Undersøgelser hos urinvejskirurgen ved vandladningsgener i forbindelse med godartet forstørrelse af prostata (blærehalskirtlen)

Hvilke undersøgelser foretager urinvejskirurgen i forbindelse med godartet forstørrelse af prostata (blærehalskirtlen)?

Når man bliver henvist fra sin læge til urinvejskirurgen med mistanke om godartet forstørrelse af blærehalskirtlen (benign prostata), vil man skulle gennemgå de samme undersøgelser som hos lægen inklusiv skemaer og sygehistorie. Typisk vil der på forhånd blive fremsendt et spørgeskema om, hvilke sygdomme man har haft, hvilken medicin man tager samt tobaks- og alkoholvaner.

Hvis man allerede har udfyldt væske- vandlandningsskemaet og symptomscoreskemaet, kan man tage det med, hvis det ikke er mere end tre måneder gammelt. Når man møder op hos urinvejskirurgen, skal man møde med fyldt urinblære, da en af standardundersøgelser er måling af urinstrålens kraft samt en urinprøve. Egen læge vil have fremsendt en henvisning, hvoraf det vil fremgå, hvilke blodprøver der er taget.

De supplerende undersøgelser hos urologen er:

Undersøgelse af den fysiske tilstand

Urinvejskirurgen undersøger blodtryk, puls, lytter på hjerte og lunge og undersøger maven, penis og pungen. Man vil også føle på prostata gennem endetarmen for at finde ud af om kirtlen er forstørret, øm eller hård.

Måling af urinstrålens kraft (flow-undersøgelse)

Undersøgelsen foregår ved, at man lader vandet i et specialtoilet indeholdende en trakt med roterende plade i bunden. I tragten kan man måle, antal milliliter urin der lades per sekund. Målingen bliver optegnet i en kurve, hvor urologen kan aflæse oplysninger om vandlandningsfunktionen.

For at flowkurven kan anvendes, er det vigtigt, at man ved undersøgelsen har trang til at lade vandet, og der skal helst være mere end hvad der svarer til 1½ kop i blæren. Normalområdet er et maksimalt flow over 15 ml/ sek. Kurven skal gerne have en pæn klokkeform. Hvis den er meget langstrakt, kan det tyde afklemning på grund af en forstørret prostata.

Måling af rest-urin

Når vandet er ladt, skal det undersøges om blæren tømmes, hvilket er vigtigt for at undgå blærebetændelse. Målingen af eventuel rest-urin foregår som ved en fosterundersøgelse Med et ultralydsapparat måles hvor meget urin der står i blæren. Normalområdet er mindre end 50 ml (½ kop). Hvis der står mere end 100 ml rest-urin, vil man blive bedt om at gå ud og lade vandet på ny (to-trins-vandladning eller ”dobbelvoiding”), da rest-urin kan være grobund for bakterier og udvikling af blæresten.

Ultralydsanning af prostata

Hvis urologen skønner det nødvendigt, vil der også blive lavet en ultralydsscanning af prostata. Det foregår ved, at der bliver ført en ultralydssonde op i endetarmen. Sonden er på tykkelse med en tommelfinger, og urologen kan måle prostatas størrelse og desuden se om, der er forkalkninger eller områder, der tyder på prostatakræft.

Urinvejskirurgen skal bruge prostatas størrelse for at kunne planlægge behandling. Hvis prostata er meget stor (mere end 100 ml) og patienten har betydelige vandladningssymptomer, vil en operation være den bedste behandling. Hvis prostata er lille (mindre end 30 ml), kan man ofte nøjes med et snit i blærehalsen. Hvis flowkurven er svær at tolke kan undersøgelsen udvides med en mere omfattende urodynamisk undersøgelse.

Urodynamisk undersøgelse

Ved en urodynamisk undersøgelse undersøges vandladningsfunktionen med samtidig trykmåling i blæren. Dette foregår ved, at der lægges to tynde katetre op igennem urinrøret og op i blæren. Der lægges herudover et kateter op i endetarmen, som måler trykket bughulen. Hvis man mistænker en neurologisk årsag til vandladningsproblemerne, sættes der elektroder på endetarmens lukkemuskel, som kan måle sammentrækningsgraden af bækkenbunden.

Patienten ligger på et leje, mens blæren fyldes op med saltvand for at afgøre, hvor stor blærekapaciteten er. Når patienten fornemmer den første vandladningstrang, siger han til ("first sensation”). Denne første fornemmelse optræder typisk, når der er mellem 200-300 ml i blæren.

Blæren bliver stadig fyldt op og patienten bedes sige til, når han/ hun ikke længere kan holde sig, og får så lov til at lade vandet i en flowmåler. Under hele undersøgelsen bliver trykket i blæren, bughulen og eventuelt også lukkemuskelaktiviteten samt flowkurven tegnet op. Undersøgelsen foretages to gange.

Urinvejskirurgen kan ud fra kurverne aflæse, om blæren er i stand til at trække sig sammen, om blærevægsmusklen er tilstrækkelig stærk, og om der er forhøjet tryk i blæren, som tegn på forhøjet modstand i prostata. Desuden kan der aflæses, om blæremusklen er overaktiv – det vil sige, om den trækker sig sammen uden personen ønsker det.

Kikkertundersøgelse af blæren

Hvis det skønnes nødvendigt, kan der foretages en såkaldt cystoskopi. Patienten bliver ved denne undersøgelse lejret på ryggen, og penishovedet vaskes med klorhexidin. Urinrøret fyldes med lokalbedøvende gel, hvorefterder føres en tynd bøjelig kikkert op gennem urinrøret, forbi prostata og videre op i blæren. Her gennemses slimhinden for forandringer og om, hvorvidt der er sten eller polypper. Man kan også se, om der er tegn på, at blæremuskulaturen er tyk for at kunne udøve et meget højt tryk under vandladning.

Når urinvejskirurgen har alle disse undersøgelsesresultater kan patienten rådgives om eventuel medicinsk behandling, kirurgisk behandling eller såkaldt ”Watchful Waiting”, hvor man venter med at sætte ind, til symptomerne bliver generende for patienten.