Seksualitet og stomi
Mange faktorer har indflydelse på, hvorvidt en stomioperation får betydning for seksuallivet hos en mand. Faktorer som alder, køn, indstilling og forholdet til andre mennesker indvirker på, hvordan livet opleves efter operationen. Desuden har sygdommen, stedet hvorpå tarmen skal opereres, hvilket væv der fjernes og operationsmetoden betydning for omfanget af eventuelle skader.
Udviklingen af kirurgien har dog medført større opmærksomhed vedrørende bækkenets nerver og derved betydelige forbedringer. Generelt medfører en stomioperation ingen hindring for at have et godt kærlighedsliv.
Fysiske følger efter en blære- eller tarmoperation
De nerver og blodkar, der har betydning for tarmens og blærens funktion, ligger meget tæt på det væv, der skal fjernes. Nervetrådene er kroppens kommunikationssystem. De er bundet sammen i et ledningskabel. Afhængig af hvilke nervetråde der beskadiges, kan der optræde forskellige gener.
Anlæggelse af en stomi uden større kirurgi medfører sædvanligvis ingen ændring i den seksuelle funktion. Ved bækkenoperationer hvor endetarm, endetarmsåbning, blære, blærehalskirtel og sædblærer fjernes helt eller delvist, er der en vis risiko for, at de nervetråde og blodkar, der sørger for kønsorganernes funktion, enten beskadiges eller helt overskæres, så forbindelsen afbrydes. Mindre skader på nervebanerne kan være et til to år om at reetablere sig.
Mangelfuld eller manglende rejsning/erektion
Beskadigelse af nerverne kan nedsætte blodgennemstrømningen i svulmelegemerne så meget, at der opleves en ændring i evnen til at få rejsning/erektion. Penis bliver ikke længere stiv nok til at gennemføre et samleje. Hvis erektionen ikke holder længe nok, kan en samlejestilling, hvor manden ligger nederst og er mindre fysisk aktiv ofte forlænge erektionstiden.
Nedenfor opridses en række årsager til mangelfuld eller manglende rejsning/erektion:
1: Impotens
Impotens betyder, at der ikke er nogen rejsning ved fysisk eller psykisk stimulation. Det er ofte et forbigående problem. Mænd i alle aldre kan opleve impotens, uden det har relation til en operation. Årsagerne til impotens er mange. Træthed, kronisk sygdom, alder, medicin, alkohol, strålebehandling og tobak er alle faktorer, der kan have indvirkning på potensen.
Efter operation kan impotens være et forbigående eller blivende problem. Hvis der om morgenen eller ved onani er tegn på en erektion, er der ikke tale om en fysisk skade, men om at kroppen sandsynligvis behøver tid til at komme sig efter operationen.
2: Manglende sædafgang
Sædudtømningen kan enten helt ophøre eller løbe baglæns op i blæren, fordi nervebeskadigelsen medfører, at lukkemusklen i bunden af blæren ikke lukker sig. Sæden vil blive udtømt i forbindelse med efterfølgende vandladning og medføre, at urinen kan se lidt mælket ud. Det er ufarligt, men manden vil ikke længere være fuldt fertil. Centrifugeres urinen er det muligt for manden ved hjælp af insemination at befrugte kvinden.
3: Ændret følsomhed i penis
Nervebeskadigelse kan ændre følsomheden i penis og pung samt forårsage ubehag eller en smertende fornemmelse selv ved nok så blid berøring.
4: Hormonmangel
Såfremt testiklerne ikke er fjernet i forbindelse med operationen skyldes ændringerne i den seksuelle funktion ikke hormonmangel. I forbindelse med operation og behandling kan stress mindske indholdet af det mandlige kønshormon testosteron i en kortere periode. Dermed kan lysten og erektionsevnen i en kortere periode nedsættes.
5: Strålebehandling
Strålebehandling mod bækkenet kan påvirke de nerver, der har betydning for evnen til at få rejsning og medføre, at der i en kortere periode er smerter ved rejsning og ejakulation. Det har ingen betydning, er ikke et tegn på sygdom og forsvinder ofte af sig selv i løbet af kort tid. Dernæst kan behandlingen medføre, at mandens fertilitet bliver påvirket i en periode eller for resten af livet. Før behandlingen kan muligheden for at få opbevaret sæd med fordel diskuteres enten med egen læge eller speciallægen.
Psykologiske og ydre faktorer
Kulturen og det sociale miljø påvirker holdningerne til egen og andres seksualitet. Den seksuelle lyst er vigtig for de fleste mennesker og kan påvirkes af berøring, synsindtryk og fantasi.
Raske voksne er i stand til at forudsige toiletvaner og kontrollere urin og afføring. Anlæggelse af en stomi ændrer dette, fordi tarmens udmunding placeres på maven og vil hele tiden være en påmindelse om, at kroppen er forandret. Tabet af en kropsdel og udsigten til at leve resten eller en periode af sit liv med en pose på maven kan i begyndelsen medføre angst og usikkerhed både i forhold til sygdommen og dens konsekvenser, men også i forholdet til andre mennesker og den ændrede kropsfunktion.
