Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Kvinder

Fjernelse af livmoderen

Det kan være nødvendigt at fjerne livmoderen, hvis man lider af alvorlige sygdomme i underlivet. Det drejer sig for eksempel om kræft i livmoderhulen, af og til ved kræft i livmoderhalsen og endnu mere sjældent ved muskelknuder eller blødningsforstyrrelser.

Opdateret: 25. Maj 2012

Hvornår er det nødvendigt at fjerne livmoderen?

Ved sygdom i livmoderen kan det blive nødvendigt at fjerne den. Helt nødvendigt er det, hvis der konstateres kræft i livmoderhulen og i visse tilfælde kræft i livmoderhalsen . Det er i øvrigt to helt forskellige kræftformer.

Hvis livmoderen vokser sig meget stor på grund af muskelknuder , sker det også, at man anbefaler en fjernelse af livmoderen. Derimod hører det til sjældenhederne, at man foretager hysterektomi, som fjernelse af livmoderen kaldes, selv ved svære blødningsforstyrrelser. Først vil man i hvert fald forsøge at styre blødningerne hen mod det normale ved hjælp af hormoner eller for eksempel ved oplægning af en såkaldt Hormonspiral , som mindsker blødningsstyrken ganske betydeligt. Hvis det slår fejl, og der ikke er andre forklaringer på blødningen, er hysterektomi en mulighed. Der foretages omkring 6000 hysterektomier om året i Danmark.

Hvordan foregår operationen?

Fjernelse af livmoderen foregår under indlæggelse i fuld bedøvelse eller rygmavsbedøvelse. Der benyttes tre forskellige metoder. Valget af metode beror på et individuelt skøn og diskuteres med kvinden i forvejen.

Den klassiske metode er fjernelse af livmoderen gennem et snit i bugvæggen – på langs eller på tværs – vil formentlig i løbet af få år alene blive tilbudt kvinder med særligt stor livmoder eller ved udvidede operationer.

En anden metode er vaginal hysterektomi, det vil sige operation nedefra, hvor livmoderen altså fjernes gennem skeden. Denne metode vil være standardmetode på de fleste afdelinger.

Endelig tilbyder stadig flere gynækologiske afdelinger og privatklinikker operationen foretaget ved kikkertkirurgi (laparoskopisk assisteret hysterektomi) gennem mindre huller i bugvæggen.

De to sidstnævnte metoder vinder altså stadig mere indpas, blandt andet fordi de anses for at være mere skånsomme for kvinden.

Ved operationen fjernes i de fleste tilfælde hele livmoderen. I nogle tilfælde lader man livmoderhalsen blive tilbage. Æggeledere og æggestokke bliver tilbage, hvis de da ellers ser sunde og raske ud. Toppen af skeden lukkes. Fire til otte uger efter operationen er du frisk igen og kan genoptage sexliv og arbejde.

Udsigt for fremtiden?

Fjernelse af livmoderen medfører naturligvis, at der ikke længere kommer menstruation og at du ikke længere kan blive gravid. Men alt andet er uændret.Du er stadig lige så meget kvinde, som du altid har været. Du producerer stadig hormoner, så længe du stadig har dine æggestokke, og de fungerer. Når disse holder op med at fungere, kommer du altså også i overgangsalderen på samme måde og tidspunkt som kvinder, der ikke har fået fjernet livmoderen. Og din lyst til sex vil også være uændret. I skeden er der lige så god plads som før. Nogle kvinder oplever endda, at deres sexliv bedres. Generne som følge af den store livmoder er væk, og det kan i sig selv give mere mod på livet.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.