Hvad er testikel og bitestikel?
I mandens testikler dannes det mandlige kønshormon, som afgives direkte til blodet, og sædceller. Sædcellerne dannes i mikroskopiske rør, som fra testiklen går ind i bitestiklen, et ”ormeformet” vedhæng, der sidder på bagsiden af testiklen. Inde i bitestiklen smelter alle rørene efterhånden sammen til ét rør, sædlederen.
Trods den tætte lokalisation og indbyrdes nære tilknytning er betændelsestilstande i testikler og bitestikler vidt forskellige.
Hvad er testikelbetændelse?
Den typiske betændelse i testiklen er en komplikation til virussygdommen fåresyge , men udvikles kun yderst sjældent hos børn. Hver tredje voksne, som får fåresyge med hævelse af ørespytkirtlen, udvikler også betændelsestilstand i den ene testikel eller meget sjældent begge testikler. Hyppigst ses testikelbetændelse dog i forbindelse med svær bitestikelbetændelse.
Hvordan føles testikelbetændelse?
I den første uge efter at fåresygen er begyndt, opstår der pludselig smerter, hævelse, ømhed og varmefornemmelse omkring testiklen, som ikke kan føles tydeligt. Temperaturen kan stige til 40 grader. Symptomerne holder sig en uges tid
Hvordan behandles testikelbetændelse?
Behandlingen består af sengeleje med støtte, for eksempel i form af et oppebærebind, også kaldet suspensorium, under den ømme og hævede pung. Visse medikamenter kan lindre ubehaget, men antibiotika hjælper ikke. I op mod halvdelen af tilfældene tager den angrebne testikel varig skade. Kun hvis begge testikler er angrebet, er der risiko for nedsat frugtbarhed.
Hvis voksne mænd, som ikke har haft fåresyge, smittes eller udvikler symptomer, bør det straks overvejes, om der skal gives indsprøjtning med gammaglobulin for at mindske risikoen for udvikling af betændelse i testiklerne. Virkningen af denne behandling er tvivlsom. I dag tilbydes alle børn vaccination mod fåresyge, når de er 15 måneder gamle.
Hvad er betændelse i bitestiklerne?
Betændelse i bitestiklerne (epididymitis) opstår som regel i forbindelse med en infektion i urinvejene, hvor mikroorganismerne spredes fra urinrøret til bitestiklerne via sædlederne. Betændelse i bitestiklerne kan forårsages af flere mikroorganismer.
Hos yngre (under 35-40 år) er betændelsen oftest forårsaget af en klamydiainfektion . Det vil sige, at der er tale om en seksuelt overført sygdom. Gonoré , som tidligere var en hyppig årsag til betændelse i bitestiklerne hos yngre, ses kun sjældent i dag.
Hos ældre (over 35-40 år) forårsages betændelse i bitestiklerne oftest af de bakterier, der generelt forårsager urinvejsinfektioner (oftest E. Coli). Hos ældre finder man derfor ofte en bagvedliggende årsag til betændelsen, for eksempel en godartet forstørret blærehalskirtel eller urinvejssten. Endelig er der en del tilfælde, hvor man ikke kan påvise årsagen til bitestikelbetændelsen.
Hvad er symptomerne på betændelse i bitestiklerne?
Typiske symptomer på betændelse i bitestiklerne er ensidige smerter i pungen, der strækker sig op langs sædstrengen til nederste del af bughulen. Bitestiklen bliver hævet (somme tider meget stor) og øm. Efterhånden kommer der en mere generel hævelse af pungen og rødme af huden. Feber og kulderystelser er almindeligt. Hos en del er der ledsagende nedre urinvejssymptomer som svie i urinrøret, flåd fra urinrøret og hyppige vandladninger.
Hvordan behandles betændelse i bitestiklerne?
Betændelse i bitestiklerne behandles med antibiotika samt sengeleje i det akutte stadium med feber. Trods antibiotikabehandling varer det ofte en uges tid, før patienten mærker fremgang. Indholdet i pungen vil oftest først føles normalt efter flere måneder. Da klamydia og gonoré er seksuelt overførte sygdomme, er det vigtigt, at mandens partner bliver undersøgt og behandlet, såfremt disse mikroorganismer påvises. Hvis almindelige urinvejsbakterier påvises som årsag til infektionen, bør det overvejes om en bagvedliggende eventuel behandlingskrævende sygdom foreligger.
Især hos de ældre mænd kan betændelsen blive så alvorlig, at der kommer byld i bitestiklen og/eller testiklen. I disse tilfælde kan det ende med, at testikel og bitestikel skal fjernes.
Læs mere om mænds kønsorganer