Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.

Underlivsbetændelse

Underlivsbetændelse er en infektion i de indre underlivsorganer; livmoder, æggeleder og æggestokke.

Opdateret: 29. Januar 2018

Hvad er underlivsbetændelse?

Underlivsbetændelse er en infektion i de indre underlivsorganer; livmoder, æggeleder og æggestokke. Infektionen sidder i slimhinden i livmoderen og i æggelederne. Da slimhinden i livmoder og æggeleder hænger sammen, er der altid betændelse i både livmoderhule og æggeledere ved underlivsbetændelse. I særligt alvorlige tilfælde kan betændelsen gribe over på æggestokkene.

Underlivsbetændelse skal ikke forveksles med blærebetændelse. Du kan læse om blærebetændelse her.

Hvorfor får man underlivsbetændelse?

Underlivsbetændelse forårsages af bakterier, hyppigst af klamydia. Bakterierne kommer op i livmoderen via skeden og overføres hyppigst ved sex. Underlivsbetændelse ses således næsten udelukkende hos seksuelt aktive kvinder, selvom det også kan optræde hos kvinder, der ikke er seksuelt aktive.

Risikoen for underlivsbetændelse øges i nedenstående situationer:

  • Sex med mange skiftende partnere.

  • Kirurgisk abort, anlæggelse af spiral, operationer i livmoderen.

  • Tilblanding af tarmbakterier i vaginalfloraen.

Ved mange skiftende partnere udsættes kvinden ofte for forskellige nye bakterier. Ved regelmæssig sex med samme partner, udvikles modstandskraft over for partnerens bakterieflora. Således har et par efter tre måneder, hvor de kun har haft seksuelt samvær med hinanden, en risiko på 0 for at smitte hinanden med en sexsygdom.

Ved abort, spiral eller operation føres instrumenter via skeden op i livmoderen. I den forbindelse kan bakterier føres med op og give betændelse.

  • Klamydia: I de fleste tilfælde, når en kvinde smittes med klamydia, sidder bakterierne i cellerne ved livmodermunden og findes ved en podning, før de har givet symptomer. Hvis det bliver behandlet, er smitten uden betydning. Men kravler klamydiabakterien op i livmoder og æggeleder og forbliver ubehandlet, kan infektionen forårsage skader på æggelederne, så graviditet kan blive svær at opnå eller kan ende i graviditet uden for livmoderen. For at undgå denne situation anbefales det, at kvinder med skiftende seksualpartnere testes for klamydia hvert halve år.

Underlivsbetændelse kan også opstå efter indførsel af instrumenter i livmoderen, for eksempel efter spiralanlæggelse eller abort. Det er dog ikke på grund af urene instrumenter, underlivsbetændelsen opstår, men fordi der er så mange mikroorganismer i skeden og så mange kringelkroge, at det er umuligt at rengøre skeden. Derfor kan der føres bakterier fra skeden med op i livmoderen, når et instrument, også sterile, skal ind i livmoderen. I lande, hvor provokeret abort ikke er tilladt og derfor foregår under ukontrollerede og under uhygiejniske forhold, kan underlivsbetændelse skyldes snavsede kvaksalverinstrumenter, og indgrebet kan have alvorlige konsekvenser i form af senere sterilitet eller i værste fald død. Dette sker ikke i den udviklede del af verden, hvor en abort foregår under forsvarlige forhold.

Tarmbakterier kan også forårsage underlivsbetændelse, når bakterier fra endetarmen føres til skeden. Det kan ske ved, at kvinden tørrer sig bagud eller fortil efter et toiletbesøg. Dette er en af de typer underlivsbetændelser, der også ses hos ikke-seksuelt aktive kvinder.

En særlig farlig form for underlivsbetændelse er betændelse med stafylokokker eller streptokokker (gruppe A), som kan ses efter for lang tids (over 8 timers) brug af tampon. Det er ens egne mikroorganismer fra skeden, der får et godt medie at gro i, når tamponen er fyldt op med blod. Det kaldes toksisk chok syndrom.

  • Toksisk chok syndrom: Toksisk chok syndrom kommer ved for lang tids brug af tampon. Det er kendetegnet ved hurtig temperaturstigning til 39 – 40 grader, svært påvirket almentilstand, sløret bevidsthed og eventuelt hududslæt. Tilstanden er meget sjælden, men livsfarlig. Hvis man mistænker dette, skal der derfor handles hurtigt. For at forebygge tilstanden er det vigtigt ikke at anvende samme tampon i mere end maksimalt 6 timer. Pessar eller menstruationskop efterladt i skeden for længe giver ikke samme risiko, da der ikke som ved tamponen er et medie (substrat), hvor bakterierne kan udvikle sig hurtigt.

Hvordan føles underlivsbetændelse?

Symptomerne på underlivsbetændelse er smerter, ændret udflåd, feber og eventuelt pletblødning. Smerterne sidder helt nedadtil i den ene eller begge sider af underlivet og eventuelt tværs over underlivet. De fleste kvinder ved, hvordan netop deres udflåd ser ud og lugter. Ændringer i dette sammen med de andre beskrevne symptomer kan være tegn på underlivsbetændelse. Ved denne tilstand kan udflåddet øges i mængde og blive brunligt, tyktflydende og ildelugtende. Samtidig kan der være feber, og man kan føle sig alment skidt tilpas. Smerter, udflåd og blødning er fænomener, som alle kvinder oplever i deres almindelige cyklus, så hvis ikke tilstanden er ledsaget af feber, er det meget forskelligt, hvilken tærskel den enkelte kvinde har for at reagere på symptomerne fra skeden. Tilstanden kan forveksles med gastroenteritis (mave-tarm-infektion), hvor der også kan være nedre mavesmerter og feber. Det er vigtigt at reagere på smerterne og søge læge, da ubehandlet underlivsbetændelse kan få følger i form af kroniske underlivssmerter eller vanskelighed ved at blive gravid.

