Hvor mange oplever komplikationer efter en stomioperation?
Mellem 10 og 60 procent af alle stomi-opererede får en eller anden form for komplikation efter operationen. Det kan spænde fra milde komplikationer – for eksempel hudproblemer eller små blødninger – til mere alvorlige komplikationer, for eksempel fremfald eller tilbagetrækning af stomien, der kan betyde, at man skal opereres igen.
Hvad sker der ved selve indgrebet?
For at forstå de komplikationer, der kan komme efter en stomi-operation, er det vigtigt at forstå selve indgrebet, det vil sige, hvordan tarmen kommer fra dens oprindelige placering til efterfølgende at blive placeret ud gennem huden:
Tarmen ligger godt beskyttet bag bugvæggens bughinde, muskler, underhud og hud. Man fjerner et cirkulært stykke hud og holder underhud og muskler "til side" og trækker herefter tarmen frem gennem en åbning i bughinden. Åbningen både i bugvæg og i huden tilpasses tarmens diameter, og selve bugvæggens muskler skal man undgå at beskadige, når tarmen føres ud i hudniveau.
Tarmens vedhæftning kalder man tarmkrøset, og dette bevares og "følger" med tarmen gennem åbningen i bugvæggen. Tarmkrøset indeholder tarmens blodkar og nerver.
Hvilke komplikationer er de mest almindelige?
1. Beskadigelse af huden og sygdomme i huden omkring stomien
Hudproblemer ses hos 10-40 procent. For at undgå beskadigelse af huden er det vigtigt, at stomien placeres korrekt, og derfor afmærkes placeringen altid inden operationen med en spritpen.Afmærkningen sker i både stående, siddende og liggende stilling og med hensyn til tidligere operationsar, formen på maven, placering af buksekant med videre. Stomien skal kunne ses af personen selv og placeres, så man selv let kan passe stomien.
Er stomien "forkert" placeret kan for eksempel hudfolder og ar øge risikoen for lækage af afføring, som derved beskadiger huden. Hvis den stomiopererede ikke kan se stomien, kan man let komme til at sætte posen forkert på og derved få lækage problemer.
Konstruktionen af stomien skal være så god som mulig, det vil sige:
at der ikke må ske stramning af tarmens krøs
at åbningen i huden passer nøjagtigt til tarmens diameter
at syningen af tarmen til huden ikke beskadiger huden tæt på tarmen
at stomien har en vis højde over hudniveau
at åbningen af stomien er i midten af stomien.
Men hudproblemer ses også som følge af allergi over for pose/plade (også kaldet kontakt-dermatitis). Det behandler man med omhyggelig hudpleje lige omkring stomien, specielle pose/plade-systemer og stomipasta (en slags modellervoks lavet af samme materiale som klæberen på posen, pastaen kan udglatte/udfylder ujævnheder i huden omkring stomien). I starten må de fleste have professionel hjælp fra en stomisygeplejerske til at varetage stomiplejen.
Læs mere i artiklen om hudirritationer ved stomi.
2. Vævsdød (nekrose)
Vævsdød på den tarm, der er ført ud til huden, ses hos 5-15 procent i perioden lige efter operationen (det vil sige fra 1 til 5-6 dage efter operationen).
Problemet med vævsdød opstår som følge af:
Dårlig blodforsyning til stomien under eller umiddelbart efter konstruktionen, oftest på grund af for "tæt" trimning af fedtvævet på den stomibærende tarm.
Stramning af tarmkrøset i bugvæggen.
Ved for lille åbning i huden til stomien.
Eller at stomiåbningen i hudniveauet forskyder sig i forhold til det dybere liggende hul nær bughinden, når patienten vågner, og musklerne ikke længere slapper af.
Hvis skaderne som følge af vævsdød er overfladiske (delvis nekrose), kan omhyggelig pleje og lokal kirurgisk revision (det vil sige, at man afklipper det døde væv, således at det friske væv lettere kan hele) af stomien gennemføres med et rimeligt resultat. Hvis vævsskaderne er omfattende, kræver det, at man akut skal opereres igen, men sjældent er det nødvendigt at lave en ny placering af stomien.
3. Blødning
3-10 procent oplever blødning fra stomien. Det skyldes næsten altid for "hårdhændet" stomipleje, idet gentagen irritation af slimhinden kan give blødning. Hvis man oplever problemer med blødning fra stomien, bliver man oftest henvist til en stomisygeplejerske med henblik på oplæring i korrekt stomipleje. Man bør dog altid sørge for at undersøge, at grundsygdommen ikke er blusset op igen.
