Den betændelsestilstand, som forekommer ved astma og KOL , forsøger man at mindske i den forebyggende behandling, da betændelsen forsnævrer bronkierne og mindsker luftpassagen til og fra lungerne.
Midler med binyrebarkhormoner
Oftest består behandlingen af binyrebarkhormoner, som hæmmer betændelsestilstande ved blandt andet at dæmpe hævelse og rødme. I behandlingen af astma og KOL tages binyrebarkhormoner oftest via et indsugningsapparat. I nogle tilfælde kan det dog være nødvendigt at tage dem som tabletter i en kortere periode, hvis effekten af inhalationsbehandling ikke er tilstrækkelig.
Midler uden binyrebarkhormon
Personer med astma, som enten ikke tåler eller har tilstrækkelig effekt af binyrebarkhormoner, kan forsøge en behandling med andre medicintyper, som også påvirker betændelsestilstanden i luftvejene.
Leukotrien-receptorblokkerende stoffer
Leukotriener er stoffer, der bidrager til betændelsestilstanden, når de frigives fra allergiceller i luftvejene. En bestemt type af disse leukotriener øger slimdannelse og har en kraftig sammentrækkende virkning på luftvejene. Derfor kan man søge at målrette den forebyggende behandling af astma mod leukotrienerne, eksempelvis med lægemiddelstoffet montelukast. Leukotrienerne har kun effekt mod astma, ikke mod KOL.
Midler specifikt mod allergisk astma
Ved allergisk astma producerer kroppen stoffet immonuglobin E (IgE). IgE bindes til allergicellerne, der aktiveres og frigiver stoffer såsom histamin. Histamin får luftvejenes slimhinder til at svulme op og danne slim og er et blandt flere andre stoffer, der får musklerne i luftvejene til at trække sig sammen. Hvis binyrebarkhormoner ikke har haft en tilstrækkelig effekt, kan lægemiddelstoffet omalizumab være gavnlig ved allergisk astma, fordi omalizumab blokerer for kroppens egen produktion af IgE. Dette medvirker til, at der frigives mindre histamin. Stoffet gives som indsprøjtning hos lægen over flere gange.
Cromoner
Ved behandling med cromoner, såsom lægemiddelstoffet natirumcromoglicat, hæmmes allergiceller, så de ikke kan udskille histamin og andre stoffer, der giver symptomerne ved astma. Ved at hæmme frigivelsen af histamin bliver luftvejene i mindre grad forsnævret, og symptomerne på astmaen vil mindskes. Medicinen virker forebyggende men bruges kun i få behandlingsforløb.