De ting, der fra naturens side bestemmer, hvor meget luft man kan puste ud af lungerne, er køn (mand/kvinde) samt den faktiske alder og højde. Hertil kommer race (etnicitet). Man kan derfor ikke træne sig til en bedre lungefunktion. Man er udstyret med en enorm overkapacitet, og en aldrig-ryger vil sagtens kunne leve et normalt liv, selv om man fjernede den ene lunge.
Hovedproblemet ved KOL er, at sygdommen meget langsomt ødelægger lungevævet – så langsomt, at de fleste ikke selv opdager, at der er noget galt, før halvdelen af deres lungefunktion er ødelagt og forsvundet. På det tidspunkt går mange selv til læge for at få målt lungefunktion.
Det er nødvendigt at måle lungefunktion for at stille KOL-diagnosen med sikkerhed. Nedenfor kan du læse om lungefunktionsmåling, og om hvorfor/hvornår det er vigtigt at få målingen foretaget. Du kan også læse om andre undersøgelser, der kan være relevante, når man har KOL.
Måling af lungefunktionen
De typiske symptomer ved KOL er: åndenød, hoste og opspyt af slim fra lungerne. Disse symptomer kommer snigende og udvikles oftest over mange år, hvilket bevirker, at man når at vænne sig til gradvist at kunne mindre og mindre. De fleste søger først selv læge, når sygdommen er alvorlig, og lungefunktionen er meget nedsat. Af samme grund er det vigtigt, at rygere, folk med risikoerhverv (erhverv med meget røg, damp og støv, som for eksempel asfaltarbejdere), og personer med symptomer fra deres lunger, er opmærksomme og med jævne mellemrum får tjekket deres lungefunktion. Generelt anbefales det, at alle rygere over 35 år og folk med lungesymptomer får målt deres lungefunktion hvert andet år.
Den lungefunktionsundersøgelse, som er nødvendig for at stille KOL-diagnosen, kaldes for en spirometri, og den tager kun nogle få minutter.
Undersøgelsen foregår ved, at man fylder lungerne helt op med luft ved at trække vejret helt ind. Derefter puster man ud gennem et mundstykke - så hurtigt/kraftigt - og så længe som muligt. Spirometret registrerer, hvor meget luft man kan puste ud af sine lunger, og hvor hurtigt man kan tømme dem for luft – hvor elastiske lungerne er.
Når man har KOL, er man dårlig til at tømme lungerne hurtigt for luft, fordi luftvejene er forsnævrede/formindskede, og derfor puster man luften ud af lungerne med mindre fart/hastighed. Hvis lungefunktionen permanent er nedsat, så man altid kun kan puste mindre end 70 procent af sin luft ud på det første sekund, så har man KOL. Jo langsommere man er til at tømme sine lunger for luft – jo mere syg er man.
Den mængde luft, som man kan puste ud af lungerne i løbet af det første sekund, kaldes for FEV1 ( F orceret E kspiratorisk V olumen i 1 sekund) og kaldes også for lungefunktionstallet - det er det tal, som fortæller, hvor syg man er af sin KOL. Jo mindre tallet er – jo mere syg er man!Man skal som regel gentage lungefunktionsmålingen tre til fire gange efter hinanden, så man er sikker på, at den er helt korrekt udført. Når man er færdig med målingerne, sammenligner lægen resultatet (det højeste målte lungefunktionstal) med de forventede talværdier hos raske, aldrig-rygere med samme alder, køn, højde og race.
Inddeling af KOL efter sværhedsgrad
Man inddeler KOL efter sværhedsgrad på baggrund af lungefunktionstallet:
Hos raske ligger lungefunktionstallet på omkring 100 procent af normalværdien.
Ved mild KOL er lungefunktionstallet omkring 80 procent af normalværdien.
Ved moderat KOL ligger lungefunktionstallet mellem 50 og 80 procent af normalværdien.
Ved svær KOL ligger lungefunktionstallet mellem 30 og 50 procent af normalværdien.
Ved meget svær KOL ligger lungefunktionstallet under 30 procent af normalværdien.
