Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.

12 tidlige tegn på graviditet

Hvilke symptomer giver graviditet? Kvalme, særlig madlyst og øget tissetrang kan bl.a. være tegn på graviditet. Læs mere om de forskellige symptomer her.

Opdateret: 18. Juli 2022

Er du gravid? Måske viser testen endnu ikke positiv, men du kan godt være gravid alligevel. Se de tidligste tegn på, at du måske er gravid.

Ømme bryster

Spændinger eller ømhed i brystet kan være tegn på graviditet. Nogle får også mørkere brystvorter eller større bryster meget tidligt i graviditeten. Disse tegn kan dog også forekomme inden menstruation, og det kan være svært at skelne. Årsagen er det øgede hormonindhold i kroppen.

Træthed

Allerede tidligt i graviditeten kan man blive meget træt. Kroppen arbejder på højtryk i begyndelsen, hvor der sker en række fysiologiske ændringer i kroppen. Man har desuden et øget indhold af hormoner. Det kan gøre dig meget træt – især i de første tre måneder af graviditeten.

Kvalme

Nogle får kvalme meget tidligt i graviditeten, mens andre slet ikke døjer med det. Årsagen er også et øget hormonindhold, så hvis du pludselig vågner med morgenkvalme, kan det være et tidligt tegn på, at der sker noget derinde.

Øget lugtesans

Lugter der af løg i hele huset, eller lægger du pludselig mere mærke til forskellige lugte end tidligere. Lugtesansen bliver skærpet, når man er gravid – og det kan derfor være et tegn på, at testen vil vise positiv. Man ved faktisk ikke med sikkerhed, hvorfor lugtesansen skærpes under graviditeten, men nogen mener, at det stammer fra ur-tiden, hvor kvinder skulle undgå fordærvet mad.

Tissetrang

Skal du pludselig tisse oftere i løbet af dagen eller natten, så kan det også være et tegn på graviditet. Kroppen producerer mere væske under graviditeten, og det kan give øget tissetrang. Tissetrang kan dog også skyldes blærebetændelse, så hvis det bliver ved – og testen er negativ – så bør du kontakte lægen.

Hovedpine

Når din krop fyldes med hormoner under en graviditet, kan man godt få hovedpine. Hovedpine kan dog også skyldes væskemangel eller søvnmangel. Hvis det bliver slemt eller varer i mange dage, bør du tale med lægen. Husk at drikke rigeligt med væske.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Spændinger i underlivet

Små jag, der ikke minder helt om menstruationssmerter, kan være tidlige tegn på, at der sker noget dernede. Det kan dog også være tegn på, at din menstruation er på vej.

Oppustet mave

Det øgede hormonindhold under en graviditet, kan sætte kroppens fordøjelsessystem lidt ned – og det giver oppustede maver. Som så mange af de andre symptomer kan dette dog også skyldes en kommende menstruation eller andre ting. Men hvis du pludselig ikke kan knappe bukserne, og maven føles udspilet, ja så er det ikke nødvendigvis ønsketænkning.

Særlig madlyst

Har du pludselig en sær trang til saltlakrids eller agurker? Særlige madlyster er kendetegnende for graviditet og det kan være et tidligt tegn på, at der er gevinst.

Humørsvingninger

Når man er gravid, øges hormonindholdet i din krop kraftigt. Det kan godt give nogle tudeture og store raserianfald, som kan tyde på graviditet. Mange kvinder oplever imidlertid samme humørsvingninger på grund af en kommende menstruation.

Pletblødning

Oplever du en lille pletblødning omkring det tidspunkt, hvor du forventer din menstruation, så kan det meget vel være, fordi ægget har sat sig fast. Hvis blødningen kun varer kort tid og er mindre end normalt, så kan det være, du skal suse ned og købe nogle graviditetstest.

Positiv graviditetstest

Det eneste, der med sikkerhed kan give dig svar, er en positiv graviditetstest. Test på din forventede menstruationsdag, hvis du vil være sikker – og tag eventuelt flere tests med nogle dages mellemrum.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.