Det indbyggede 'hormon-ur'
Menstruation er en betydningsfuld del af enhver kvindes liv fra pubertet til overgangsalder. Hver måned drejer hendes indbyggede ”hormon-ur” en omgang. Hormonuret fortæller om, hvor i din menstruationscyklus, du befinder dig. Alt sammen styret af dine hormoner. Først kommer menstruationen, så følger genopbygning af slimhinde i livmoderen og modning af æg i æggestokkene. Og halvvejs i perioden kommer ægløsningen.
Ægget fanges af æggelederen og vandrer ind mod livmoderhulen. På vejen møder det måske sædceller og befrugtes, men hvis ikke, triller det lige så stille ned mod livmoderhulen alligevel. Slimhinden dér er udviklet og vokset yderligere, for at være parat til at tage imod, hvis det bliver til noget med befrugtningen.
Men hvis det ikke bliver til noget med befrugtningen, vil de hormonsignaler, som er tegn på befrugtning, udeblive. Ved manglende befrugtning vil slimhinden løsnes og afstødes, hvilket udgør en ny menstruation.
Og sådan går det altså nogenlunde regelmæssigt måned efter måned. Nogle kvinder har så regelmæssige blødninger – næsten på klokkeslæt - at de ikke behøver at kikke på kalenderen for at se datoen. Men det er trods alt de færreste.
Mange har derimod mere eller mindre uregelmæssige blødninger – i hvert fald i perioder. Det kan også ske at blødningerne holder helt op for en kortere tid – uden at det er tegn på graviditet og uden at det betyder, at der er noget galt. I begyndelsen (i puberteten) og ved slutningen (op mod overgangsalderen) er det reglen, at blødningerne er sjældne og uregelmæssige – selv om styrken kan være nok så massiv. Men ellers kan det være tilfældet for hvem som helst.
Hvad er sjældne og uregelmæssige menstruationer?
Selvom det almindeligste for kvinder altså er en månedlig blødning, så er der dog en del, der bløder sjældnere, med fem til seks eller otte ugers interval. Det gør ikke noget, men det kan være irriterende slet ikke at vide, hvornår menstruationen kommer - og om den kommer.
Hvis du har uregelmæssige menstruationer og ikke bruger helt sikker prævention , er der, som for alle andre, mulighed for graviditet. De sjældne, uregelmæssige blødninger kan dog være udtryk for svigtende ægløsning. Og ægløsning er som bekendt nødvendig for at blive gravid.
Nyhedsbrev
Nyhedsbrev om overgangsalder
I Netdoktors nyhedsbrev kan du blandt andet få viden om, hvad der sker i kroppen under overgangsalderen.
Du kan også blive klogere på den nyeste behandling, og så kan du få gode og konkrete råd til, hvordan du kan håndtere gener og symptomer i overgangsalderen.
Tilmeld dig her
Hvad kan lægen gøre?
Hvis det bekymrer dig, at blødningerne kommer sjældent og uregelmæssigt, og uregelmæssigheden varer ved i halve og hele år, bør du kontakte din læge med henblik på en vurdering og eventuelt henvisning til gynækolog.
Du vil få foretaget en almindelig gynækologisk undersøgelse og hos gynækologen yderligere en ultralydsskanning. Det kan også godt være, at du får taget blodprøver med henblik på at vurdere dine hormoner, som styrer din hormonbalance, ægmodning og ægløsning.
Derimod er undersøgelse med udskrabning af slimhinde fra livmoderhulen i diagnostisk øjemed i forbindelse med sjældne og uregelmæssige blødninger forladt for mange år siden.
Hvis du ikke kan acceptere tilstanden, kan du spørge din læge om en regulering med hormoner kunne være en mulighed for dig. Hormoner, p-piller for eksempel, vil kunne give dig regelmæssige blødninger med fire ugers mellemrum, men behandlingen virker formentlig kun, så længe du tager pillerne.
Hvis du har graviditetsønske, og din tålmodighed er ved at briste, skal du ikke blive ved med at vente på, at der skal ske noget. Forklaringen er måske, at din ægløsning – som er nødvendig for at du kan blive gravid - kommer meget sjældent eller slet ikke. Så skal du undersøges og måske sættes i stimulationsbehandling med hormoner, før det vil lykkes.