Hvad er muskelknuder?
Muskelknuder (fibromer) er godartede bundter af muskulatur, der udgår fra livmoderens væg. De kan sidde inde i livmodervæggen, på overfladen af livmoderen eller inden i livmoderhulen. I sjældne tilfælde kan de også sidde på æggestokkene. De kan optræde enkeltvis, men ofte er der mange i den samme livmoder.
Muskelknuder ses hyppigst hos kvinder i fyrrene og er meget almindelige. Blandt kvinder mellem 40 og 50 år kan der påvises muskelknuder hos op til 70-80 %. Muskelknuder optræder sjældnere før trediveårsalderen, svarende til, at der hos kvinder i 30'erne, kan påvises fibromer hos 20 og 40 %.
I gennemsnit har omtrent halvdelen af alle kvinder har prøvet at have muskelknuder inden overgangsalderen.
Hvorfor får man muskelknuder?
Man kender ikke helt årsagen til, at muskulaturen begynder at vokse, men man ved, at der er forhøjet risiko for at få muskelknuder, hvis andre i din familie har samme lidelse. Der er også en sammenhæng mellem forekomst af muskelknuder og BMI, alder for første menstruationsstart, alder for sidste menstruation samt forhøjet blodtryk og behandling med kønshormon.Som nævnt er muskelknuder godartede, og hvis de ikke giver symptomer, behøver du ingen behandling. Har du haft muskelknuder i en årrække, uden de generer dig, så behøver du ikke gå til kontrol for dem.De fleste kvinder bliver dog lidt utrygge, hvis de får besked om, at livmoderen er forstørret på grund af muskelknuder. Hvis der samtidig er blødningsproblemer vil man foretage en udskrabning - eller tage en vævsprøve fra livmoderslimhinden.
I øvrigt kan der fortages undersøgelse af muskelknuderne med ultralydsskanning, MR-skanning eller CT-skanning. Der er ikke nogen blodprøve, der er specifik med henblik på påvisning af fibromer, men CA 125 kan være let forhøjet. Hvis der er blødningsproblemer, vil der ofte blive taget en blodprocent.
Der findes sjældne former for kræftknuder blandt andet fibrosarcomer, der kan ligne de godartede muskelknuder. Du skal derfor være opmærksom på, om din livmoder vokser meget hurtigt og giver gener. Det man kan mærke, kan være tyngdefornemmelse i underlivet, tryk på blære og dermed ændret vandladningsmønster eller tryk på endetarmen. Der kan også komme blødning eller smerter i livmoderen.
Hvis livmoderen bliver meget stor, kan man føle en udbuling på maven svarende til underlivet. Hvis du mærker nogle af de ovenstående symptomer, skal du altid søge læge.
Nyhedsbrev
Nyhedsbrev om overgangsalder
I Netdoktors nyhedsbrev kan du blandt andet få viden om, hvad der sker i kroppen under overgangsalderen.
Du kan også blive klogere på den nyeste behandling, og så kan du få gode og konkrete råd til, hvordan du kan håndtere gener og symptomer i overgangsalderen.
Tilmeld dig her
Hvordan føles sygdommen?
Heldigvis giver muskelknuder langt fra altid ubehag. Det mest almindelige problem er kraftige menstruationer, som kan opstå pludseligt eller over en længere periode med tiltagende blødningsstyrke. Du kan også opleve problemer med afføringen og smerter ved samleje.
Graviditet og muskelknuder
Muskelknuder kan nedsætte chancen for at blive gravid og for at gennemføre graviditeten. Når kvinder i dag får deres børn sent, er der derfor flere, der oplever muskelknuderne som et problem.
Som regel vil man holde øje med fibromet under graviditeten. Der kan opstå smerter i fibromet som af og til kræver behandling, hvor man skal være indlagt Under indlæggelsen kan man holde øje med graviditeten og samtidig give smertebehandling. Smertebehandlingen kan eventuelt fortsætte efter udskrivelsen.
Ved en fødsel kan muskelknuder være en fødselshindring, som medfører, at der må foretages kejsersnit. Det drejer sig ofte om en enkelt større muskelknude, som findes i væggen af livmoderen, der hvor livmoderen skal kunne udvide sig, for at barnet kan blive født. Muskelknudevæv er ueftergiveligt og vil derfor være en hindring for, at barnet kan komme ud.
Hvordan behandles muskelknuder?
Der er ingen grund til behandling, hvis du ikke har ubehag fra muskelknuderne. Hvis dit hovedproblem er kraftige menstruationer, kan man forsøge med medicinsk behandling, som cyklokapron . Dette middel bruges kun, når blødningen er rigelig. Cyklokapron indvirker på blodets størkningsmekanisme, og virker derfor på selve blødningen. Man kan derfor ikke bruge midlet til at forebygge muskelknuder.
-
Hormonbehandling som p-piller , kan regulere blødningen. Nye antihormoner som zoladex og Mifegyne kan få livmoderen til skrumpe. Desværre har disse behandlinger visse negative sider, som skyldes det nedsatte kønshormonniveau herunder tab af knoglemineraltæthed (knogleskørhed), hvilket indebærer, at man kun kan behandle i kortere perioder, hvorefter muskelknuderne atter vil vokse.
-
Behandling med operation: Behandlingen har traditionelt været operation med fjernelse af livmoderen. Ønsker du senere at blive gravid, kan muskelknuderne i mange tilfælde fjernes uden at fjerne livmoderen.
-
Tid: Man ved, at muskelknuderne hos næsten alle holder op med at vokse efter overgangsalderen. Hvis du kun har milde gener af muskelknuderne, så kan det derfor være en løsning at væbne sig med tålmodighed, fordi man ved, at generne forsvinder for de fleste med tiden.
-
Varmebehandling: I de senere år er der kommet en del nye behandlingsformer. Man har forsøgt at varmebehandle muskelknuder med elektroder, ultralyd og laser. Disse metoder tilbydes endnu kun påi forsøgsbasis i øjeblikket et sted i landet, og man kan endnu ikke sige noget samlet om effekten.
-
Embolisering: Behandling med embolisering medfører bevarelse af livmoderen. Dette går ud på at tillukke blodforsyningen til fibromerne i livmoderen. Fibromerne må ikke være over 10 cm ved denne behandling. Behandlingen er centraliseret.
Læs mere om behandling af muskelknuder i livmoderen