Endometriose

Hvad er endometriose?

Når man har endometriose, har man livmoderslimhinde (endometrium) på forkert sted. Det kan dels findes i livmoderens muskulatur, også kaldet adenomyose, dels helt udenfor livmoderen. Det vil sige, at man kan have endometriose på æggestokkene, i blæren, bughinden og tarmen. Det kan også findes længere væk fra livmoderen, for eksempel i navlen eller i operationsar. En særlig lokalisation er i bindevævet mellem endetarm og skede (septum rectovaginale).

Endometriosevæv undergår cykliske forandringer som slimhinden i livmoderen, og det medfører typisk smerter i forbindelse med menstruation i de tidligere stadier af sygdommen, dvs. i begyndelsen. Når sygdommen har stået på i nogen tid vil smerterne ofte blive mere kroniske og ikke afhængige af menstruationstidspunktet. Endometriose påvirkes af hormoner, og man ser derfor stort set aldrig endometriose hos børn eller kvinder efter overgangsalderen. Hverken børn eller kvinder efter overgangsalderen har hormon, da det er forbundet med den fertile periode.

Endometriose er en meget almindelig tilstand, og mange har ingen gener af den. Hvis der ikke er generende symptomer, vil man ikke behandle endometriose, som eksempelvis findes tilfældigt ved en operation.

Forekomsten af endometriose kendes ikke præcist. Det skønnes at op til ti procent af kvinder i den fødedygtige alder har endometriose. Under fem procent af kvinder i den fødedygtige alder har behandlingskrævende endometriose. Man ved ikke, hvorfor nogen mærker endometriosen meget, mens andre ikke gør.

For at stille diagnosen, er en meget grundig sygehistorie vigtig at få. Især da symptomerne kan udvikle sig over tid. En familiesygehistorie er også vigtig, idet det er en sygdom, som er familiært betinget, altså arvelig. Hvis en førstegradsslægtning (f.eks. din mor) har endometriose, har du en risiko, som er syv gange så høj for at få sygdommen i forhold til, hvis der ikke var tilfælde i familien.

Hvorfor får man sygdommen?

Man ved ikke med sikkerhed, hvordan endometriose opstår. Den fremherskende teori er, at der under menstruationen føres livmoderslimhinde ud igennem æggelederne til bughulen. Man ved, at stort set alle kvinder bløder en smule 'baglæns' under menstruation. Man bløder altså også ud i bughulen i stedet for ud gennem skeden. Det er således let at tænke sig, at små flager af slimhinde kan føres med blødningen.

Hvad er faresignalerne?

Typisk viser endometriose sig ved små blåsorte pletter på bughinden eller æggestokkene. I visse tilfælde kan det medføre dannelse af blodfyldte cyster, såkaldte chokoladecyster. Cysterne kan være af varierende størrelse. Hvis der er endometriose på æggestokkene taler man om endometriomer. Ofte er der også sammenvoksninger af de indre kvindelige kønsorganer. Sammenvoksningerne opstår som følge af blodet, der irriterer bughinden, så organerne ikke kan glide uhindret forbi hinanden, men har tendens til at klæbe til hinanden. I svære tilfælde kan endometriosen vokse ind i andre organer, blandt andet tarm eller blære. Når det sker vil man ofte have symptomer fra det organ, der er involveret. Er det blæren kan man få smerter ved vandladning eller blod i urinen. Nogen oplever også tendens til utæthed ved trang til vandladning. Ved involvering af tarmen kan der komme smerter ved afføring og diarré. Smerterne, i relation til organerne, der er involveret, kan ofte forværres under menstruation.

Hvordan føles sygdommen?

• Typiske symptomer er smerte ved menstruationstidspunktet

• Med tiden er der ofte mere eller mindre kroniske smerter.

• Der er ofte smerter ved samleje

• Har man chokoladecyster, kan det have fornemmelsen af, at "noget fylder" i maven

• Andre mærker mest, at der er smerter i forbindelse med vandladning og afføring.

Endometriose og graviditet

Endometriose kan nedsætte frugtbarheden. Dette skyldes oftest sammenvoksninger omkring æggelederne, men der er også andre årsager. Det kan for eksempel være nedsat samlejefrekvens på grund af smerter, at det befrugtede æg har svært ved at sætte sig fast samt en øget risiko for tidlig abort.

