Erik Fangel Poulsen
Speciallæge i kvindesygdomme og fødsler
Besvaret: 2022-07-14
Svar:
Hej igen, kære spørger.
Ureaplasma er en meget almindelig mikroorganisme, som findes hos op mod 40 procent af alle kvinder og mænd. Den er blot én af uitallige bakterier og mikroorganismer, som udgør den naturlige, blomstrende flora i kvindens underliv. Og tak for det. En form for “biodiversitet", vi skal være glade for. Mikrorganismerne holder hinanden i skak og lever i skøn samdrægtighed. Så længe der er balance, skal der ikke røres ved dem. Men ubalance kan give symptomer fra urinrør eller skede, som ikke nødvendigvis har noget med ureaplasma at gøre.
Nu fortæller du ikke noget om, hvorfor du er blevet undersøgt, men du kan godt regne med, at både din partner og du er i samme båd. Og det behøver ikke at have noget med sexsygdom at gøre.
Jeg ved ikke, hvor du har det fra, at ureaplasma skal behandles med antibiotika, men det passer ikke. Eller i hvert fald kun i særlige situationer, som kræver nøje overvejelse og behov. I værste fald kan unødvendig antibiotikabehandling gøre med mere skade med gavn
Måske skyldes usikkerheden, at man tidligere havde mistanke om, at blandt andet ureaplasma kunne fremkalde abort. Men denne sammenhæng er aldrig bekræftet.
Men man kan godt betragte ureaplasma som en slags markør (blandt flere andre) på ubalance i skedens flora, uden at det behøver at føre til yderligere diagnostisering eller behandling.
Så altså: tag det roligt og tag med din læge, om der er særlig grund for dig til at have opmærksomhed rettet mod ureaplasma.
Med venlig hilsen
Erik Fangel Poulsen,
speciallæge i kvindesygdomme og fødsler