Sådan diagnosticeres KOL

De ting, der fra naturens side bestemmer, hvor meget luft man kan puste ud af lungerne, er biologisk køn (mand/kvinde) samt den faktiske alder og højde. Man kan ikke træne sig til en bedre lungefunktion, men man kan træne andre vigtige ting, som eksempelvis hjertes evne til at pumpe blodet rundt, brystkassens elasticitet samt musklernes evne til at binde ilt, så de kan arbejde mere.

Hovedproblemet ved KOL er, at sygdommen typisk udvikler sig og ødelægger lungevævet meget langsomt – så langsomt, at de fleste ikke selv opdager, at der er noget galt, før omkring halvdelen af deres lungefunktion er ødelagt og forsvundet. På det tidspunkt bliver mange opmærksom på deres symptomer, og går derfor til læge for at blive undersøgt, og at få målt lungefunktion.

Det er nødvendigt at måle lungefunktion for at stille KOL-diagnosen med sikkerhed. Nedenfor kan du læse om lungefunktionsmåling, og om hvorfor/hvornår det er vigtigt at få målingen foretaget. Du kan også læse om andre undersøgelser, der kan være relevante, når man har KOL.

Måling af lungefunktionen

De typiske symptomer ved KOL er: åndenød, hoste og opspyt af slim fra lungerne. Disse symptomer kommer snigende og udvikles oftest over mange år, hvilket bevirker, at man når at vænne sig til dem, og til gradvist at kunne mindre og mindre.

Læs mere: Symptomer på KOL

De fleste søger først selv læge, når sygdommen er alvorlig, og lungefunktionen er meget nedsat. Af samme grund er det vigtigt, at rygere, folk med risikoerhverv (erhverv med meget røg, damp og støv, som for eksempel asfaltarbejdere og svejsere), og personer med symptomer fra deres lunger, er opmærksomme og med jævne mellemrum får tjekket deres lungefunktion. Generelt anbefales det, at alle rygere over 35 år, og folk med lungesymptomer, får målt deres lungefunktion mindst hvert andet år.

Spirometri

Den lungefunktionsundersøgelse, som er nødvendig for at stille KOL-diagnosen, kaldes for en spirometri eller en pusteprøve, og den tager kun nogle få minutter. Man gentager undersøgelsen mindst tre gange – maksimalt 6-8 gange, så man er sikker på, at den er korrekt udført. Derefter får man noget medicin, som udvider luftvejene, og venter 15-20 minutter på, at medicinen virker, før end man gentager undersøgelsen 3-8 gange for at se, om lungefunktionen ændres af medicin. Dette kaldes en reversibilitetstest.

Sådan foregår en spirometri/pusteprøve

Undersøgelsen foregår ved, at man fylder lungerne helt op med luft ved at trække vejret helt ind. Derefter puster man ud gennem et mundstykke - så hurtigt/kraftigt - og så længe som muligt. Spirometret registrerer, hvor meget luft man kan puste ud af sine lunger, og hvor hurtigt man kan tømme dem for luft – hvor elastiske lungerne er.

Når man har KOL, er man dårlig til at tømme lungerne hurtigt for luft, fordi luftvejene er forsnævrede/formindskede, og derfor puster man luften ud af lungerne med mindre fart/hastighed. Hvis lungefunktionen permanent er nedsat, så man altid kun kan puste mindre end 70 procent af sin luft ud på det første sekund, så har man typisk KOL. Jo langsommere man er til at tømme sine lunger for luft – jo mere syg er man.

Lungefunktionstal

Den mængde luft, som man kan puste ud af lungerne i løbet af det første sekund, kaldes for FEV1 (Forceret Ekspiratorisk Volumen i 1 sekund), og det er netop det tal, der er lungefunktionstallet - det er det tal, som fortæller, hvor syg man er af sin KOL. Jo mindre tallet er – jo mere syg er man.

Når man er færdig med målingerne, sammenligner lægen resultatet (det højeste målte lungefunktionstal) med de forventede talværdier hos raske, aldrig-rygere med samme alder, køn og højde.

Inddeling af KOL efter sværhedsgrad

Man inddeler KOL efter sværhedsgrad på baggrund af lungefunktionstallet:

• Hos raske ligger lungefunktionstallet på omkring 100 procent af normalværdien.

• Ved mild KOL er lungefunktionstallet omkring 80 procent af normalværdien.

• Ved moderat KOL ligger lungefunktionstallet mellem 50 og 80 procent af normalværdien.

• Ved svær KOL ligger lungefunktionstallet mellem 30 og 50 procent af normalværdien.

• Ved meget svær KOL ligger lungefunktionstallet under 30 procent af normalværdien.