Hvordan stiller lægen diagnosen?

To ud af tre kriterier skal være opfyldt for at diagnosen stilles:

  • Feber – temperatur over 38,5 grader

  • Forhøjede infektionstal – Blodprøver med måling antal af hvide blodlegemer og CRP, C- Reaktivt Protein, som findes i blodet og forhøjes ved infektion.

  • Rokkeømhed af livmoderen ved gynækologisk undersøgelse. Rokkeømhed er det fænomen, at det gør ondt, når lægen med sine fingre i skeden skubber til livmoderen, så den bevæges ("rokkes").

Ved mistanke om underlivsbetændelse vil lægen kigge efter forandringer på livmoderhalsen (rødme, irritation) og pode fra livmoderhalsen for klamydia og bakterier. Er kvinden alment påvirket, startes behandling før man har svaret fra podningen. Svar på podningen kommer efter 2-3 dage.

Hvordan behandles underlivsbetændelse?

Behandlingen afhænger af, hvad lægen mistænker, årsagen til underlivsbetændelse er. Er der mistanke om klamydiainfektion, gives standardbehandling med to tabletter som engangsdosis (azithromycin 500 mg). Er der mistanke om andre bakterier, gives behandling med to slags medicin (penicillin og metronidazol). Samtidig anbefales kvinden at holde sig nogenlunde i ro, idet større fysisk aktivitet (løb, fitness, racercykling, svømning) kan få betændelsen til at brede sig til æggestokkene. Behandlingen justeres efter podningssvaret.

Er der mistanke om, at betændelsen har bredt sig til æggestokkene, og der er dannet byld mellem æggeleder og æggestok, henviser lægen til gynækologisk afdeling på hospitalet, hvor der foretages kikkertoperation, hvor bylden tømmes. I svære tilfælde kan det være nødvendigt at fjerne æggestok og æggeleder.

Ved ukompliceret underlivsbetændelse er indlæggelse sjældent nødvendig. I de fleste tilfælde forsvinder underlivsbetændelse med behandling i løbet af en uge eller to. Underlivsbetændelse vil også uden behandling forsvinde, men det tager længere tid, og risikoen for følgetilstande (kroniske smerter, vanskelighed ved at blive gravid) er større, hvis der ikke gives behandling.

Smerterne og ømheden kan holde sig i nogen tid efter, at infektionen er svundet.

Hvordan undgår man at blive smittet med underlivsbetændelse?

Underlivsbetændelse med bakterier og andre mikroorganismer er ofte en seksuelt overført infektion. Risikoen for at få underlivsbetændelse er størst, når man er sammen med en ny partner. Dette er på grund af de forskellige tarm- eller vaginalmikroorganismer, man har, og som kroppen vænner sig til og får antistoffer i mod.

Det er ”honeymoon” blærebetændelse også et typisk resultat af, hvor kvinder kan få blærebetændelse ved samleje med en ny partner. Når man skal have sex med en ny partner, bør man derfor bruge kondom, og et fællesbad inden samleje kan også være hensigtsmæssigt.

Efter tre måneders samliv med samme partner, hvor begge ikke har sex med andre, er risikoen for at blive smittet med underlivsbetændelse stort set nul.

Det er vigtigt at holde fast ved at bruge kondom, når man møder en ny partner. På den måde undgår man smitte. Det gælder, uanset hvilken anden metode man bruger som beskyttelse overfor graviditet. Hvis forholdet til en partner skal fortsætte, anbefales det at begge parter lader sig teste for kønssygdom - primært klamydia. Er begge testet negative, kan man droppe kondomet, hvis man er beskyttet mod graviditet med p-piller , p-ring , spiral eller p-stav. Har man skiftende partnere skal kondomet på ved hvert samleje.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Udsigt for fremtiden

Det er meget sjældent, at underlivsbetændelse fører til problemer med senere at blive gravid. To ting er vigtige; den ene er ansvarlig brug af kondom, og den anden er at være opmærksom på sit underliv og reagere, hvis der optræder tegn på underlivsbetændelse. Underlivsbetændelse, hvor klamydiabakterien har inficeret slimhinden i æggelederne, kan medføre aflukning af æggelederne og dermed ufrivillig barnløshed. Efter en alvorlig betændelse med klamydia er risikoen for, at der er opstået varig skade på æggelederne 25 procent. Efter to sådanne infektioner er risikoen 50 procent. Heldigvis opdages og behandles de fleste klamydiatilfælde, men bakterien sidder begrænset til livmoderhalsen. Gentagne underlivsbetændelser kan føre til kroniske underlivssmerter, fordi smerterne kan medføre muskelspændinger i bækkenmuskulaturen, som bliver spændte og ømme, også når betændelsen er væk.

Der er derfor gode grunde til, som kvinde at reagere, når smerter, blødning og udflåd ændrer sig fra det normale, og specielt hvis der samtidig optræder feber. Ny sexpartner, anlæggelse af spiral, nylig abort eller start af tamponbrug er forhold, der skal skærpe kvindens opmærksomhed på symptomer på underlivsbetændelse.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.