Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.

Hvad er laktoseintolerans?

Laktoseintolerans er, når man ikke kan optage eller fordøje laktose (mælkesukker). Symptomerne er blandt andet mavesmerter, oppustethed og diarré.

Opdateret: 4. Januar 2019

Hvad er laktoseintolerans?

Laktose (mælkesukker) er et kulhydrat, der findes i blandt andet mælk, ost og andre mælkeprodukter. Laktose fordøjes i tyndtarmen ved at et protein (enzym) kaldet laktase spalter laktose i to mindre kulhydrater, der efterfølgende kan optages gennem tarmvæggen.

Laktoseintolerans betegner en tilstand, hvor man får symptomer fra mavetarmkanalen, fordi man har en nedsat eller manglende evne til at fordøje og optage laktose i tyndtarmen (laktosemalabsorption).

Laktoseintolerans kaldes også for hypolaktasi.Laktoseintolerans kan have en række forskellige årsager og opdeles på baggrund af dette i primær og sekundær laktoseintolerans.

Primær laktoseintolerans

Primær laktoseintolerans er genetisk betinget og underopdeles i:

Primær medfødt laktoseintolerans: Primær medfødt laktoseintolerans er en meget sjælden tilstand, hvor enzymet laktase fuldstændig mangler fra fødslen af. Det giver allerede efter første amning alvorlige symptomer med diarré hos det nyfødte barn.

Primær erhvervet laktoseintolerans: Den primære erhvervede laktoseintolerans er derimod et normalt fænomen – især i Asien, Afrika og Sydeuropa – hvor aktiviteten af laktase-enzymet aftager med alderen – ofte fra treårsalderen frem til puberteten. Symptomerne på laktoseintoleransen kan dog starte i alle aldre.

Sekundær laktoseintolerans

Sekundær laktoseintolerans er en forbigående nedsat aktivitet af laktase på grund af beskadigelse af slimhinden. Dette medfører, at enten produktionen af laktase i tyndtarmsslimhinden sænkes eller arealet, som tyndtarmen kan optage næringsstoffer med, er nedsat. Hyppige årsager er for eksempel glutenintolerans (cøliaki), gastroenteritis (maveinfektion), inflammatorisk tarmsygdom, bivirkninger ved medicin, følger efter kirurgiske indgreb eller kemoterapi eller strålebehandlinger.

Hvor mange danskere er laktoseintolerante?

Forekomsten af laktoseintolerans i Danmark og Skandinavien er lav sammenlignet med resten af verden. Det skønnes, at cirka 5-10 procent af den danske befolkning er laktoseintolerante, og de fleste af disse vil have primært erhvervet laktoseintolerans.

Aktiviteten af laktase begynder at aftage omkring to-treårsalderen, når barnet skifter til almindelig ”voksenkost" for at nå et stabilt lavt niveau i starten af puberteten. Dette sker uanset, hvor meget laktose man fortsat udsætter tarmen for. Tidspunktet for, hvornår den nedsatte aktivitet forårsager symptomer, er forskellig.

Hvor mange procent af befolkningen i resten af verden er laktoseintolerante?

Forekomsten af laktoseintolerans i befolkningen stiger, når man bevæger sig fra Nordeuropa mod Sydeuropa, hvor 30-80 procent af befolkningen har primært erhvervet laktoseintolerans. I Asien, Afrika og Sydamerika vil hovedparten (nogle steder op til 100 procent) af den voksne befolkning være laktoseintolerant.

Den bevarede evne til at fordøje laktose hos voksne menes at være opstået samtidigt med, at befolkningerne begyndte at dyrke landet og have dyreavl for ca 10.000 år siden. Årsagen til den geografiske forskel hænger derfor sammen med, at de Nordeuropæiske befolkninger især har været landbrugsbaserede. Også i visse Afrikanske landbrugsbaserede befolkninger er der en lav forekomst af laktoseintolerans.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.