4. Tilbagetrækning af stomien (retraktion)
Retraktion betyder "tilbagetrækning". Det er en komplikation, der ses hos 5-15 procent af de stomi-opererede ved, at stomien trækker sig indad under hudniveau.
Denne komplikation ses:
- Som følge af utilstrækkelig løsning af den del af tarmen, der fører op til stomien.
- Ved tyk og fed bugvæg.
- Ved kort tarmkrøs (som følge af tidligere bughindebetændelse eller som følge af tidligere strålebehandling af sygdom i området (arvævs-skrumpning på grund af stråleskade).
- Ved dårlig blodforsyning.
Det behandles med omhyggelig hudpleje og en særlig stomiplade/klæber, som på hudsiden er udadbuet og presser på huden omkring stomien for at få stomien til at "strutte" frem over hudniveau. Det kan blive nødvendigt med ny operation og en ny stomi.
5. Forsnævring af stomien (stenose)
2-10 procent udvikler forsnævring (stenose) af stomien. En forsnævring kan være betydningsløs, hvis ellers tarmindholdet kan passere uhindret igennem forsnævringen. En årsag til forsnævring kan skyldes nedsat blodforsyning i vævet i tarmen og ved vævsskader, hvor stomien kan have trukket sig tilbage indad under hudniveau. Man kan afhjælpe generne ved omhyggelig hudpleje og ved at benytte afførende midler.
Giver forsnævringen i huden symptomer, kan det behandles kirurgisk med et lille indgreb på huden tæt på stomien eller behandles med udvidelser (dilatationer). Hvis der er tegn på svær stenose og tegn på tarmstop/vanskelig passage af tarmindhold (ileus), kan en ny operation komme på tale.
6. Fremfald af stomien (prolaps)
Fremfald af stomien ses hos 5-15 procent af de stomi-opererede. Årsagen er uklar, men nogle mener, at det tarmafsnit, der fører op til stomien, skal syes fast til bughinden for at forhindre, at tarmen kan glide udad. Andre mener, at denne procedure øger risikoen for nedsat blodforsyning til vævet i tarmen og tilbagetrækning af stomien. Man ser formentlig fremfald af stomien hyppigere, hvis den er placeret i kanten af de kraftige lodrette mavemuskler (rektus-musklen) eller til siden for disse muskler. For stor stomiåbning i bugvæggen kan også være en årsag.
Placering af stomien i en lodret eller tværgående bugvægsåbning, der så syes sammen på hver side af stomien ("forsnævres" til passende hudåbning), fører oftere til et fremfald af stomien. Dobbeltløbede stomier (loop-stomi) har desuden øget tendens til at falde frem.
Man behandler fremfald af stomien ved at operere på ny. Ved opblusning af grundsygdommen kan det være nødvendigt at fremskynde lukningen af midlertidige stomier. Man kan anvende lokal tilretning (operation uden åbning af bugvæggen) med afskæring af "overskydende" tarm. Åben kirurgi og flytning af stomi er ofte nødvendigt.
7. Infektion i hud eller bugvæg lige omkring stomien (parastomal infektion)
Infektion omkring stomien (Parastomal infektion) ses hos 5-15 procent. Infektionen kan ses som fistulering (infektionen starter med en lille byld, der som regel "tømmer" sig til hudoverfladen, hvorved der opstår en fistel (en kanal mellem huden og tarmen). En mulig årsag kan være, at syning af tarmen under hudniveau (til bugvæggens væv og/eller bughinden) ved et uheld er udført for dybt (trådene går igennem alle tarmens lag), således at der er risiko for, at tarmbakterier kan starte en infektion.
Der kan også komme en infektion som følge af opblusning af grundsygdommen for eksempel Crohns sygdom eller Colitis.
En infektion kan desuden ske på grund af en manglende sammenvoksning mellem huden og stomiens slimhinde (separation). De fleste separationer heler dog op uden komplikationer ved hjælp af særlig pleje vejledt af en stomisygeplejerske.
Egentlige infektioner med dannelse af en byld er ret sjældne, men kan ses ved fistulering og kræver næsten altid, at der samtidig er en større eller mindre separation. Det kan behandles ved kirurgisk åbning af bylden (drænage) og daglige skiftninger, og det heler som regel fint op.
