Særlige hensyn ved KOL
Mennesker med KOL kan opleve, at visse af hverdagens gøremål, der normalt tages for givet, kan kræve særlige overvejelser, hensyn eller ekstra planlægning. Samtidig er det, der er svært for nogle, det ikke for andre. I hvilket omfang, der skal tages særlige hensyn vil altid være en individuel vurdering på baggrund af antallet af symptomer, sygdomssværhedsgrad, familieforhold og den enkeltes generelle livssituation.
Nedenstående emner er eksempler på, hvor der kan være behov for særlige hensyn eller overvejelser for mennesker med KOL.
KOL og arbejdslivet
Det at arbejde er for mange mennesker en stor del af deres identitet og bidrager til at strukturere hverdagen. Et arbejde giver mulighed for til at opretholde en vis økonomisk sikkerhed og skabe sociale relationer. Arbejdet har således mange funktioner i hverdagen, men for nogle mennesker med KOL kan det blive vanskeligt at arbejde. Det gælder for eksempel, hvis:
man har svær eller meget svær KOL med mange symptomer og sygdomsperioder
man har hårdt fysisk arbejde
man har dårlig form
man dagligt bliver udsat for virus og bakterier (for eksempel i børneinstitutioner)
man oplever, at man mangler overskud til livet ved siden af sit arbejde
Mange infektioner og forværringer, oplevelsen af at man ikke gør sit arbejde godt nok, og manglende overskud til at leve et liv ved siden af arbejde, kan være tegn på, at man skal begynde at gøre sig overvejelser omkring sin arbejdsmæssige situation. Man kan fx tale med sin arbejdsgiver, tillidsrepræsentant, fagforening eller det lokale jobcenter, for at høre om de muligheder, der er. Der vil oftest være tale om mulighederne for fleksjob, revalidering, førtidspension eller sygedagpenge.
Tag en snak med din læge eller en socialrådgiver for at finde den løsning som er bedst for dig.
KOL og bilkørsel
Bilkørsel kan være med til, at man ikke føler sig isoleret med sin KOL. Generelt er der ingen specielle regler i forhold til bilkørsel og andre motorkøretøjer, hvis de normale krav til at kørekort opfyldes. Hvis du har KOL i en grad, der gør, at du har brug for permanent ilt, gælder der dog særlige regler:
Permanent ilt skal altid anvendes under kørsel, da kørsel uden ilt som regel vil være uforsvarligt
Iltindholdet i blodet skal være på mere end 7,3 kPa.
Man skal kun tage det ilt med, som man har brug for på turen. Iltflaskerne skal anbringes i bagagerummet og være fastspændte.
Parkeringskort
Man kan ansøge om et parkeringskort, hvis man har KOL i svær eller meget svær grad og har svært ved at gå kortere distancer. Man skal altid oplyse sin lungefunktion ved ansøgningen. Man kan læse mere om, hvem der kan få udstedt et parkeringskort her
KOL og rejser
Man kan godt rejse, selv om man har KOL, men der er en række ting, man bør være særlig opmærksom på i sin planlægning.
Rejsemål og -form
Det er hensigtsmæssigt at rejse i stabil fase af sygdommen. Overvej altid om rejsemål og rejseform er hensigtsmæssig i forhold til sygdommen og dens sværhedsgrad. Det kan være overvejelser i forhold til vejr, temperatur, luftfugtighed, afstande og tilgængelighed på rejsestedet. Generelt vil et klima med høje temperaturer og høj luftfugtighed være en større belastning.
Medicin
Det kan det være en god idé i samråd med egen læge at lægge en behandlingsplan for rejsen. Det er vigtigt at vide, hvordan man skal forholde sig, hvis man oplever en forværring under rejsen, og om det er hensigtsmæssigt at have antibiotika og/eller prednisolon med på rejsen.
Det kan være en god idé at medbringe en medicinliste og et dokument på engelsk eller det lokale sprog, som kort beskriver diagnose, sværhedsgrad og behandling af sygdommen. Har du medicin med euforiserende stoffer skal du medbringe en medicinattest. Se mere på www.apoteket.dk
Ilt på rejsen
Der er forskel på, om du skal have ilt på dit rejsemål i Danmark eller udlandet.
