæg eller supplerende SU-lån til forsørgere.
Når man modtager SU er der ingen mulighed for at få yderligere hjælp fra det offentlige, med mindre der at tages orlov fra studiet. I så fald er man berettiget til kontanthjælp. Og hvis man er alene forsørger, også til et almindeligt samt et ekstra børnetilskud. Dertil kommer naturligvis børnebidraget fra barnets far.
Der kan læses mere om reglerne og mulighederne på SU-styrelsens hjemmeside . Ved flere spørgsmål kan man med fordel kontakte SU-vejlederen på studiestedet,
Hvad, hvis man er under 18 år?
Hvis man er under 18 år og ugift, bliver man principielt forsørget af sine forældre, indtil barnet er født. Der er dog mulighed for offentlig hjælp i visse situationer inden fødslen.
Efter fødslen kan man få kontanthjælp og børnetilskud.
Hvad, hvis man er alene?
Hvis man ikke er sammen med faderen til barnet, skal faderen, ud over det almindelige børnebidrag, betale et fødselsbidrag på 758 kroner (til udgifter omkring selve fødslen) samt et underholdsbidrag på 1322 kroner om måneden i tre måneder til forsørgelse omkring fødslen (2 måneder før og 1 måned efter fødslen). Men hvis man i forvejen er på kontanthjælp, trækkes et tilsvarende beløb i kontanthjælpen, så det får din lille familie ingen glæde af i den situation
I det hele taget er der stadig kun få og små muligheder for hjælp. Men hvis man beslutter sig til at få barnet, bør man henvende sig til en socialrådgiver i socialforvaltningen eller på Mødrehjælpen for at få råd og vejledning, så man i hvert fald får den al hjælp, man er berettiget til.