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen er vanskelig at stille, da symptomerne ikke er entydige. Det kan for eksempel være, at de smerter, som kunne være diagnostiske for endometriose, skyldes irriteret tyktarm eller underlivsbetændelse. Der er ingen sammenhæng mellem graden af symptomer og sværhedsgraden af endometriosen. Der er ikke nogen blodprøve (biomarkør), som med sikkerhed kan finde endometriose. Man kan anvende en biomarkør (blodprøve), som hedder CA 125. Det er en markør, som anvendes til at diagnosticere æggestokkekræft. Værdierne er ofte lavere end det ses ved æggestokkekræft, men det kan variere en del. Der kan også laves billeddiagnostiske undersøgelser, som for eksempel ultralydsscanning, CT-scanning eller MR-scanning. Det vil ofte være sammenfatningen af symptomer, værdien af CA 125 og scanning, der kan give et stærkt fingerpeg i retning af diagnosen.

Men man kan kun med sikkerhed stille diagnosen ved en vævsprøve . Ofte behandler lægen symptomer, men først når der er taget en prøve, for eksempel ved en kikkertoperation (laparoskopi), er man helt sikker på, at diagnosen er rigtig. Ved en kikkertoperation kan man gennem et lille hul i navlen se gennem en kikkert. Man kan se selve endometrioseelementerne, som oftest små blå områder eller cyster. Der kan også ses sammenvoksninger og hvilke organer, der også kan være påvirket af endometriose. Der tages en vævsprøve af det typiske endometriosevæv. Det er også vigtigt, at hele bughulen gennemgås grundigt og systematisk, så sygdommens udbredelse kan kortlægges så nøjagtigt som muligt. Selve behandlingen af endometriosen foregår som regel også ved kikkertoperation.

Endometriose i livmoderens muskulatur (adenomyose) er en svær diagnose at stille og findes som regel først efter fjernelse af livmoderen og undersøgelse af denne under mikroskop. Bedre ultralydsudstyr øger chancen for at stille diagnosen inden operation.

Udsigt for fremtiden

I visse tilfælde er det ikke muligt at kurere sygdommen. Kvinden må da i samråd med sin læge finde den bedst mulige smertelindring.

Som anført forsvinder generne ved overgangsalderen, og det er opfattelsen, at også graviditet får generne til at svinde.

Hvordan behandles sygdommen?

Endometriose kan behandles medicinsk og kirurgisk. Operation er en behandling, der har til sigte at fjerne endometriosen og dermed symptomerne. Der kan også ses en bedring af muligheden for at opnå graviditet. Det gøres som oftest som kikkertoperation (laparoskopi). Man fjerner forandringerne med brænder, laser eller ultralyd.

I Danmark har man valgt at oprette landsdelsfunktioner således, at der er ekspertteams i endometriose på enkelte universitetssygehuse. Her tager man sig af den vanskelige kirurgi specielt i forbindelse med endometriose mellem tarm og skede. Denne behandling foretages i dag på to centre i Danmark, Sekjby i Århus og Rigshospitalet.

Hvilken medicin kan anvendes?

I første omgang kan man prøve at give p-piller . Tanken er at mindske svingninger i hormonpåvirkningen. Det samme gælder længerevarende behandling med hormonet gestagen.

• P-piller med gestagen og østrogen i lav dosis. Mest effektivt er det at give p-piller uden pause.

• Mirena eller i daglig tale hormonspiral. Dette vil hos mange mindske blødning og menstruationssmerter. Det er standardvalget hos kvinder med mange smerter.

• GnRH-analoger, er stoffer som påvirker hypofysen og dermed stort set afbryder kvindens egen hormonproduktion. Der er en del bivirkninger forbundet med dette, idet man får symptomer som ved overgangsalderen. Der er andre negative virkninger, som for eksempel knogleskørhed ved længere tids anvendelse. Man skal kun behandle over 6 måneder ved helt specielle problemer. Der er ofte god effekt af medicinen, men oftest tilbagefald, når man stopper behandlingen.

• Medicinsk behandling forbedrer ikke chancen for at opnå graviditet.

• Smertestillende medicin kan være nødvendigt. Enten det, der fås i håndkøb, eller mere kraftige præparater på recept. Denne behandling er alene af symptomatisk karakter og fjerner altså ikke endometriosen.