8. Brok (stomi hernie)
Brok opstår hos 3-15 procent, og i nogle lægefaglige publikationer angives tallet at være op til 45 procent. Brok er næst efter hudproblemer den hyppigste komplikation. Brok opstår ofte som brok ved siden af stomien (parastomale brok), hvor det typisk er frembuling af tyndtarmsslynger. Brokken kan også ses som et glidebrok, hvor det tarmafsnit umiddelbart før stomien glider op i underhuden i S-form. Årsagen er uklar. Man mener, at det kan opstå som følge af en for stor stomiåbning eller ved en stomiåbning ved siden af de kraftige lodrette mavemuskler (rektus-musklen). Man kan formentlig ikke forebygge denne komplikation, og der er ingen kendt sammenhæng mellem fysisk anstrengelse og motion og udviklingen af stomibrok. Man ved dog, at Kronisk Obstruktiv Lungesygdom (KOL) kan øge risikoen på grund af hyppig og kraftig hoste, der øger trykket i bughulen.
De fleste gener er kosmetiske. Stomibrok bliver meget sjældent til et indeklemt brok (ved indeklemning kan blodforsyningen afbrydes til stomien, oftest ledsaget af udtalte smerter, og man skal straks søge læge). Ofte kan man med tilstrækkelig pleje og bandage forebygge hud- eller lækagegener, for eksempel ved at anvende et specialdesignet brokbind.
Glidebrok kan medføre, at man ikke længere kan benytte sig af irrigation – det vil sige gennemskylning af tarmen.
Man foretrækker som regel ikke at foretage operation for stomibrok, men vælger i stedet en behandling med ændret bandagering, eventuelt hjulpet af special fremstillede brok-bandager, der kan hjælpe med at støtte/mindske frembulingen.
Ofte er man desuden tilbageholdende med hensyn til valg af operationstype, hvis den beskrevne bandagerings-behandling ikke hjælper godt nok. Selv en mindre operation af brokket i bugvæggen omkring stomien har en relativ høj komplikationsrate og ikke mindst høj risiko for, at brokket kommer igen.
Ved udtalte hud- og lækageproblemer er kikkertoperation (laparoskopisk operation) med kunststofnet til forstærkning af bugvæggen en mulighed før egentlig re-operation med flytning af stomien.
Kan komplikationer forebygges?
De tidlige komplikationer - det vil sige mindre end fire uger efter operation - kan til dels forebygges (det er typisk komplikationer såsom vævsdød og infektion i hud eller bugvæg).
Visse forhold omkring grundsygdommen kan øge risikoen for disse komplikationer. Kredsløbssygdomme med generel åreforkalkning, behandling med steroider, tidligere strålebehandling og nylig kemoterapi er nogle eksempler.
Omhyggelig kirurgisk teknik og viden om visse operationstekniske "fejls" sammenhæng med senere komplikationer er meget vigtig. Utilstrækkelig planlægning før operationen, specielt manglende eller mangelfuld markering af stedet for stomien, kan også bidrage til komplikationer. Det er vanskeligere at forebygge sene komplikationer (det vil sige komplikationer, der opstår måneder til år efter operationen). Årsagen til stenose, retraktion, prolaps og måske også hernie kan som oftest "relateres" til en tidlig komplikation.
Infektion i hud eller bugvæg lige omkring stomien (parastomal infektion) kan forebygges ved, at grundsygdommen, som for eksempel Crohns sygdom, er velbehandlet, og at man desuden anvender en god bandageringsteknik. Forebyggelse af blødning fra selve stomiens slimhinde kan forebygges ved god stomipleje og bandageringsteknik.
Hvad kan man gøre?
Ved alle de beskrevne komplikationer, bortset fra de meget tidlige komplikationer, er det meget vigtigt, at man vejledes og kontrolleres af en stomisygeplejerske. Dels kan man derved mindske risikoen for alvorlige hudproblemer, dels kan ændret bandageringsteknik være en stor hjælp til at forebygge lækagetilfælde. Komplikationer efter stomianlæggelse er med til at nedsætte livskvaliteten, og løbende professionel assistance er nødvendig for at opnå en så god livskvalitet som muligt.
Man skal derfor søge hjælp og vejledning hos stomisygeplejerske. Langt de fleste afdelingers stomiambulatorium kræver ikke henvisning fra læge – og man kan derfor frit kontakte stomiambulatorierne og aftale en konsultation.