Andre undersøgelser ved KOL
Lungesymptomer, der kan minde om KOL, kan ses ved en række andre lungesygdomme, og specielt astma kan være svær at skelne fra KOL (se separat afsnit nedenfor). Selv om et nedsat lungefunktionstal er ret karakteristisk for KOL, så kan lungefunktionen godt være nedsat som følge af andre sygdomme end KOL. Derfor kan det i en række tilfælde være nødvendigt at lave supplerende undersøgelser for at være sikker på, om det drejer sig om KOL og for at få et bedre indtryk af, hvor svær KOL-sygdommen i givet fald er. De mest almindelige undersøgelser, som kan komme på tale som led i udredningen af KOL, er:
Røntgenbillede af lungerne bruges først og fremmest til at udelukke andre sygdomme, som for eksempel lungebetændelse, vand i lungerne, dårligt hjerte og lungekræft. Man kan ikke bruge et røntgenbillede til at stille KOL-diagnosen, da det kan se normalt ud, selv ved svær KOL.
Computer-scanning af lungerne (CT - scanning) er meget mere detaljeret end et almindeligt røntgenbillede og anvendes ved KOL til at belyse strukturen af lungevævet og luftvejene. Specielt er det en god undersøgelse til at påvise, om de små lungesække (alveolerne) er ødelagt. CT-skanning anvendes ikke som rutine i dag, da lungefunktionsmåling (spirometri) hos de fleste patienter er fuld tilstrækkelig.
Udvidet lungefunktionsmåling omfatter mere avanceret måling af lungefunktionen og lungernes rumfang. Man kan blandt andet måle hvor store lungerne er (Total Lungekapacitet), og hvor gode patienterne er til at optage ilt i blodet (diffusionskapacitet).
Undersøgelse af opspyt (slim). Hvis man hoster mere slim op af lungerne, og det skifter farve til gult eller grønt, kan det tyde på en lungeinfektion. Undersøgelsen foregår ved, at man dyrker slimen på et laboratorium og kigger på det i et mikroskop for at se, om der er bakterier i, som skal behandles med antibiotika.
Undersøgelse af iltmændge i blodet kan foretages ved hjælp af pulsoxymetri eller ved en blodprøve fra en pulsåre (arterie). Et pulsoxymeter er en lille sensor, som man sætter på en finger. Den måler, hvor meget ilt (i procent) der er i blodet. For eksempel angiver tallet 94 procent, at 94 procent af blodet er mættet med ilt. Hvis iltmætningen i blodet konstant ligger under 88-90 procent i hvile, når man intet foretager sig, vil der ofte være behov for at starte iltbehandling.
Elektrokardiogram (EKG) og ultralydscanning af hjertet (ekkokardiografi) er undersøgelser, som bruges, hvis man mistænker, at man (også) har en hjertesygdom. Det er ikke ualmindeligt, at man har både KOL og hjertesygdom samtidig, da både KOL og hjertesygdom ofte skyldes tobaksrygning.
Blodprøver. Der findes ikke nogle blodprøver, som man kan bruge til at stille KOL diagnosen. Ved kendt sværere KOL, som er opstået i ung alder, bør man i blodet måle alfa-1- antitrypsin, som er et stof, som er med til at beskytte mod nedbrydning af lungevæv og dermed mod udviklingen af KOL. Arvelig mangel på alfa-1-antitrypsin øger stærkt risikoen for at udvikle KOL i ung alder, hvis man ryger.
Astma og KOL
Astma kan hos midaldrende og ældre nogle gange minde om KOL. KOL og astma opfattes dog som to selvstændige sygdomme, selv om de ligner hinanden og har en del fællestræk. Ved astma er luftvejene også forsnævrede, men de små lungeblærer er ikke angrebet, og lungevævet nedbrydes ikke. Astma opstår oftest hos børn og unge, mens KOL som regel først opstår efter 40-50 års alderen, og KOL ses især hos midaldrende og ældre. Sandsynligheden for astma øges ved samtidig tilstedeværelse af allergi mod pollen, støvmider eller dyr. Allergi spiller – så vidt vides - ingen rolle for udvikling af KOL. Astma har en bedre prognose end KOL, og der er ved astma aldrig behov for behandling med ilt i hjemmet. Hvis man skal skelne mellem astma og KOL, er der ofte behov for en udvidet lungefunktionsundersøgelse, og ofte vil man også foretage spirometri før og efter indtagelse af luftvejsudvidende medicin (såkaldt reversibilitetstest). Ved astma bliver lungefunktionen typisk markant bedre efter inhalation af disse medikamenter. Man må dog indrømme, at det ikke altid er muligt at skelne mellem de to sygdomme. Nogle patienter har begge sygdomme samtidigt – for eksempel personer med astma som ryger og derfor også har udviklet KOL.