Rejser i Danmark:Man kan selv tage sin koncentrator med, men ellers kan iltleverandøren ofte udlåne en koncentrator til ferieadressen. En anden mulighed kan være at låne/leje en batteridrevet bærbar koncentrator. Forhør dig om mulighederne hos din iltleverandør, da der kan være regionale forskelle.
Rejser i udlandet:Der gælder forskellige regler afhængigt af rejsemålet. Derfor bør man altid kontakte den afdeling, som har ordineret ilten samt iltleverandøren for at høre om mulighederne, procedure og priser. Man kan læse mere på Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses hjemmeside (www.im.dk), som beskriver de forskellige rettigheder i de forskellige europæiske lande. Generelt gives iltbehandling "efter opholdslandets lovgivning". Dvs. at hvis man rejser til lande, hvor der er egenbetaling, skal man selv betale for behandlingen.
Ilt og flyrejser
Ved længere flyrejser falder ilttrykket i kabinen og svært syge, som i forvejen har nedsat iltindhold i blodet, kan behøve ilttilskud under flyrejsen. Tal med lægen/speciallægen om, hvorvidt du har behov for ilt.
Faste iltbrugere kan som regel ikke bruge deres egen iltflasker i flyvemaskine. Hvis du har brug for ilt i flyvemaskinen, skal din læge udfylde en ”Medical Information Form”, som fås af flyselskabet. Se mere på Danmarks Lungeforenings hjemmeside
Forsikring
Når man har en kronisk sygdom, er det vigtigt at være opmærksom på, at der gælder andre regler for forsikring. Når man har KOL, skal man derfor altid undersøge, om man er dækket af den offentlige eller af en privat rejseforsikring, når man planlægger sin rejse. Dette gælder også, hvis man bare skal på en kort tur til et af nabolandene. Dækningen kan blandt andet afhænge af, hvor man rejser hen, i hvor lang tid man skal være væk, om man lige har været indlagt eller fået ændret i din medicin.
Forhåndstilsagn
Hvis man er i tvivl om, hvorvidt man med sin kroniske sygdom er dækket, kan man anmode om et skriftligt forhåndstilsagn hos din rejseforsikring. Ansøgningen skal som regel indsendes 10-12 dage før afrejsen og koster omkring 200 kr.
Tilskud til medicin
En del af behandlingen af KOL er medicinsk. Medicin kan være en stor udgift, og derfor findes der forskellige tilskudsmuligheder:
Generelt tilskud
Tilskud til kronisk syge
Tilskud til døende
Andre medicintilskud
Generelt tilskud
Hver gang man køber tilskudsberettiget medicin, indberetter apoteket købet til Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister (CTR). Tilskuddet beregnes efter nogle særlige regler og størrelse på tilskuddet afhænger af den samlede årlige udgift til medicin. Hvis medicinen for eksempel koster mindre end 890 kr. om året, så får man ikke noget tilskud. Koster medicinen mere fordeler tilskuddet sig således:
890 - 1.450 kr. = 50 pct. i tilskud
1.450 - 3.130 kr. = 75 pct. i tilskud
over 3.130 kr. = 85 pct. i tilskud
Tilskud til kronisk syge
Har man en kronisk sygdom, som betyder et stort, varigt og fagligt veldokumenteret behov for tilskudsberettiget medicin, kan man få tildelt kronikertilskud. Ved kronikertilskud lægges et loft på dine udgiftere. Man kan højest betale 3.655 kr. (priser i 2012) årligt for sin medicin. Egen læge kan ansøge Lægemiddelstyrelsen om et kronikertilskud. Du kan læse mere om tilskuddet hos Lægemiddelstyrelsen
Tilskud til døende
Hvis man er så alvorligt syg, at man er døende, så har man mulighed for at tilbringe den sidste tid i eget hjem eller på hospice. Her kan den behandlende læge ansøge Lægemiddelstyrelsen om at få 100 % tilskud til den medicin, som lægen har udskrevet en recept på. Læs mere om tilskuddet her
Andre medicintilskud
Hvis man er pensionist og har særligt dårlige økonomiske forhold, så kan kommunen også i nogle tilfælde yde tilskud til betaling om medicinudgifter. Spørg din socialrådgiver til råds.