Angsten for at stomiposen skal lække, at der skal komme lugt herfra, præger i begyndelsen let dagligdagen og de relationer den enkelte indgår i. De personlige ressourcer og ressourcerne hos de nærmeste pårørende er bestemmende for, hvordan situationen takles. Tabet af kontrol og følelsen af at være mindre attraktiv sætter selvværdet på en hård prøve.
Mænd har behov for at være seksuelt velfungerende og at kunne præstere noget i seksuelt henseende. Sygdom og operation medfører, at de fleste føler sig svage og sårbare. Generel træthed efter sygdom, operation og dannelsen af arvæv kan forandre lysten til sex i begyndelsen. Det er vigtigt at være meget tålmodig og forstående over for såvel sig selv som partneren. Det tager tid at komme sig fysisk og psykisk efter en stor operation. I takt med at kræfterne kommer igen, vil lysten til sex vende tilbage.
Parforholdet og de pårørende
Det er normalt at bekymre sig om sit velbefindende. Hvor god den enkelte er til at takle den forandring af kroppen, som stomien medfører, er individuelt. Det afhænger af, hvilken opfattelse den enkelte har af sin krop, samt af de ressourcer som den enkelte og de nærmeste pårørende har.
Positive erfaringer med stomien medfører som regel, at den enkelte føler sig mere sikker og bedre tilpas. Fuldt påklædt er der ingen, der behøver at vide noget om stomien, hvorimod stomiposen ikke er til at overse uden tøj.
Åbenhed overfor partneren og de nærmeste pårørende gør det muligt for dem at støtte og hjælpe, hvor der er behov. Tillad berøring, kærtegn og hengivenhed, fordi det medfører oplevelsen af at blive elsket og værdsat.
Kig på den forandrede krop sammen med partneren både med og uden tøj. Fortæl hinanden, hvad I ser.
Homoseksualitet og stomi
En homoseksuel mand kan med fordel allerede før operationen tale åbent om sin seksualitet, således mulighederne for og risici ved at bevare endetarmen vurderes.
Det må kraftigt frarådes, at stomien anvendes til sex, da det kan medføre blødning og ardannelse, hvilket på sigt kan give problemer.
Behandling af seksuelle problemer efter stomi-operation
Optræder der seksuelle problemer efter operationen, er der forskellige muligheder for at få hjælp.
Evnen til at få erektion, orgasme og udløsning er indbyrdes uafhængige, hvilket betyder, at en mand sagtens kan få fuld tilfredsstillelse uden at få rejsning. Stomisygeplejersken, egen læge eller speciallægen vil gerne besvare spørgsmål og informere om de behandlingsmuligheder, der findes.
Se de forskellige behandlingsmuligheder herunder:
Medicin:
Mangelfuld eller manglende erektion kan behandles på flere måder. Hvis nerverne kun er delvist beskadiget, kan erektion opnås enten med tablet behandling, eller ved at manden lærer at give sig selv en indsprøjtning i svulmelegemet før samleje. Egen læge og speciallægen kan vejlede om, hvilken behandling der er den bedst egnede.
Chock-bølger:
Anvendes normalt til at knuse nyresten med, men en mere mild form kan være med til, at mænd med rejsningsproblemer får potensen tilbage. Chock-bølger virker på den måde, at der bliver dannet nye blodkar, når bølgerne rammer penis, og det øger blodtilførelsen
Pubesring:
En pubesring er en ring, der sættes ned omkring roden af penis. Ringen skal være så stram, at den klemmer på de blodårer, der fører blodet bort fra svulmelegemerne. Nå blodet løber ud i penis, kan det ikke komme tilbage, og penis vil svulme op og blive hård. Er effekten af en pubesring ikke tilstrækkelig alene, kan effekten forstærkes ved først at anvende en vakuumpumpe, som "suger" blod ud i penis. Når penis er blevet hård, tages pumpen af, og pubesringen sættes på. |
Erektionsprotese:
Ved manglende erektion kan en erektionsprotese indopereres. Protesen består af to cylindre, der er forbundet til en ballon med væske i bughulen og en pumpe til pungen. Pumpen i pungen sørger for, at væsken fra ballonen pumpes ud i silikonecylindrene, som så kan virke som svulmelegemer.
Bækkenbundstræning:
Bækkenbundsmusklen danner gulvet i bunden af bækkenet. Den hjælper med at holde tæt, løfter organerne og blærehalskirtlen. Undersøgelser har vist, at bækkenbundstræning kan have en gavnlig effekt på efterdryp ved vandladning og mænds potens. Der udbydes kurser specielt for mænd, og der findes en video om emnet, der hedder fra 'Regnorm til anakonda'.
Alternative intime samværsformer:
I perioder, hvor lysten til sex er nedsat eller helt borte, kan intimiteten genfindes ved at nyde sensuelle lege og opdagelser på hinandens kroppe. Tal sammen, berør hinanden blidt på hele kroppen uden at berøre kønsorganer og bryst. Fortæl hinanden, hvad der er godt, og nyd det.
Professionel hjælp:
Måske kan det være vanskeligt selv at bearbejde alle de tanker og følelser, der er forbundet med anlæggelsen af en stomi, så det påvirker lysten til sex. Det kan da være nødvendigt med professionel hjælp til at komme videre. Egen læge og speciallægen kan henvise til psykolog og sexolog. |