Hvilke overvejelser skal du gøre dig ved valg af stomipose?
Afføring eller urin, der kommer ud af en stomi, kan irritere eller beskadige huden omkring stomien, hvilket gør det vanskeligt at få stomibandagen til at hæfte sig fast på huden. Derfor er det vigtigt at holde huden fri for afføring eller urin. Det gør du bedst ved at tilpasse hullet i pladen på stomiposen, så huden bliver dækket helt ind til stomien. Med andre ord så skal hullet i stomipladen passe fuldstændig til stomien. En sund hud omkring stomien ligner huden på resten af kroppen.
En anden årsag til, at huden bliver beskadiget, er den måde, som stomibandagen bliver fjernet på. Mange faktorer indgår i vurderingen af, hvilken stomibandage der er den bedst egnede i en given situation, samt om der er behov for tilbehørsprodukter.
Læs mere om tilbehørsprodukter til stomi
Stomityper
Stomitypen har betydning for, hvilke egenskaber klæberen på stomibandagen skal have, samt om der løbende skal være mulighed for at tømme stomibandagen.
Her kan du læse mere om de forskellige typer af stomi
Kolostomi:
Man anvender oftest en lukket stomipose, men en tømbar pose kan være relevant, hvis afføringen veksler i konsistens.
Ileostomi:
Der er behov for at tømme stomiposen regelmæssigt, og derfor skal man vælge en tømbar stomipose.
Urostomi:
Der vil kontinuerligt komme urin fra stomien, hvilket kan gøre det vanskeligt at få huden omkring stomien helt tør. Urinen kan desuden gøre klæberen mindre stærk. I bunden af stomiposen er der en udløbsventil, der gør det let at tømme stomiposen.
Stomiens konstruktionen
Der skal være en smule længde på det stykke tarm, der stikker ud fra maven, og hullet bør være regelmæssigt rundt, så det er let for tarmindholdet/urinen at glide ned i posen. Er stomien kort, så tarmens udmunding sidder i hudniveau, eller er den skæv i sin konstruktion, kan det blive sværere at få bandagen til at passe.
De første 4-6 uger efter operationen forandrer stomien sig. Det udvendige stykke tarm bliver kortere og diameteren mindre, fordi den væske, der som følge af operationen har befundet sig under slimhinden, forsvinder.
Stomiens placering
Omkring stomien skal der helst være en plan flade, som klæberen på stomibandagen kan hæfte på. Er stomien placeret i den linje, der opstår, når man bøjer sig, kan stomibandagen have svært ved at slutte tæt omkring stomien, når man skifter stilling.
En stomi over bøjelinjen kan gøre det svært at skjule stomiposen under tøjet. Er stomien under bøjelinien, er den let at skjule under tøjet. Knoglefremspring, rynker, folder, ar eller løs hud i det område, hvor stomiklæberen skal hæfte, stiller krav om, at stomibandagen er fleksibel, hvis den skal hæfte sig fast til huden.
Kropsformen
Alle mennesker er forskellige, og i løbet af livet forandrer kroppen sig. Stomien og huden omkring stomien forandrer sig i de første uger efter operationen. Derfor kan den valgte stomibandage efter nogen tid vise sig ikke at slutte tilstrækkeligt tæt ind til kroppen. Du bør vurdere stomien og huden omkring stomien både stående, siddende og liggende. De forskellige stillinger tegner et godt billede af, om stomiens højde forandrer sig, og om der er folder og fordybninger tæt ved stomien, der kan udfordre stomiklæberen.
Du bør se efter og vurdere følgende:
Hvordan er mavens facon omkring stomien?
Huden omkring stomien spiller en central rolle i forhold til at få stomibandagen til at slutte tæt omkring stomien. Bandageringen af stomien bliver lettest, hvis klæberen på stomibandagen klæber på en plan flade. Er der en fordybning af huden omkring stomien, kan der være behov for at ændre på typen af stomibandage eller for at supplere med et tilbehørsprodukt. Buler området frem, så hæver stomien sig op i en top, hvilket kan medføre behov for en meget fleksibel stomibandage.
Er huden omkring stomien jævn eller ujævn?
Området, hvor stomibandagens klæber skal hæfte, vurderes i forhold til, om faconen er jævn hele vejen rundt. Hvis huden omkring stomien er ujævn, kan det hindre, at klæberen på stomibandagen hæfter tilstrækkeligt. Lækage kan opstå, hvilket kan medføre en øm og irriteret hud.
Er maven omkring stomien blød eller fast?
Ved at vurdere maven i forskelligwe positioner (liggende, siddende og stående) i forhold til, om den giver efter for tryk, er blød, eller om den er fast og modstår tryk. Det giver et indtryk af, hvor fleksibel en stomibandage der er behov for. Dernæst giver det et billede af, hvordan eventuelle rynker eller folder forandrer sig, når man skifter stilling.
Rynket hud eller dybe folder?
Er der uregelmæssigheder i huden omkring stomien, vil det påvirke klæberens evne til at hæfte på huden. Uregelmæssighederne kan være små rynker som følge af hudens aldring eller dybe folder som følge af overvægt eller vægtøgning efter operationen. Dybden på uregelmæssighederne vil bestemme, hvilken type af stomiklæber og hvilken type tilbehør der er behov for.
Er der behåring hvor klæberen skal hæfte?
Mænd har ofte mange hår på huden omkring stomien. De skal fjernes regelmæssigt, fordi det er vanskeligt at fjerne den brugte stomibandage uden risiko for at skabe en irritationstilstand i hårsækkene. Irritation i hårsækkende viser sig ved, at der kommer små blærer og eventuelt betændelse i hårsækkene. Opstår der irritation eller infektion i hårsækkene, vil det påvirke stomibandagens evne til at hæfte på huden. Hårene fjernes ved at klippe dem ned med en krum saks eller med en shaver.