Andre undersøgelser ved KOL

Lungesymptomer, der kan minde om KOL, kan ses ved en række andre lungesygdomme, og specielt astma kan være svær at skelne fra KOL (se separat afsnit nedenfor). Selv om et nedsat lungefunktionstal er ret karakteristisk for KOL, så kan lungefunktionen godt være nedsat som følge af andre sygdomme end KOL. Derfor kan det i en række tilfælde være nødvendigt at lave supplerende undersøgelser for at være sikker på, om det drejer sig om KOL og for at få et bedre indtryk af, hvor svær KOL-sygdommen i givet fald er. De mest almindelige undersøgelser, som kan komme på tale som led i udredningen af KOL, er:

• Røntgenbillede af lungerne bruges først og fremmest til at udelukke andre sygdomme, som for eksempel lungebetændelse, vand i lungerne, dårligt hjerte og lungekræft. Selv om man ud fra røntgenbilledet nogen gange kan få en ret god mistanke om, at der er tale om KOL, så kan ikke ud fra røntgenbilledet stille KOL-diagnosen, da det kan se normalt ud, selv ved svær KOL.

• CT-scanning: Avanceret røntgenundersøgelse af lungerne (Computer Tomografi af lungerne – bedre kendt som CT - scanning) er meget mere detaljeret end et almindeligt røntgenbillede og anvendes til at kortlægge strukturen af lungevævet og luftvejene. Specielt er det en god undersøgelse til at påvise, om de små lungesække (alveolerne) er ødelagt. CT-skanning anvendes ikke som rutine til alle patienter, da lungefunktionsmåling (spirometri) og et røntgenbillede af lungerne hos de fleste patienter er fuldt ud tilstrækkeligt.

• Udvidet lungefunktionsmåling omfatter mere avanceret måling af lungefunktionen og lungernes rumfang. Man kan blandt andet måle, hvor store lungerne er (total lungekapacitet), hvor meget luft der er tilbage i lungerne efter man har forsøgt at tømme dem (residualvolumen), og hvor godt ilten kommer fra lungerne og over i blodet (diffusionskapacitet).

• Undersøgelse af opspyt (slim). Undersøgelse af opspyt (slim). Hvis man hoster mere slim op af lungerne, og det skifter farve til gult eller grønt, kan det tyde på en lungeinfektion. Undersøgelsen foregår ved, at man dyrker slimen på et laboratorium og kigger på det i et mikroskop for at se, om der er bakterier i, som skal behandles med antibiotika.

• Undersøgelse af iltmændge i blodet kan foretages ved hjælp af pulsoxymetri eller ved en blodprøve fra en pulsåre (arterie). Et pulsoxymeter er en lille sensor, som man sætter på en finger. Den måler, hvor meget ilt (i procent) der er i blodet. For eksempel angiver tallet 94 procent, at 94 procent af blodet er mættet med ilt. Hvis iltmætningen i blodet konstant ligger under 88 procent i hvile, når man intet foretager sig, vil der som oftest være behov for at starte iltbehandling, da iltmangel slider på kroppen.

• Elektrokardiogram (EKG) og ultralydscanning af hjertet (ekkokardiografi) er undersøgelser, som bruges, hvis man mistænker, at man (også) har en hjertesygdom. Det er ikke ualmindeligt, at man har både KOL og hjertesygdom samtidig, da både KOL og hjertesygdom ofte skyldes tobaksrygning.

• Blodprøver. Blodprøver. Der findes ikke nogen blodprøve, som man kan bruge til at stille KOL diagnosen. Når man undersøger for KOL, vil man typisk tage en række blodprøver, som der er behov for i forhold til at vurdere behovet for forskellige behandlinger. Særligt måles altid alfa-1- antitrypsin, som er et stof, som er med til at beskytte mod nedbrydning af lungevæv og dermed mod udviklingen af KOL. Arvelig mangel på alfa-1-antitrypsin øger stærkt risikoen for at udvikle svær KOL i ung alder – specielt hvis man ryger.

Astma og KOL

Astma kan hos midaldrende og ældre nogle gange minde om KOL. KOL og astma opfattes dog som to selvstændige sygdomme, selv om de ligner hinanden og har en del fællestræk. Ved astma er luftvejene også forsnævrede, men de små lungeblærer er ikke angrebet, og lungevævet nedbrydes ikke. Astma opstår oftest hos børn og unge, mens KOL som regel først opstår omkring 40-50-årsalderen, og KOL ses især hos midaldrende og ældre. Sandsynligheden for astma øges ved samtidig tilstedeværelse af allergi mod pollen, støvmider eller dyr. Allergi spiller derimod – så vidt vides - ingen rolle for udvikling af KOL.

Astma har en langt bedre prognose end KOL, og der er ved astma aldrig behov for behandling med ilt i hjemmet. Hvis man skal skelne mellem astma og KOL, er der ud over blodprøver behov for en reversibilitetstest samt eventuelt andre, supplerende test. Ved astma bliver lungefunktionen ofte markant bedre i forbindelse med en reversibilitetstest. Det er ikke altid er muligt at skelne mellem de to sygdomme. Nogle patienter har begge sygdomme samtidigt – for eksempel personer med astma, som samtidig ryger/har røget, og derfor også har udviklet KOL.