Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.

Autohaler

Autohaler er en inhalations-aerosol til behandling af astma. Den indeholder medicin i væskeform og virker som en slags sprayflaske. Apparatet er meget nemt at bruge, da det har en indbygget fjeder, der udløser et pust medicin ved indånding.


Opdateret: 4. September 2009

Autohaler er en inhalationsaerosol, der indeholder medicin i væskeform og virker som en slags sprayflaske. Apparatet har en indbygget fjeder, der udløser et pust medicin ved indånding. Det er altså ikke nødvendigt at koordinere håndbevægelser og indånding.

Ved at skyde en åndingsbeholder - en såkaldt spacer - ind mellem dig og inhalationsaerosolen bliver det meget lettere at bruge inhalationaerosolen. Spaceren bør under alle omstændigheder anvendes, hvis man tager højdosis hævelsesdæmpende hormon. De præparater der findes til Autohaler er nævnt nederst på siden.

Hvordan bruger jeg min Autohaler?

Foto: Geir Haukursson

  • Tag låget af mundstykket.

  • Hold autohaleren lodret og løft handtaget op til det bliver stående.

  • Ånd ud, så lungerne er tømte.

  • Luk munden tæt omkring mundstykket.

  • Tag en dyb og langsom indånding gennem munden. Fortsæt med at ånde ind, selvom du hører et svagt klik og får et pust medicin i munden.

  • Hold vejret i 10 sekunder og ånd langsomt ud.

  • Skal du have flere doser så vent 30 sekunder og gentag så trin to-seks.

  • Sæt låget på igen.

Hvordan lærer jeg mit barn at bruge sin Autohaler?

  • Tag låget af mundstykket.

  • Hold autohaleren lodret og løft handtaget op til det bliver stående.

  • Bed dit barn om at ånde ud så lungerne er tømte.

  • Bed dit barn lukke munden tæt omkring mundstykket. Lad barnet tage en dyb og langsom indånding gennem munden, så en dosis medicin sprayes ud og trækkes ned i barnets lunger. Små børn skal trække luften 'helt ned i tæerne'. Større børn kan nøjes med en almindelig dyb indånding. Bed barnet fortsætte med at ånde ind, selvom det hører et svagt klik og får et pust medicin i munden.

  • Bed dit barn holde vejret i 10 sekunder og derpå ånde langsomt ud.

  • Hvis dit barn skal have flere doser så vent 30 sekunder og gentag så trin to-seks.

  • Sæt låget på igen.

Træn først teknikken nogle gange uden at gøre det rigtigt. Når i begge er med på teknikken, så prøv at gøre det rigtigt.

Gode råd

  • Når du eller dit barn bruger Autohaleren med hævelsesdæmpende hormon, er det vigtigt at skylle munden bagefter. Børst eventuelt tænder. Ved at gøre dette modvirker man dannelse af mundsvamp (trøske).

  • Skal du eller dit barn både have luftvejsudvidende medicin og hævelsesdæmpende hormon, er det en god idé først at tage den luftvejsudvidende medicin. Vent fem minutter, så medicinen har virket og tag så det hævelsesdæmpende hormon.

  • I pakken til Autohaleren findes en indlægsseddel, der viser, hvordan den skal bruges.

  • Det kan være en stor fordel at anvende en såkaldt spacer.

  • Bliver din eller dit barns astma værre på trods af at behandlingen følges, skal du/I omgående søge læge.

Hvad er godt ved Autohaler?

  • Autohaler fylder ikke ret meget og kræver ikke specielle hjælpemidler.

  • Autohaler kan kombineres med aerochamber med/uden maske.

  • Anvendt med aerochamber med/uden maske kan den bruges af selv meget små børn og ældre.

  • Ved korrekt brug er autohaler en meget effektiv astmabehandling.

Hvad er mindre godt ved Autohaler?

  • For at få glæde af autohalere skal man være i stand til at trække vejret dybt ind.

  • Autohaleren kan som regel ikke anvendes af ældre og børn under fem-seks år med mindre den anvendes med aerochamber.

Inhalationsmidler mod astma til Autohaler

Hævelsesdæmpende hormon [kortison], forebyggende mod astma.

Binyrebarkhormon hæmmer slimdannelse og hævelse i luftvejene og dermed symptomerne på astma. Virkningen indtræder som regel først efter fire-syv dage. Der kan ske en forbedring allerede efter 24 timer, hvis man ikke tidligere har anvendt binyrebarkhormoner til inhalation.

  • AeroBec

Luftvejsmuskelafslappende [Beta2agonister] med korttidsvirkning.

Afslapper muskulaturen omkring luftvejene. Herved udvides hulrummet inden i luftvejene, således at luften nemmere kan passere. Dette får specielt betydning i de mindste luftveje, som også kaldes bronkier. Medicinen virker direkte på de små muskelceller, som ligger bagved slimhinden. Virker sædvanligvis i løbet af 5-10 minuter.

  • Airomir

NetDoktor gør opmærksom på, at rubrikken "Hvordan bruger jeg min standardinhalationsaerosol" ikke er en direkte gengivelse af den pågældende producents egne beskrivelser. Rubrikken må alene bruges som led i en orientering af hvilke produkter, der findes på markedet, sådan som beskrevet. Indholdet erstatter derfor ikke information fra såkaldte indlægssedler vedlagt det pågældende produkt eller information fra egen læge eller apotek.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.