Kan man få allergi overfor stomiposens indholdsstoffer?
Stomiprodukter er i dag så hudvenlige, at allergi er sjælden. Nogle mennesker har meget sensitiv hud, hvor huden reagerer på indholdsstofferne i klæberen. De kan have glæde af at få lavet en priktest overfor indholdsstofferne i stomiklæberen. Det er hudlægen, der udfører en sådan test.
Eksem er en betændelsesagtig tilstand i huden, der viser sig ved rødme, kløe og blæredannelse. Hvis man har eksem eller en hudsygdom, bør man overveje, om en endelt stomibandage er hensigtsmæssig, fordi huden bliver belastet ved hvert skift. Der vil således være en vis risiko for, at eksemet pludselig bryder ud. I de tilfælde, hvor der er mistanke om sammenhæng mellem hudproblemer og eksem, skal man til en hudlæge.
Hvornår bør man overveje at skifte til en ny type pose?
Det er individuelt, hvor eksperimenterende den enkelte er. Nogle finder det naturligt at prøve flere forskellige stomiprodukter, før de lægger sig fast på, hvilket produkt der er bedst egnet og passer til den livsstil, de har. Andre er tilfredse, når blot de ikke oplever lækage, fordi det er meget ydmygende og socialt invaliderende.
De mest almindelige årsager til skift af posetype er følgende:
Lækage
Afføring eller urin på huden omkring stomien og under stomibandagen er den hyppigste årsag til hudskader. Lækage kan forekomme ind imellem. Bliver lækage mere reglen end undtagelsen, opstår der hudskader. Lettere rødme kan forårsage kløe under stomibandagen. En alvorlig irritation, hvor huden væsker, svir og bløder, kan let forårsage yderligere lækage af stomibandagen. Oplever du gentagne lækager, kan du overveje, om et tilbehørsprodukt kan hjælpe bandagen med at slutte helt tæt.
Læs mere om tilbehør til stomi
Hudirritationer og gentagne lækager behandles ved at tilrette bandageringsteknikken, hulstørrelsen samt vurdere behovet for tætningsring, pasta, hudbeskyttelsesplade, strøpulver og en anden stomibandage. Stomisygeplejersken kan hjælpe med dette.
Vægtændringer
Et vægttab og en vægtøgning medfører, at stomien ændrer diameter og længde. I værste fald mister stomien helt sin længde. Huden forandrer sig både, hvis der er tale om et voldsomt vægttab og en vægtøgning. Løs hud, rynker og folder kan gøre det svært for stomibandagen at sidde fast, når du bevæger dig, fordi klæberen på stomibandagen arbejder i én retning, mens huden arbejder i en anden. En vægtøgning, der sidder på maven, kan medføre, at der kommer overfladiske eller dybe folder, eller at huden omkring roden af stomien laver en fordybning, der gør det vanskeligt for stomibandagen at hæfte sikkert omkring roden.
Graviditet
Man kan godt gennemføre en normal graviditet med stomi. I løbet af graviditeten vil stomien forandre sig i takt med at maven vokser. Derfor må man løbende kontrollere stomiens diameter for at holde øje med, om man skal skifte til en stomibandage, hvor hullet i klæberen kan klippes så stort, at det passer til stomien.
Når livmoderen presser på tarmen, kan det hos nogle få tarmen til at falde frem og blive længere (prolaps). Presset på tarmen kan i andre tilfælde få tarmen til at hæve, så blodkarrene kan briste og forårsage blødning. Blødningen er som oftest ufarlig. Udvidelsen af livmoderen kan medføre, at tarmpassagen bliver dårligere, og derfor er det vigtigt at være opmærksom på, at man tygger maden godt. Andre får brok rundt om stomien, hvilket kan opereres efter graviditeten. Efterhånden som maven vokser, kan nogle opleve, at stomien trækker sig ind i maven. Sidst i graviditeten kan det være vanskeligt at skifte stomibandagen, fordi det øgede maveomfang gør det svært at se stomien. Efter fødslen vil tarmen finde sin oprindelige form, og blødningen fra tarmen stopper af sig selv.
Stomikomplikationer
Der kan desuden opstå komplikationer i form af fremfald af stomi (prolaps), tilbagetrækning af stomi (retraktion) og brok ved stomi. Sker det, skal du sammen med kirurgen drøfte, om en ny operation er den bedste løsning, eller om et brokbælte eller et stomiskjold vil være en bedre løsning. Brok får stomien til at ændre facon og diameter, så der kan være behov for at skifte stomibandage.
Læs mere om tilstødende stomikomplikationer her
Gevinsten ved at få justeret stomiproduktet og eventuelle tilbehørsprodukter er, at du kan fortsætte med at føre et aktivt liv uden lækage og hudproblemer.
Vil du vide mere?
Har du brug for råd og vejledning om de forskellige produkter, er der hjælp at hente hos de grossister, der sælger stomiprodukter til din kommune samt hos de enkelte producenter.
Stomiambulatorierne og de sygeplejersker i kommunen, der har stomipleje som deres ansvarsområde, kan hjælpe med at vurdere, om det fortsat er den bedst egnede stomibandage, du har, og de kan desuden hjælpe med at vælge eventuelle tilbehørsprodukter.
Typer af stomiposer
Hudirritationer ved stomi
Mad og drikke til dig, der har stomi
SE OVERSIGT OVER ALLE ARTKLER OM STOMI